Mange patienter med ADHD dukker op i almen praksis, fordi de fejler noget helt andet. Der er tre kernesymptomer på ADHD, og så er der faktisk også et fjerde.
Isabel var ti år, før hun kunne sove igennem en hel nat. Som lille måtte hun svøbes stramt for at kunne falde til ro. Hun var plaget af night terror, og når hun skulle sove til middag, var det en rigtig god idé at skrue højt op for rå rockmusik.
Beroligelse krævede ekstraordinære stimuli.
I både førskole- og skolealder har Isabel kæmpet med at passe ind. Hun har haft gode lærere og gode kammerater og har sådan set befundet sig godt med skolens faste rammer og skema. Men når hun kom hjem fra skole, var hun fuldstændig udkørt, og fagligt klarede hun sig – til familiens store undren – under middel.
Praktiserende læge Sidse Kjærholm fra Ry Sundhedshus har forsamlingens udelte opmærksomhed, mens hun fortæller om livet med sin nu 14-årige datter, der i 2019 blev udredt og diagnosticeret med ADHD. Sammen med speciallæge i psykiatri, Anne Bastholm Blicher, står Sidse Kjærholm for et yderst velbesøgt lægekursus i udredning og behandling af ADHD i almen praksis. Et kursus, der sætter fokus på blandt andet definition, symptomer, screening, behandling og henvisninger.
For bare få år siden var ADHD noget, de fleste forbandt med udadreagerende drenge, men i dag ved vi, at også piger og voksne kan have ADHD. Og det er udbredt. Prævalensen i Danmark anslås således til 5 procent blandt børn og 3 procent blandt voksne.
Mange af patienterne vil dukke op i almen praksis. Ofte fordi de fejler noget andet. Måske løber de ind i gentagne stresssygemeldinger, eller de døjer med angst eller søvnproblemer. 80 procent af patienter med ADHD har komorbiditet med andre psykiatriske diagnoser.
En neurotype
Har du nogensinde fået en parkeringsbøde? En skov af hænder ryger op i kursuslokalet. Har du fået fem? Nu er der ingen hænder.
For vi har alle ADHD-symptomer. Og det gør ikke noget, hvis man en gang imellem glemmer en aftale, er irritabel eller kommer til at afbryde andre. Det er mængden af symptomer og graden af dysfunktion, der afgør, om man har ADHD.
Anne Bastholm Blicher forklarer:
»ADHD er ikke en sygdom. Det er en måde, hjernen fungerer på, og det er noget, man er født med. Jeg kalder ADHD en neurotype. Det er noget, der altid har eksisteret, men symptomerne kommer forskelligt til udtryk hos mennesker; de påvirkes blandt andet af alder, kultur, miljø og personlighedstræk«.
Der er dog tre kernesymptomer, som læger skal være opmærksomme på: Problemer med opmærksomhed, impulsivitet og hyperaktivitet. Og så er der faktisk også et fjerde – problemer med affektregulering.
Uddannelse
ADHD kan ikke påvises ved en blodprøve, men udredningen bygger primært på en grundig anamnese og også meget gerne på oplysninger fra andre, som er tæt på patienten. Derudover skal der gennemføres et diagnostisk interview – DIVA-5 - som vurderer graden af symptomerne.
En læge spørger Anne Bastholm Blicher, om der er nogen eksklusionskriterier, som kan gøre, at man som læge ikke behøver at overveje ADHD hos patienten.
»Jeg spørger dem som regel, om de kan sidde til en større middag og koncentrere sig om en samtale med de nærmeste gæster – eller om de hele tiden har et øre på nogle af de andre samtaler, der er i gang rundt om bordet. Og så spørger jeg dem også, om de sidder og tænker på noget helt andet, når vi snakker sammen«, siger Anne Bastholm Blicher.
Uddannelse er ikke et eksklusionskriterie – det troede man ellers tidligere. Men ADHD er ikke afhængig af IQ, og mennesker med ADHD kan sagtens gennemføre lange videregående uddannelser.
Det fører os til sidst tilbage til historien om Isabel. For efter Sidse Kjærholms datter er blevet udredt, diagnosticeret og er kommet i behandling, er hun blevet væsentligt mere velfungerende. Hun trives, og i dag står der 10 og 12-taller i karakterbogen.
Faktaboks
