Skip to main content

Dansk sundhedsvidenskabelig forskning går glip af trecifrede millionbeløb, når lægerne ikke kan finde ud af at tale med en stemme. Især er der brug for, at de videnskabelige selskaber og Lægeforeningen snakker mere sammen.

Det mener Liselotte Højgaard, klinikchef på Klinik for Klinisk Fysiologi, Nuklearmedicin og PET på Rigshospitalet, samt medlem af Danmarks Forskningspolitiske Råd.

»Andre medlemmer af det forskningspolitiske råd driller mig med, at det koster sundhedsforskningen 100 mio. kr., hver gang vi skændes indbyrdes i offentligheden. Det er sagt med et smil, men der er alvor bag. De tørre tal fortæller jo, at lægeforskningen får en uforholdsmæssig lille andel af de offentlige forskningsmidler«, siger Liselotte Højgaard.

I 2005 var programbevillingerne til forskning under Indenrigs- og Sundhedsministeriet 14,2 mio. kr. Et forsvindende lille tal i forhold til de samlede bevillinger underlagt sektorministerier på 757,8 mio. kr.

»Man må ikke misforstå det, som om jeg er mod ytringsfrihed. Men det er unægtelig en fordel, hvis de centrale aktører på lægeside, først og fremmest selskaberne og Lægeforeningen, er på linje. Enten fordi de er enige, eller fordi de sørger for at blive det«, uddyber klinikchefen.

Lille men kendt forskning

Liselotte Højgaard er også præsident for EMRC, de europæiske medicinske forskningsråd, og understreger, at problematikken ikke kun gælder i Danmark:

»Ser man på hele Europa, modtager sundhedsvidenskaben ca. 21 procent af de offentlige forskningsmidler. Det er væsentligt lavere end i eksempelvis USA. Men Danmark er et af de lavest placerede lande i Europa. Det er meget mærkeligt, især i betragtning af at vi faktisk har en stærk farmaceutisk og medikoteknisk industri, der kan aftage resultaterne fra forskningen«.

På trods af de lave offentlige bevillinger har dansk sundhedsvidenskabelig forskning fortsat et godt internationalt ry, mener Liselotte Højgaard:

»Den danske sundhedsforskning er lille men internationalt kendt. Det handler blandt andet om, at Danmark har været foregangsland på det etiske område. Vi har et godt system med etiske komiteer, vi tog initiativ til Vancouver-gruppen [som blandt andet beskæftiger sig med krav til, at forfattere til videnskabelige artikler skal oplyse om deres eventuelle interesser, red.], vi har Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed - og så er vi i almindelighed kendt for at være ordentlige mennesker, der arbejder uegennyttigt«.

Den internationale profil bliver bare ikke matchet af gennemslag herhjemme: »Vi har simpelthen været dårlige til at skaffe forskningsmidler. Uden de private fonde og de midler, som hentes internationalt, ville det gå helt galt«.

Forskellige populationer

Langt hovedparten af de danske læger er medlemmer af videnskabelige selskaber. Det er altså stort set de samme mennesker, der vælger to sæt tillidsfolk. Et sæt i Lægeforeningens regi og et andet sæt i selskaberne. Som udenforstående kan det undre, at de ikke helt naturligt taler med en stemme.

»Nu er de aktive i selskaberne og Lægeforeningen ikke repræsentative stikprøver af lægestanden. Der er tale om to forskellige subpopulationer, som naturligt har forskellige tankesæt. For 50 siden var det utænkeligt, at Lægeforeningens formand ikke var en fremtrædende forsker. På den måde har verden ændret sig. I dag kræver det først og fremmest, at man er politisk dygtig for at lede foreningen. Det levner ikke tid til en tung forskningskarriere. Omvendt har forskerne, der leder de videnskabelige selskaber, ikke tid til det politiske«, kommenterer Liselotte Højgaard og fortsætter:

»Men begge har en grundlæggende fælles interesse. Primært at de syge og sårede har det godt, sekundært at lægestanden har det godt. Derfor siger sund fornuft, at de to grupper må kunne finde ud af at sige det samme. Heldigvis er der tegn på, at det går den rigtige vej. For eksempel gør Lægeforeningen, Dansk Medicinsk Selskab og dekanerne fælles front i et forsøg på at gøre sundhedsministeren interesseret i at arbejde for programbevillinger til sundhedsforskningen«.

De danske ingeniører har for længst slået tingene sammen, så de forskellige tekniske videnskabelige selskaber ligger under ingeniørforeningen IDA's paraply.

»Tiden er ikke moden til det endnu. Men om ti år kan jeg godt forestille mig, at selskaberne og Lægeforeningen er smeltet sammen«, siger Liselotte Højgaard.

Samarbejde om plan for psykiatrien

Lægeforeningen og Dansk Psykiatrisk Selskab vil styrke psykiatriens image med et fælles forslag til en national plan.

I starten af februar i år gik Lægeforeningen og Dansk Psykiatrisk Selskab sammen i et forsøg på at få løst en række af de problemer, som dansk psykiatri står over for.

Et udvalg under Dansk Psykiatrisk Selskab skriver nu på et forslag til en national plan for psykiatrien. Planen skal især vise, hvordan flere læger kan gøres interesserede i at uddanne sig inden for specialet, ligesom selve uddannelsen tages op til revision. Desuden skal den nationale plan forbedre psykiatriens image og gøre op med specialets isolation. Mange psykiatere føler, at de er anbragt på et sidespor i forhold til resten af lægestanden, fordi de indgår i et andet administrativt system.

Udgangspunktet for den kommende plan bliver, at hvis den faglige udvikling inden for specialet sikres, vil flere yngre læger blive interesserede i at søge til psykiatrien. En national plan vil desuden i sig selv styrke psykiaternes image.

Samtidig skal planen komme med forslag til at gøre specialet mere synligt blandt andet ved at holde specialedage, hvor medicinstuderende og andre inviteres til at besøge afdelinger, som regnes for flagskibe inden for psykiatrien. Desuden skal reklameeffekten i FADL-vagterne udnyttes, ligesom Dansk Psykiatrisk Selskabs 100-års-jubilæum i 2008.

Målgruppen for forslaget til national plan for dansk psykiatri bliver politikerne dels på Christiansborg, dels i regionerne. Aftalen mellem Lægeforeningen og Dansk Psykiatrisk Selskab går ud på, at selskabet henvender sig til Lægeforeningen, når forslaget er skrevet. Foreningen vil så involvere sig i det videre politiske arbejde.

Håbet er, at chancen for at slå igennem i den politiske debat er størst, når både foreningen og et videnskabeligt selskab står bag forslaget.

Visionen må være en fælles forening

Lægeforeningens formand, Jens Winther Jensen, ønsker et gradvis tættere samarbejde med de videnskabelige selskaber.

»Jo mere, vi modarbejder hinanden, jo nemmere bliver det for andre at vælge det råd, de helst vil have«.

Sådan begrunder Lægeforeningens formand, at han ønsker et tættere samarbejde med de videnskabelige selskaber.

»Der er en række emner, som naturligt optager både forening og selskaber: først og fremmest specialeplanlægning, akutberedskab, forskning og uddannelse. Det er oplagt, at fælles høringssvar fra foreningen og selskaberne vil have større vægt«, uddyber Jens Winthe r Jensen.

På ønske fra Dansk Medicinsk Selskab stiller Lægeforenin-gen sekretariatsbistand til rådighed for de videnskabelige selskaber i forbindelse med deres arbejde i det rådgivende udvalg om specialeplanlægning under Sundhedsstyrelsen. Andre aktuelle eksempler på samarbejde er et fælles kodeks for lægelig rådgivning, som ventes klar til efteråret, og en aftale om selvjustits i forbindelse med lægers deltagelse i konferencer og kurser betalt af virksomheder.

Målt på størrelsen af sekretariatet og de økonomiske muligheder er Lægeforeningen storebror i samarbejdet.

»Til gengæld bidrager selskaberne med en faglig indsigt, som vi ikke har. Når Lægeforeningen for eksempel skal foreslå organisatoriske ændringer i sundhedsvæsenet, er det nødvendigt for os at have det faglige grundlag i orden. Her er det en stor styrke, at vi kan indhente konkrete videnskabelige vurderinger fra selskaberne«, siger Jens Winther Jensen og fortsætter:

»Faktisk går jeg ind for en fælles forening på langt sigt. De to systemer har forskellige traditioner, blandt andet for måden at organisere sig på. Derfor er hverken selskaberne eller Lægeforeningen parate til en sammenlægning i dag. Vi må først lære hinanden bedre at kende. Men man må have visionen for at kunne bevæge sig i den rigtige retning«.

Jens Winther Jensen hæfter sig samtidig ved, at forskellen mellem de aktive i de to systemer ikke er så stor, som den tidligere har været:

»Lysten til at ride det høje faglige skoleridt ligger dybt i enhver læge. Samtidig er der en voksende forståelse for, at det kræver ordentlige rammer. Her tænker jeg både på rammerne i sundhedsvæsenet og på lægernes løn og arbejdsvilkår. Især blandt de yngre kolleger fornemmer jeg en tiltagende forståelse for, at der skal være plads til begge opgaver«.