Skip to main content

København får et klinisk uddannelsescenter

Journalist Klaus Larsen, klaxis@mail1.stofanet.dk

7. nov. 2005
5 min.

Et nyt kapitel blev indledt i den medicinske pædagogik, da det nye Center for Klinisk Uddannelse, CEKU, blev indviet på H:S Rigshospitalet den 3. juni.

Centret er en fusion mellem H:S Postgraduate Medicinske Institut (HSPMI) og Laboratorium for Kliniske Færdigheder, som i en årrække har haft til huse i Rigshospitalets Teilumbygning, hvor CEKU nu overtager adressen.

Leder af det nye center er Charlotte Ringsted, som hidtil har ledet HSPMI fra lokaler på Bispebjerg Hospital - og som i sin tid stod bag tilblivelsen af færdighedslaboratoriet.

Enestående i Danmark

Centret er et samarbejde mellem Københavns Universitet og H:S, der også kommer til at dele det organisatoriske ansvar. Der er tale om en forsknings-, udviklings- og ressourceenhed for medicinstudiet i København og den lægelige videreuddannelse i Hovedstadens Sygehusfællesskab, og blandt talerne til indvielsen var H:S' lægelige direktør Lone de Neergaard, der også benyttede anledningen til at rose Charlotte Ringsted for den hidtidige pionerindsats for den medicinske pædagogik i Danmark.

Selv siger Charlotte Ringsted om centret, at »det giver os en særlig mulighed for at koordinere den præ- og den postgraduate uddannelse. Noget, man har snakket om i mange år, og som vi nu faktisk gør noget ved. Fx kan vi bygge de kurser i kommunikation, som er blevet obligatoriske i turnusuddannelsen, oven på det, de studerende lærte prægraduat her i centret.«

Charlotte Ringsted giver et andet eksempel på, hvordan den præ- og postgraduate uddannelse kan koordineres: Det »gamle« HSPMI undersøgte turnuskandidaternes kliniske færdigheder og kunne konstatere, at de lod noget tilbage at ønske - ikke mindst på det akutte område.

»Her på centret vil vi kunne sætte ind for at styrke de færdigheder på den prægraduate uddannelse, så lægerne er bedre rustede, når de kommer ud«, siger hun.

Et tredje område er de obligatoriske kurser i pædagogik, som turnuslæger og introduktionslæger skal igennem under den nye speciallægeuddannelse. CEKU vil nu oplære introduktionslægerne i pædagogik sådan, at de kan være vejledere for studerende.

»Det vil understøtte nogle af de bestræbelser på det prægraduate område, hvor man forsøger at gøre 9. semester i den prægraduate kliniske uddannelse til et semester, hvor de studerende lærer at blive ,mini-læger` under tæt supervision. Kan vi uddanne introduktionslægerne til supervisorer, vil det understøtte nogle af de bestræbelser, de gør sig på den prægraduate uddannelse«.

Charlotte Ringsted har ikke kendskab til initiativer i lighed med CEKU andre steder i landet, og vil gerne rose H:S og Københavns Universitet for sammenlægningen af de to enheder.

»Bare vi havde haft sådan ét«

Centret har 11 fastansatte plus 16 studentermedhjælpere, der er ansat som medundervisere og til »forefaldende arbejde«.

»Desuden har vi en lang række simulerede patienter - almindelige mennesker, som er lært op i at ,have en sygdom` samt skuespillere, som vi bruger i kommunikationstræningen.«

Færdighedslaboratoriet har allerede været i funktion længe, og denne fredag var der mulighed for at få det demonstreret.

Det benyttede flere sig af - og blandt dem sås en erfaren anæstesioverlæge, der af Ugeskriftet lod sig overtale til at foretage en lumbalpunktur på en af laboratoriets dummies - bare for at se, om fornemmelsen er den samme som på levende patienter.

»Hmm - neej, det er det i hvert fald ikke«, erklærede anæstesiologen, som har foretaget det samme på hundredvis af patienter.

»Men det er tæt nok på, til at man kan få en god fornemmelse af det. Og jeg ville da ønske, vi havde haft den slags laboratorier, da jeg var kandidat. Dengang var det jo almindelige patienter, der måtte lægge rygstykker til de første forsøg. Og det kan gøre nederdrægtig ondt«.

Centret er hverken rettet specielt mod den præ- eller den postgraduate uddannelse, men mod den kliniske lægeuddannelse.

»Vi har nogle undervisnings- og kursusopgaver med træning af kliniske færdigheder og kommunikation for studerende samt varetagelse af de obligatoriske tværfaglige kurser for de yngre læger, der uddanner sig efter den nye bekendtgørelse«, siger Charlotte Ringsted.

»Derudover laver vi forskning og udvikling i klinisk lægeuddannelse - og der er mange ligheder mellem det præ- og det postgraduate område mht. til teknikker og praksis.«

Selv om CEKU først blev officielt indviet den 3. juni, har det allerede været i funktion siden efteråret. Alle lægestuderende ved Københavns Universitet har i flere år været gennem obligatoriske kurser i færdighedslaboratoriet.

På samme måde har HSPMI længe arbejdet med udvikling af uddannelsesprogrammer og kompetencevurderingsprogrammer og lavet kurser for yngre læger.

Charlotte Ringsted: »Det nye er, at vi vil gøre mere for at udvikle den undervisning, vi giver, sikre dens kvalitet, studere effekten - og se, hvordan vi kan gøre det bedre. Et nyt aspekt er også, at hvor HSPMI tidligere kunne pege på områder, hvor de yngre læger havde fået en mangelfuld, prægraduat uddannelse, bliver det nu muligt at gøre noget konkret ved det.«

Yngre Læger: Færdighedslaboratorier anvendes for ujævnt

Yngre Læger mener, at amternes oprettelse af kliniske færdighedslaboratorier gennem de seneste år har haft en lidt for sporadisk karakter.

»Tendensen synes ret tydelig, nemlig at laboratorierne er etableret som amtslige projekter uden koordination i og med de amtslige og regionale videreuddannelsesråd«, skriver YL i et brev til de regionale videreuddannelsesråd.

Konsekvensen er, at de yngre lægers træning i færdighedslaboratorier bliver uensartet, selv om speciallægeuddannelsesforløbene er de samme.

Yngre Læger mener desuden, at laboratorierne kun bruges i begrænset omfang og ikke systematisk i forhold til uddannelsesprogrammerne for de forskellige specialer med træningsfaciliteter i laboratorierne.

Foreningen opfordrer derfor de regionale videreuddannelsesråd til at drøfte den fremtidige strategi for færdighedslaboratorierne - herunder bl.a. muligheden for, at færdighedstræning inkorporeres i uddannelsesprogrammerne og tænkes ind i dagligdagen på relevante tidspunkter.