Skip to main content

Køn redder børneliv

Journalist Anne Absalonsen, anne@uncial.dk

16. okt. 2006
3 min.

Helt selvfølgeligt behandler læger og sundhedspersonale drenge og piger ens, når de i den tredje verden vaccinerer mod smitsomme sygdomme eller giver småbørn A-vitamintilskud, begge effektive og billige metoder til at modvirke den høje børnedødelighed i verdens fattigste lande. 10,5 millioner børn dør årligt inden deres femårsfødselsdag, halvdelen af dødsfaldene alene i landene Syd for Sahara, og døden skelner ikke mellem drenge eller piger. Det gør forebyggende sundhedsindgreb derimod.

Mæslinger, der hvert år koster knap en halv million småbørn livet, kan forholdsvist let og effektivt bekæmpes via vaccine, og mæslingevaccination har vist sig at være et af de indgreb, hvor færrest midler redder flest liv. Men forskning viser blandt andet, at standardmæslingevaccine giver 40 procent lavere dødelighed blandt piger end blandt drenge, og mens A-vitamin, givet sammen med mæslingevaccinen, medfører, at mange flere drenge overlever, har det ingen effekt på piger.

Den lille forskel er stor

I en statusartikel, offentliggjort i Ugeskr Læger 2006;168:3045-6, fastslår afdelingslæge Christine Stabell Benn, at der er forskel på, hvordan småbørn reagerer på vaccinationer og A-vitamin-tilskud, noget andre før hende også har kunnet observere, men som de færreste har undersøgt til bunds:

»Vores studier tyder for eksempel på, at ved at behandle for tidligt fødte drenge og piger forskelligt kan vi formentlig reducere dødeligheden med 30 procent for begge køn, blot ved at give de eksisterende midler i en anden rækkefølge. Rent praktisk kræver det faktisk kun, at man udstyrer børnene med lyserøde eller lyseblå vaccinationskort, og at sundhedspersonalet bliver uddannet til det«, siger Christine Stabell Benn. Hun er afdelingslæge ved forskningsinstitutionen Bandim Health Project (BHP) i Guinea-Bissau under Statens Serum Institut. På BHP har man blandt andet fundet ud af, at piger generelt er mere følsomme over for børnevaccinationer, i både positiv og negativ retning, og at A-vitamin under nogle omstændigheder er direkte skadeligt for piger, mens det er livsnødvendigt for drenge.

Sjælden kombination

Projektet i Bandim er et af de eneste i verden, der kombinerer sundhed i ulandene med medicinsk kønsforskning. Gamle vaner og konsensus om at behandle kønnene ens har i årevis skygget for også at undersøge forskellene mellem kønnene. Men siden forskerne her i 1990'erne påviste, at højtitermæslingevaccine var forbundet med 2-3 gange højere dødelighed for piger end for drenge, har de taget kønsbrillen på, når de skulle se på vacciner og sundhedsprogrammer.

Selvom man for eksempel med sikkerhed ved, at flere drenge end piger bliver smittet med malaria, findes der ingen forskning i, hvorfor det er sådan. Heller ikke hiv-/aids-forskningen undersøger, hvad forskellen er på drenge og piger i forbindelse med smitte, forebyggelse og behandling.

Den danske forskning er altså enestående på flere måder: Dels fordi den indtænker genusperspektivet i den tredje verdens sundhedsforhold, men også fordi resultaterne kan få betydning i vores del af verden:

»Den individualiserede behandling, vi som læger og i medicinalindustrien tilstræber i Vesten med dyre screeningmetoder og omfattende individuelle genstudier, og som ikke vil blive en realitet i lavindkomstlande i mange år endnu, kan vi til dels opnå ved blot at kigge på kønnet - uden at det koster ekstra«, siger Christine Stabell Benn, og fortsætter:

»Og mens det var utænkeligt for blot ti år siden at tænke i kønsforskelle, er tiden nu moden til et opgør med paradigmet om, at drenge og piger skal behandles ens«.

Læs mere om forskningsresultaterne her:

www.ugeskriftet.dk/portal/page?_pageid=33, 15882497&_dad=portal&_schema=PORTAL

Læs mere om Bamdin Healt Project her: www.ssi.dk/graphics/dk/nyheder/epinyt/2006/PDF/2006_EPI_NYT_uge34.pdf

Fakta

Guinea-Bissau i Vestafrika er et af verdens fattigste lande, og mere end hvert femte barn når ikke at blive tre år. Hyppigste dødsårsager er neonatale komplikationer, akut og kronisk diare, lungebetændelse og malaria.

Siden 1978 har Bandim Health Project gennemført epidemiologisk forskning med fokus på infektioner, vaccinationer og sundhedsinterventioner som et samarbejde mellem Statens Serum Institut og Sundhedsministeriet i Guinea-Bissau.