Skip to main content

KOL-patienter overforbruger astmamedicin

Annette Hagerup, annette@hagerup.info

11. feb. 2011
2 min.

Patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL-patienter) er storforbrugere af astmamedicin, selvom meget af medicinen er uden effekt på deres sygdom. Samtidig er det kun godt 150.000 af de estimerede op mod 400.000 KOL-patienter, der er i medicinsk behandling.

Meget peger altså på, at en del KOL-patienter underbehandles, mens andre får den forkerte behandling. Derfor er der grund til at se kritisk på den nuværende behandlingspraksis.

Sådan lød konklusionen på et stormøde om KOL for nylig arrangeret af Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF).

I 2010 brugte det danske sundhedsvæsen 660 mio. kr. på medicin til behandling af KOL. Medicinudgifterne stiger år for år, men alligevel er dødstallet konstant. Ja, måske endda let stigende.

»Vi er nødt til at stille os det spørgsmål, om vi bruger vores penge fornuftigt? Er det de rigtige patienter, der får medicinen? Og får de, der får medicin, den rigtige medicin?«, spørger institutchef for IRF, Steffen Thirstrup.

Steffen Thirstrup opfordrer lægerne til at individualisere KOL-behandlingen mere og aftale med den enkelte patient, hvilket behandlingsresultat det er realistisk at opnå frem for at lægge 3-4 ekstra præparater oven i behandlingen.

»Medicinen helbreder ikke sygdommen og kan kun marginalt forbedre lungefunktionen. KOL er en irreversibel sygdom. Det eneste, man kan gøre, er at lindre symptomerne. Det ødelagte lungevæv kan ikke genskabes.

Medicinen kan dog i mange tilfælde forebygge hyppige forværringer (akut eksacerbation) og deraf følgende indlæggelser«, fortæller Steffen Thirstrup.

I alt 3.500 mennesker i Danmark dør hvert år som følge af KOL. I yderligere ca. 2.200 dødsfald er KOL en medvirkende dødsårsag.