Skip to main content

Kollage af håb og sorg, traumer og vrede

En filmskaber, påvirket af sin brors langvarige kamp med det psykiatriske system, skaber en opdigtet tv-kanal med det formål at afsløre uretfærdigheder i nutidens psykiatriske behandling. Filmen kan ændre måden, medier fremstiller mentale lidelser, og udfordrer et samfunds mere eller mindre stiltiende accept af tvang, skriver anmelder og stud.med. Oscar Juul.

Dokumentarfilmen sigter efter at afmystificere psykisk sygdom og at blotlægge brugen af tvang for et bredere publikum, skriv anmelder Oscar Juul. Stillbillede fra »The Recovery Channel«

Oscar Juul, stud.med. Interessekonflikter: ingen

18. mar. 2024
3 min.

Fakta og vurdering

The Recovery Channel

»The Recovery Channel« er en norsk dokumentarfilm med elementer af fiktion. Titlen henviser til en fiktiv tv-kanal, der oprettes i filmens første minutter. Indholdet på kanalen er filmatiseringer og reportager af historier om mennesker med tilknytning til psykiatrien. Indholdet sigter efter at afmystificere psykisk sygdom og at blotlægge brugen af tvang for et bredere publikum.

På væggen i redaktionsmødelokalet hænger en håndtegning med teksten: »Ville Edward Munch malt sine bilder hvis han var blitt medisinert?«. Menneskene i lokalet er pårørende og tidligere patienter. Filmens instruktør, Ellen Ugelstad, sidder selv for bordenden og indvier os i sin brors historie. I et kvart århundrede har han bevæget sig ind i og ud af psykiatrien – ofte som resultat af tvang.

»Uanset om tvang er nødvendigt eller ej, er det en handling af vold« – sådan siger en tidligere patient om den asymmetri af magt, som tvangsmedicinering er. Oftest har hun været udsat for indirekte eller uformel tvang. En situation, hvor man pænt bliver bedt om at tage sin medicin – eller alternativt blive tvangsmedicineret.

Stillbillede fra »The Recovery Channel«

I perioden 2014-2017 forsøgte vi os i Danmark med såkaldte »bæltefri afdelinger«. Man fandt, at kulturændring, flere ressourcer og faglige kompetencer var afgørende for at nedbringe brugen af tvang [1]. I filmen besøger vi en tvangsfri afdeling med lignende erfaringer. I Norge bliver 8.000 mennesker tvangsindlagt årligt – et tal, som filmen anskuer for at være et samfundsproblem, som kan og skal nedbringes.

Transitionerne mellem dramatiseret fiktion og dokumenteret virkelighed er flydende. Et eksempel er en demonstration ved navn »Psykiatribrølet«, der var en offentlig begivenhed i Oslo og blev arrangeret af bl.a. Psykisk Helse (svarende til Psykiatrifonden). Filmen er altså simultant en politisk kraft og et kunstprojekt. Alle skuespillere har en relation til psykiatrien, og for seeren er det mærkbart, hvordan det driver filmens budskab ud gennem skærmen.

Stillbillede fra »The Recovery Channel«

Tv-kanalens kendingsmelodi spiller til billederne af bæltesenge, psykotisk kunst og myriader af antipsykotika. Alt bliver stilet for en dag, og ikke på noget tidspunkt glemmer vi, hvad vi snakker om. Visuelt lykkes filmen med at parodiere nyhedsstudiets kliniske miljø og den dertilhørende absurditet, ved at psykiatriske nyhedshistorier afdækkes i skæret fra de glosserede overflader og prangende neonfarver. Forskellen er den, at i det fiktive studie behandles indslagene med en langsommelig og nysgerrig interesse. Selv værten viser os følelser. Heri ligger en iboende kritik af de virkelige mediers dramatisering og jagt på overskrifter.

»The Recovery Channel« er en kollage af håb og sorg, traumer og vrede. Som dokumentarfilm er den involverende frem for afdækkende. Den vil ændre måden, hvorpå mediedækningen fremstiller mentale lidelser, og udfordrer et samfunds mere eller mindre stiltiende accept af tvang. Filmen vil gøre diskussionen om tvang til et samfundsanliggende, der vedkommer os alle.

Få 20% rabat ved at angive koden »UFL20«. Gælder til filmene: Stray Bodies, The Mum in Me, The Labour of Pain and Joy, The Recovery Channel, Our Father wears a sun, The Son and the Moon, Our Body.