Skip to main content

Kollegialt Netværk for Læger

Jesper Poulsen

2. nov. 2005
3 min.

Kollegialt Netværk for Læger blev etableret den 1. maj 1992 efter en opfordring fra Lægekredsforeningernes repræsentantskab om at etablere et kollegialt rådgivningsorgan for medlemmerne. Baggrunden var mediernes tiltagende fokus på lægernes arbejde, der specielt i forbindelse med klagesager havde ført til nogle enkeltstående tragiske personsager. Det var altså en konsekvens af den begyndende ændring i offentlighedens opfattelse af lægerollen. En udvikling, der unægtelig har bidt sig fast. Siden har Netværket fået en bredere rolle og flere opgaver. Det er en betydelig succes, der er blevet kopieret i andre lande, bl.a. Sverige. Tiårsjubilæet bliver markeret på videreuddannelseskurset på Hindsgavl i denne uge.

Det Kollegiale Netværk er opbygget af frivillige ulønnede læger, og det består i dag af ca. 110 rådgivere, en lægelig konsulent og en faglig konsulent. De har siden starten haft mere end to tusinde kontakter, og behovet har været støt stigende gennem perioden. Katalysatoren var altså mediernes fremstilling af en række personsager, hvor det blev klart, at der manglede et tilbud til de involverede læger. De brugte ikke det eksisterende behandlingssystem til at få bearbejdet deres problemer. I gennemsnit vil hver syvende danske læge hvert år være udsat for en klagesag, og selv om det sjældent ender med repressalier, så tager de fleste en påtale meget tungt. Når de dertil oplever at blive hængt ud i medierne i klagesager eller for at have begået fejl, der i forvejen piner dem, kan belastningen blive så stor, at den fører til personlige kriser, psykiske problemer, nedslidthed eller misbrug.

Lægekulturen og den stressede hverdag, som præger mange af sundhedsvæsenets arbejdspladser i disse år, gør det svært at få bearbejdet krisesymptomerne. Dertil kommer de stærke følelsesmæssige oplevelser, der kan være forbundet med at arbejde med svær sygdom, liv og død. Læger har ikke tradition for at drøfte personlige problemer. Belastningerne anses for at være en del af lægegerningen, og en ordentlig læge klarer selv sine problemer. Det er også kendt som tarzan-syndromet.

Dertil kommer så belastningen fra det psykiske arbejdsmiljø, som er trådt klarere frem siden Lægeforeningen for små to år siden lavede sin store arbejdsvilkårsundersøgelse. Den viste, at det psykiske arbejdsmiljø var et betydeligt problem især for yngre læger, der led under dårlige kollegiale relationer, konflikter med andre faggrupper og manglende indflydelse på egen arbejdstilrettelæggelse. Det blev også klart, at vold eller truslen om vold var et problem, som var kendt af meget store grupper af læger og at mere end hver tredje af de ramte læger oplevede, at han eller hun ikke havde fået tilstrækkelig hjælp til at bearbejde den ubehagelige oplevelse.

Endelig har sundhedssektoren fået en helt ny udfordring, nemlig det stigende antal udenlandske læger, der kommer fra en baggrund og en kultur, der kan være meget anderledes end den danske. De kan få helt særlige problemer, de kan føle sig diskriminerede, og den seneste tids debat har vist, at en del tager konsekvensen ved at forlade landet igen. Det er vigtigt med en øget kollegial indsats for at fremme den faglige og kollegiale integration. Derfor er det ikke noget tilfælde, at hovedtemaet for videreuddannelseskurset på Hindsgavl i denne uge, der markerer tiårsjubilæet, netop er »udenlandske lægers forhold i Danmark«. Kollegialt Netværk for Læger er et flot initiativ. Der bliver rigeligt brug for det også i de kommende år.