Kommunerne udnytter ikke lægerne godt nok

Glem den ”gamle” kommunallæge – fremtidens læge i kommunerne får i vid udstrækning helt andre opgaver. Og der er brug for flere af dem. Det spår en rapport fra DSI, som udkommer i denne uge, og som handler om det fremtidige behov for lægelig arbejdskraft i kommunerne.

”Kommunerne kan forudse et stigende omfang af lægelige opgaver….”, står der i rapporten, som peger på især tre områder: ældre medicinske patienter og kronikere med stort behandlingsbehov; borgere på kanten af arbejdsmarkedet på grund af helbredet; og borgere med alkohol- og stofmisbrugsproblemer.

De tre områder er genstand for ”scenarier”, som behandles udførligt.

Og konklusionen er altså: flere læger. ”De tre scenarier lægger op til, at kommunerne overvejer at ansætte flere læger direkte i kommunen til løsning af en række af de lægelige funktioner, der er beskrevet i scenarierne. De ansatte læger skal til dels afløse nogle af de funktioner, som i dag løses af konsulenter på timebasis og dels styrke kommunernes indsats på en række områder”, som der står. Det øgede behov for læger skal dog ikke tolkes på den måde, at der er brug for en mængde flere kommunallæger af den kendte type.

”Der er to hovedpointer: at mange af de øgede behandlingsopgaver netop IKKE skal løses af kommunens egne ansatte læger men via øget samarbejde på tværs af sektorerne. Og at der til gengæld er stigende behov for ansatte læger til analyse- og planlægningsopgaver”, siger projektleder hos DSI, Jakob Hansen, som har styret arbejdet med rapporten.

Ifølge rapporten er der ganske vist stadig behov for behandlende læger på alkohol- og misbrugsområdet, men ellers vil der være tale om ”drifts-, strategiske, planlægningsmæssige opgaver”. Det er også en pointe, at lægerne gerne må være fastansatte og ikke på timeløn. Ellers får man ikke den faglige sparring med andre grupper.

”Kommunerne skal knytte lægerne tættere til sig”, siger Jakob Hansen. Og endelig understreger rapporten, at samarbejde er vigtigt. Ikke kun mellem kommunerne og almen praksis men også kommunerne imellem. For eksempel kan der være områder, hvor små kommuner ikke er store nok til at løfte opgaven men må gå sammen med andre, eller det kan være, at en opgave skal ”indkøbes” fra andre steder – typisk fra regionen.

Den nye kommunallæge

Ikke overraskende er FAKL – foreningen for de kommunalt ansatte læger – fornøjede med DSI-rapporten. Hvem er ikke glad for, at der er brug for én? Formanden, Claus Malta Nielsen, tegner et billede af den nye kommunallæge.

”Den nye kommunallæge er en, der er fast ansat på fuld tid alene med reference til den kommune, han eller hun er ansat i, og som kan fokusere på den funktion og holde sig opdateret på love vejledninger, overenskomster osv. Det har betydning for kommunernes planlægning af sundhedsfremme, rehabilitering og arbejdsmarked”, siger han.

Ærligt talt – er det ikke djøfer-arbejde?

”Læger har en sundhedsfaglig vinkel, som de andre ikke har. Vi skal være den sundhedsfaglige ekspert i kommunen. Når der f.eks. kommer en MTV om hjerneskaderehabilitering, så er lægen den, der kan se konsekvensen for kommunen”, siger Claus Malta Nielsen.

Hvorfor er det vigtig at være fastansat?

”Dels fordi kommunen fortjener, at vi ligesom alle andre medarbejdere primært tænker på den som vores arbejdsplads og ikke har vores hjerte et andet sted. Det handler om tilstedeværelse – vi skal ses i kantinen, komme i institutionerne, være synlige og tilgængelige. Det gør, at uklarheder og spørgsmål kan afklares meget hurtigere end ved at bestille tid hos en konsulent”, siger han.

”Og for borgerne er det praktisk, at kommunen har en sundhedsperson, man kan ringe til og nemt komme i kontakt med”.

KL: stop en halv

Så vidt kommunallægerne, men hvad siger kommunerne? DSI-rapporten er ikke blevet politisk behandlet endnu, men umiddelbart synes KLs sekretariat ikke, at kommunerne fattes læger.

”Vi har de sidste år set et fald i antallet af ansatte læger, og vi tror, udviklingen vil vise et nogenlunde konstant behov”, siger souschef i KLs overenskomstkontor, Mik Dalsgaard Jacobsen.

”Rapporten fra DSI peger på de udviklingstræk, vi alle kender – kortere indlæggelser og et længere postforløb i kommunerne, samtidig med at der bliver flere ældre i de kommende år. Den slår dog fast, at dette ikke bør føre til at kommunerne opbygger et parallelt behandlende system med læger i kommunalt regi. Læger med klinisk arbejde vil også fremover altovervejende være at finde på hospitalerne eller i almen praksis”, siger han.

Derimod tror han på en slags udgående lægeteam.

”Vi tror, at det er et realistisk scenarie for fremtiden, at der bliver behov for læger, der med udgangspunkt i deres regionale ansættelse i mindre omfang kan gå ud og bistå med arbejdet i kommunerne - eksempelvis på en kommunal akutstue”, siger han. KL er heller ikke umiddelbart begejstret for læger som planlæggere.

” Der er nogle få læger i kommunerne som arbejder med egentlig klinisk arbejde – særligt på misbrugsområdet. Det vil der blive ved med at være. Men når vi taler om læger. der ikke laver klinisk arbejde, tror vi rapporten kan have en pointe i, at opgaverne for lægerne kan ændre sig. Og vi kan ikke udelukke, at der i nogle kommuner vil være læger, der vil arbejde med kommunens overordnede planlægning af sundhedsindsatsen. Vi tror dog, man skal være varsom med at overdrive denne tendens”, siger Mik Dalsgaard Jacobsen. Hertil kommer, at kommunerne fattes penge.

”Kommunerne er meget bevidste om, at lægelig arbejdskraft er højt specialiseret og dyr arbejdskraft. Der skal derfor være tungtvejende grunde til, at man i en kommune ansætter en læge. Derfor ser vi også, at kommunerne meget bevidst køber sig til lægelig arbejdskraft i mindre omfang – eksempelvis ved brug af læger som konsulenter”, siger Mik Dalsgaard Jacobsen.

Rapporten er finansieret af Foreningen af Speciallæger og KL.

Systemsvigt:

Lægelig planlægning skal ifølge DSI-rapporten f.eks. kunne samle et forløb som Kirsten Bergenstoff Jensens op. Hun fik i 2008 diagnosen Parkinsons Sygdom og måtte sige farvel til jobbet i en vuggestue. I dag, tre år senere, har hun stadig ikke nogen afklaring af, om hun kan komme i job igen – og i givet fald i hvilket job – eller om hun kan få førtidspension.

”Der har været ti mennesker ind over min sag i kommunen, og der er stadig ingen afklaring. Det er vældigt længe at vente”, siger hun.

Ved det sidste møde i kommunen var kommunallæge Claus Malta Nielsen for første gang med, og han mener, at netop en kommunalt ansat læges tilstedeværelse kan gøre en forskel for Kirsten Bergenstoff Jensen.

”Jeg er fortrøstningsfuld. Vi har nu bedre forudsætninger for at finde hende et job, som hun kan klare”, siger han.