Kommunernes alkoholbehandling i krise

Stik imod intentionerne i kommunalreformen, så er det gået tilbage med alkoholbehandlingen, siden opgaven blev placeret hos kommunerne. Det er den klare konklusion i en spørgeskema undersøgelse gennemført af Lægeforeningens Misbrugsudvalg. Undersøgelsen, der er nærmere omtalt i dette nummer af Ugeskrifet, konkluderer, at tilbuddene er blevet spredt for alle vinde, og der er opstået meget store forskelle i kvaliteten af tilbuddet. Generelt er det bedre i store kommuner end i de små. Og der er sket en glidning over mod det socialfaglige område i modstrid med den faglige evidens på området. Det kalder på, at sundhedsministeren indfører godkendelsesordninger både for ambulante og døgninstitutioner i alkoholbehandlingen.

Det skønnes, at omkring 140.000 danskere er afhængige af alkohol. Vi har altså at gøre med et ganske stort misbrugs- og samfundsproblem. Den gennemførte undersøgelse viser, at det årlige antal behandlede ligger på mellem 12.000 og 14.000 patienter. Dette alene fortæller, at det er helt utilstrækkeligt, hvad der foregår i alkoholbehandlingen. I princippet betyder det, at der vil gå ti år, før de nuværende afhængige er blevet behandlet. Desuden er der meget stor variation i, hvad der bliver tilbudt i kommunerne, hvor antallet af behandlingssteder er gået fra 17-18 amtslige institutioner til mere end 50 kommunale.

Kommuner med indbyggertal helt ned til omkring 20.000 har etableret egen alkoholbehandling, og undersøgelsens forfattere undrer sig over, at det på grundlag af så beskedent et befolkningstal kan lade sig gøre at opretholde en differentieret, kvalificeret behandling, som opfylder kriterierne for god alkoholbehandling. De giver selv svaret: det kan det heller ikke. Det er påfaldende, at alkohol- behandlingen i stort omfang er flyttet fra sundhedsforvaltningen til socialforvaltningen, stik imod faglige anbefalinger. Alkohol har en række sociale konsekvenser, men det er ikke givet, at man får et misbrugsproblem, fordi man har sociale problemer. Risikoen er, at socialforvaltningerne opfatter afhængighed som et socialt problem, som kan løses ved socialintervention. Det kan det ikke.

Desuden er det bekymrende, at der i kommunernes alkoholbehandling i stort omfang anvendes akupunktur. Det er en ikke evidensbaseret behandling og altså uden dokumenteret effekt. Men over en tredjedel af kommunerne angiver, at de anvender akupunktur i deres behandling. Videre er antabus stadig det helt dominerende lægemiddel i alkoholbehandlingen. Ganske vist har kommunerne (og almen praksis) her lægevidenskaben på deres side. Men de sidste ti år har man kendt til to andre medikamenter: Acamprosat og Naltrexon, der har dokumenteret effekt uden, at de synes at have vundet større udbredelse.

Summa summarum tegnes der et trist billede af alkoholbehandlingen i Danmark i almindelighed, og kommunernes tackling af opgaven i særdeleshed. Der, hvor det ser bedst ud, er i kommuner, der anvender fælleskommunal eller regionale institutioner, altså relativt store institutioner. Vi mener, at sundhedsministeren bør indføre godkendelsesordninger for institutioner, der beskæftiger sig med alkoholbehandling. Det gælder konkrete krav til kortlægning og diagnostik, behandlingsmetoder, personalesammensætning og krav til efteruddannelse og dokumentation. Sundhedsministeren bør sammen med Sundhedsstyrelsen udforme retningslinjer for »den funktionsbærende alkoholbehandlingsenhed«.