Kommunernes Landsforenings ønske om etablering af den finske model - Et skrækscenario for det danske sundhedsvæsen

Kommunernes Landsforening ønsker opgaveflytninger

Kommunernes Landsforening (KL) har i forbindelse med nedsættelsen af Strukturkommissionen udøvet meget aktiv lobbyisme. Det primære formål for denne organisation har været og er fortsat en opgaveglidning fra amterne til kommunerne uden skelen til, om en sådan ændret arbejdsfordeling er fagligt og rationelt funderet og dermed i samfundets interesse. På denne baggrund har KL nedsat en række fokusgrupper. Efterfølgende er der udarbejdet og offentliggjort et politisk skrift (september 2003) med titlen:

»Kommunerne for alle borgere - KL's anbefalinger til opgaveflytninger«. Der er i arbejdet udvalgt fire emneområder som supplement til de for kommunerne eksisterende opgaver, nemlig:

Enstrenget kommunalt arbejdsmarkedssystem.
Større ansvar for sundhedsområdet
Kommunalt ansvar for socialområdet.
Kommunalt ansvar for den vidtgående specialundervisning.

Borgmester Ejgil W. Rasmussen, formand for KL, afslutter forordet med et meget ambitiøst og nærmest patetisk udsagn:

»Strukturen skal indrettes således, at de borgernære opgaver fremover løses af kommunerne. Strukturen skal endvidere sikre, at kommunerne kan løse de opgaver, som kommunerne har ansvaret for i dag«.

I det følgende vil jeg alene beskæftige mig med KL's vurderinger af og postulater om sundhedsområdet.

KL's hovedtese er, at kommunerne skal have medansvar - helt eller delvist - for finansiering og løsning af flere af de opgaver, som i dag varetages af amterne. Det er interessant, at der ikke på nogen måde rejses spørgsmål om, hvorvidt nogle af kommunernes opgaver bør overflyttes til den kommende regionale struktur.

I anførte publikation fremsætter KL følgende postulater:

Gamle mennesker indlægges meget ofte af sociale grunde uden et behandlingsbehov - kan derfor behandles i kommunalt regi.
Patienterne udskrives fra hospitalerne med et stadig større plejebehov - udgifterne flyttes med andre ord uretfærdigt til kommunerne.
Kommunerne unddrages finansieringsmuligheder, idet amterne får rationaliseringsgevinsterne - kommunerne skal med andre ord finansiere merudgifterne.
Etablering af sundhedscentre er efter KL's opfattelse løsningen på en række af de sundhedsmæssige problemer i samfundet.

Sundhedscentrene skal angiveligt være centrum for en sammenhængende indsats over for de kronisk syge, sikre den forebyggende indsats, rumme speciallæger med kirurgisk aktivitet til aflastning af hospitalerne, kunne foretage genoptræning, rumme distriktspsykiatri og visse ambulatorier fra sygehusene, kunne yde rådgiverfunktion om alkohol og motion, omfatte skadeklinik og vagtlægefunktion.

Sundhedscentrene skal samtidig kunne være meget forskellige, afhængig af de lokale forhold. Ifølge KL

skulle der således allerede være en udvikling i gang i kommunerne med etablering af sådanne sundhedscentre - dog ikke nærmere beskrevet. Det pointeres samtidig, at man ikke ønsker oprettelse af minihospitaler! Sundhedscentrene skal naturligvis forankres kommunalt.

Der er i KL's publikation hverken dokumentation for de fremførte synspunkter eller, at den skitserede løsningsmodel er realistisk og forsvarlig. Der foretages således ingen vurdering af det amtskommunale sygehusvæsens store stigning i antallet af behandlede patienter, ændrede og forbedrede (dyre) behandlingsmuligheder på en række områder, betinget af den teknologiske udvikling og den medicinske forskning, medicinudgifternes himmelflugt, demografiens indflydelse på behandlingsbehovet etc.

Medfinansiering

Hverken stat, amt eller kommune har penge - den eneste, der har penge, er skatteborgeren.

Når KL derfor ønsker medfinansiering, betinges dette udelukkende af et ønske om magt. En overførsel af kommunalt skatteopkrævede penge som betaling for en sundhedsydelse, til en anden skatteopkrævende forvaltningsmyndighed har karakter af unødvendig udbygning af den bureaukratiske aktivitet inden for sundhedssektoren.

Rent hypotetisk kan man forestille sig, at den fremtidige struktur vil bestå af fem regioner med 1 mio. indbyggere hver. Hver region kunne eksempelvis udgøres af 20 kommuner a 50.000 indbyggere, hvilket for den enkelte regionale myndighed vil medføre i alt 21 driftsherrer - dvs. på landsplan i alt 102 driftsherrer, hertil skal tilføjes antallet af regioner.

Det reelle antal vil dog formentlig være noget lavere på grund af forekomsten af en række store bykommuner, som Strukturkommissionen næppe vil reducere i størrelse. Et realistisk tal kunne derfor være »kun« 80 kommuner, som herefter skal fordeles på en række driftsenheder, der skal være enige om den videre sundhedspolitik. I denne kalkulation ses bort fra Folketinget, som i de senere år med stor energi har blandet sig i amternes varetagelse af sundhedspolitikken.

Hvorledes man med dette administrative sammensurium vil sikre et ensartet landsdækkende udbud af sundhedsydelser, såvel kvalitativt som kvantitativt, er der ikke angivet nogen løsningsmodel for.

Det nuværende bureaukratiske niveau i sundhedssektoren er allerede overordentligt højt. Dette er vist af Sundhedsstyrelsen, som i undersøgelsen »Beskæftigelsen ved sygehuse 2000-2002« viste, at forbruget af administrativt personale er steget med 13% - forbruget af læger og sygeplejersker med ca. 6%. De igangværende omstruktureringer af en række af de amtslige sundhedsvæsener synes på ingen måde at reducere denne uheldige stigning af det af non-produktive bureaukrati.

Et scenario, som det her skitserede, er helt i overensstemmelse med de faktiske forhold i Finland, hvor funktionen af det sekundære sundhedsvæsen af samme årsag er lidende.

Efter en gennemgang af KL's publikation - det sundhedspolitiske afsnit - må det konkluderes, at kommunerne afslører en fundamental uvidenhed om sundhedssektorens opbygning og funktion. Spørgsmålet er, om denne overfladiske attitude ikke er udtryk for en uacceptabel opportunisme med henblik på helt eller delvist at overtage amternes funktion.

Der har i den aktuelle finanspolitiske debat mellem medlemmerne af Folketinget været anvendt et nyt semantisk begreb, nemlig at være »politisk tonedøv«. Dette ville passende kunne bruges om KL.

Overlægeforeningens politik

Det er såvel Overlægeforeningens som FAS's politik, at der etableres en regional struktur bestående af 3-5 regioner med politisk styring og mulighed for skatteudskrivning. Endvidere skal sundhedssektoren, såvel den primære som den sekundære, placeres under denne regionale struktur både administrativt og finansielt.

Det bør endvidere overvejes, om dele af den direkte plejehjemsfunktion og hele hjemmesygeplejen ikke skal administreres og finansieres af regionerne. Herved sikres en gruppe af samfundets svage borgere en større kontinuitet og ensartethed i deres medicinske og sociale forløb.

Det er endvidere Overlægeforeningens politik, at psykiatrien organisatorisk og administrativt sammenkobles med somatikken og dermed fuldstændigt fjernes fra komm unalt regi.

Det skal afslutningsvis understreges, at Overlægeforeningen ikke ønsker indførelsen af en finsk model i den danske sundhedssektor.