Skip to main content

Kommunikation er nøglen til patientsikkerhed

Svendborgsagen, der har sat en sådan skræk i livet hos mange læger, handlede i sin essens om udveksling af information, der glippede. Kort sagt kommunikation. Anæstesiafdelingen på Regionshospital Randers er et af de steder, hvor ledelse og personale arbejder seriøst med det emne.

Overlæge Flemming Berger Sejling (tv) og uddannelsesansvarlig overlæge Carsten Søndergaard Poulsen, Anæstesiologisk Afdeling, Regionshospital Randers. Foto: Helle Brandstrup Larsen.
Overlæge Flemming Berger Sejling (tv) og uddannelsesansvarlig overlæge Carsten Søndergaard Poulsen, Anæstesiologisk Afdeling, Regionshospital Randers. Foto: Helle Brandstrup Larsen.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk, Foto: Helle Brandstrup Larsen

26. apr. 2018
12 min.

Flemming Berger Sejling er en meget talende mand. Fra vagtens start til fyraften står munden nærmest ikke stille på ham, og sådan må det nødvendigvis også være.

Som overlæge på Anæstesiologisk Afdeling på Regionshospitalet Randers tilhører han et af de mest meddelsomme specialer overhovedet. Hvad enten det drejer sig om sterilcentralen, sygeplejerskerne, de yngre læger, de studerende, kirurgerne og de øvrige læger for slet ikke at tale om patienterne, kommunikerer han dagen lang, og det samme gælder hans anæstesikolleger.

På den baggrund er det måske ikke så sært, at netop denne afdeling har kastet sig over kommunikation som særligt indsatsområde og har haft adskillige projekter om den vanskelige disciplin. Det seneste handler om feedback og er det hidtil eneste, der har læger involveret – de øvrige har været orienteret mod sygeplejerskerne.

»Jeg tror, at det ligger traditionelt i vores speciale. Vi kan se en værdi i det«, siger Flemming Berger Sejling om afdelingens kommunikationsfokus.

»Vi er også i nogle situationer engang imellem, hvor kommunikationen godt kan blive en smule bidsk eller spids. Jeg håber da, at vi ved at gøre sådan nogle ting i vores afdeling, kan blive bedre til at få en overordnet god kommunikation. Det kan ikke hjælpe noget, at vi bare graver os ned og siger, at alt skal foregå, som det plejer«, siger han.

For læger og andre ansatte i sundhedsvæsenet presses fra alle mulige sider. Alt fra udrednings- og behandlingsgarantier til retningslinjer, guidelines, kvalitetsmodeller, akkreditering osv. for slet ikke at tale om fælles beslutningstagning med patienterne gør det stadig vigtigere, at de ansatte har styr på redskaber til at give og modtage information.

Svendborg igen, igen?

Sidder de gode kommunikationsredskaber på rygraden, er der også større sandsynlighed for, at de »overlever« en stresset situation.

Netop det aspekt kan godt bekymre Flemming Berger Sejling, ikke mindst »med alt det andet, der foregår«, som han siger. Det er efterdønningerne af Svendborgsagen og den måde, Styrelsen for Patientsikkerhed forvalter sine opgaver på, han mener. Begge dele har været med til at sætte ekstraordinært fokus på journalisering, ansvar og arbejdsgange, men måske burde opmærksomheden i lige så høj grad og måske mere rettes et helt andet sted hen – mod kommunikation. For hvordan sikrer man sig ellers i en ofte travl hverdag, at beskeder bliver modtaget, forstået og udført?

Hvis man skal have noget indført, skal man have nogle af dem med, som ikke automatisk er jasigere. Dem, som er lidt kritiske, men som samtidig nyder respekt i afdelingen. Carsten Søndergaard Poulsen, uddannelsesansvarlig overlæge, Anæstesiologisk Afdeling, Regionshospital Randers

Flemming Berger Sejlings bekymring, rent kommunikationsmæssigt, går selvsagt i sidste ende på patienterne og i helt særlig grad dem, der ikke taler dansk.

»Det stiller os i et krydspunkt i forhold til lovgivning, samtykke osv., når vi sidder med en patient, der skal tolkes for. Er min besked nu givet videre?«, som han siger.

Hans overvejelser er som taget ud af beskrivelsen af feedbackprojektet, som blev sat i gang sidste år, og som også omfatter afsnittene Intensiv, Opvågning og Dagkirurgisk.

Her står som noget af det allerførste: »Man kunne postulere, at kvaliteten af patientbehandlingen samt til dels patientsikkerheden ofte er afhængig af, at samarbejdet mellem sundhedsvæsenets personale fungerer«.

Og det kit, der får samarbejdet til at fungere, er netop kommunikation.

Projektet er udstyret med en række tovholdere blandt både sygeplejersker og læger, som har det overordnede, praktiske ansvar. Dernæst er der et lag af såkaldte frontrunners, som i realiteten er de vigtigste, idet de – som titlen antyder – skal gå forrest i den praktiske dagligdag og sørge for rent faktisk at give og modtage feedback og få andre til at gøre det samme.

Men egentlig er projektets navn misvisende.

»Vi kalder det et projekt, men egentlig er selve ordet ikke helt holdbart – et projekt stopper jo«, siger en af dets styrende kræfter, udviklingssygeplejerske Rikke Mossin. Men det er ikke meningen her.

»Oprindelig havde vi kaldt det interkollegial læring, men det virkede lidt overdrevet, så nu bruger vi feedback. Men selve udtrykkets betydning gav mere mening. Det, personalet lærer, er en kultur. Det er en grundholdning, vi har, at vi per natur spørger ind til hinanden«, siger hun.

Den slags skal man øve sig i, og projektets folk prøver ganske enkelt at nudge kollegerne til at gøre netop det – træne, træne og så lige træne igen.

Lyt også til podcast med ledende overlæge Dan Brun Petersen og akutsygeplejerske Stine Boie, Akutmodtagelsen, Sjællands Universitetshospital, Køge.

Husk skeptikerne

Projektets idemand og ankerperson fra lægesiden er afdelingens uddannelsesansvarlige overlæge Carsten Søndergaard Poulsen.

»Egentlig startede min tanke med lægerne. Der går utroligt meget læring tabt, ved at vi ikke ser, hvad hinanden laver, og når vi gør, kan vi ikke finde ud af at sætte spørgsmålstegn ved hinanden, fordi det kan blive opfattet som kritik. Så jeg tænkte, at hvis vi fik opbygget en kultur, hvor det er o.k. at være nysgerrige og både efterspørge og give feedback, så kan vi lære utroligt meget af hinanden«, siger han.

Men det stod med det samme klart, at sådan en kultur ikke kan bygges af læger alene.

»Vi arbejder så meget sammen, især med sygeplejerskerne, at det er nærliggende, at det er alle, der skal være med«.

Fra tanke til resultat kan der være langt, og for at forankre arbejdet med kulturændringen i afdelingen, benyttede Carsten Søndergaard Poulsen sig af et »gammelt kneb i forandringsledelse«, som han siger, nemlig at rekruttere nogle af de medarbejdere, der traditionelt er tilbageholdende over for nye tiltag.

»Der er mange forskellige på sådan en afdeling. Nogle hopper automatisk med på næsten hvad som helst, og de virker som gode inspiratorer og motivatorer. Men hvis man skal have noget indført, skal man have nogle af dem med, som ikke automatisk er jasigere. Dem, som er lidt kritiske, men som samtidig nyder respekt i afdelingen. Hvis man får dem med, så kan andres eventuelle tvivl forhåbentlig forsvinde«, siger han.

De kan også være med til at sikre, at den entusiasme, der tit omgærder en ide eller plan umiddelbart, ikke stille og roligt forsvinder, når dagligdagen tager over.

»Det er enormt vigtigt at holde gryden i kog og hele tiden holde opmærksomheden fast. Det skal ikke gøres til en ceremoni, men man kan have lidt øje for det. Vi har også formaliseret arbejdet f.eks. med feedback fridays (hvor personalet diskuterer emnet på et møde, red.), og på intensiv snakker vi f.eks. efter stuegangen om, hvordan det er gået og skriver gode og mindre gode ting op på tavler. Nøglepersonerne holder også regelmæssige møder og går ud i deres afdelingerne med input«, siger Carsten Søndergaard Poulsen.

»Og så er det enormt vigtigt ikke at blive desillusioneret. En kulturændring kommer i den hastighed, den nu engang kommer i«.

Har du et eksempel?

»I starten havde vi tænkt, at nøglepersonerne – dem, vi kalder frontrunners – skulle øve sig i at give feedback til hinanden og så udbrede det til kollegerne i deres respektive afsnit. Men uopfordret feedback er svær, så vi sadlede hurtigt om og fokuserede på, at man skal efterspørge den og gerne dagligt. Så bliver det mere trygt at få feedback, samtidig med at det bliver legitimt at give den. Herefter har vi oplevet en opblødning, hvor det er min fornemmelse, at man nemmere kan give og modtage feedback også på dagligdagsting, hvor der ikke lige er efterspurgt noget. Det tolker jeg som en kulturændring«.

Hvad er jeres næste projekt?

»Jeg ved ikke, om det egentlig er kommunikation, men jeg er inspireret af noget fra England, hvor man i stedet for at se på fejl og analysere dem – og det skal man stadig gøre – også ser på det, der går godt. De indberetter, ligesom vi gør med utilsigtede hændelser, og laver kerneårsagsanalyser på gode tiltag. Det har jeg en ambition om at få prøvet her også«.

Fakta

Fakta