Koncernchef til yngre læger: »Tænk først på sundhedsvæsenets udvikling, og dernæst jeres egen«

At den danske arbejdsmarkedsmodel er vidt berømt for, at arbejdsmarkedets parter har stor indflydelse på løn- og arbejdsvilkår, er måske ikke noget, man kan bruge til så meget, hvis man som yngre læge under epidemien er blevet beordret på vagt, uden at varselsreglerne er overholdt. Eller hvis man under sin vagt i akutmodtagelsen må gå grædende hjem.

Men hvad betyder den danske model egentlig for de yngre læger?

Det spørgsmål blev sat til debat på Yngre Lægers repræsentantskabsmøde onsdag på Hotel Koldingfjord.

Lektor Nana Wesley Hansen, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og organisationsstudier ved Københavns Universitet, gav i sit oplæg en historisk gennemgang af den danske forhandlingsmodel, som hun beskrev som både gammel, stærk, stabil og skrøbelig.

Nana Wesley Hansen forholdt sig aktuelt til regionernes udmeldte ønske om, at færre skal kunne opnå en overlægetitel, og at det til gengæld skal gøres mere attraktivt at være afdelingslæge.

Hun gennemgik også arbejdet med at lande en ny stillingsstruktur for overlæger, der har været mere end ti år undervejs, og hvor Danske Regioner undervejs – i frustration over at stigningen i antallet af overlæger, var steget med 40 procent på ti år – i 2016 indførte den kontroversielle femårsregel, hvorefter man skal have arbejdet som afdelingslæge inden for specialet i minimum fem år, før man kan blive overlæge.

»Det er en klassisk situation, som jeg også genkender fra universitetet. Ikke alle lektorer skal være professorer. Og hvad skal de så have – mere ansvar, mere løn? Det er en meget svær udfordring«, sagde Nana Wesley Hansen og mindede om – netop med baggrund i den mangeårige barslen med en ny stillingsstruktur – at ting tager tid.

»Der er andre gevaldige udviklinger. Har I 10-20 år til at nå frem til de næste løsninger i overenskomstsystemet?«, lød spørgsmålet fra Nana Wesley Hansen.

Koncerndirektør: Vi snakker om udvikling – ikke løn

Koncerndirektør i Region Midtjylland, Ole Thomsen – eller som forhandlingsleder og debattens facilitator Søren Viemose beskrev Ole Thomsen: »den vildeste cowboy, jeg kender« – beskrev ulemperne ved den danske model.

I den overenskomst, der blev indgået tidligere på året, har Danske Regioner og Yngre Læger aftalt, et der i hver region skal sættes forsøg i gang, der har til formål at løfte afdelingslægernes kompetencer, tildele dem flere ansvarsområder og dermed fremme deres karriereudvikling, når nu ikke alle speciallæger bliver overlæger.

Der er afsat i alt 80 millioner kroner til forsøgene, der strækker sig over to år.

Regionerne skal også bidrage med midler fra driften. I Region Midtjyllands tilfælde med 18 millioner kroner.

»Den danske model efterlader os i en overenskomstmæssig situation, hvor omdrejningspunktet er penge, og da vi så det seneste overenskomstresultat fra Yngre Læger, var reaktionen da også, at det godt nok er mange penge, der skal bruges på kort tid«, lød det fra Ole Thomsen med henvisning til de regionale forsøg.

»Men Yngre Læger har fra første møde været med på, at pengene skal bruges til gavn for sundhedsvæsenet. Vi snakker ikke om løn, men om udvikling«, sagde Ole Thomsen og efterlyste, at yngre læger er med til at drive udviklingen af ikke bare fremtidens afdelingslægeprofil, men også af sundhedsvæsenet:

»Jeg tror, befolkningen forventer mere af den mentale side af sundhedsvæsenet – at vi sætter os i deres sted. Ligesom det i høj grad bliver en opgave for yngre læger at være med til at tegne sundhedsvæsenet, så det bliver nemt at være patient«.

Og han gav også gav et eksempel på, hvordan en ny rolle for yngre læger kan tage sig ud.

»Der er yngre læger her i regionen, der har efterlyst en samlende figur som supplement til UKYL’en [den uddannelseskoordinerende yngre læge, red.] på de afdelinger, hvor der er mange yngre læger ansat.

Det fik de først nej til, men lægerne insisterede, og nu er det netop lanceret som et tilbud til afdelingsledelserne, der kan se, at de kan udvikle afdelingen gennem yngre lægers udvikling og uddannelse.

Det gjorde de yngre læger sindssygt godt, og ledelserne er villige til at prøve det af.

Derfor: Tænk først på sundhedsvæsenets udvikling som det primære, og dernæst jeres egen«, sagde Ole Thomsen, der i øvrigt ikke var sikker på, at der bliver færre overlæger fremover.

»Jeg kan ikke heller se, at hospitalerne tror på det.

Men hvis det ender med, at der bliver færre overlæger, skal yngre læger endnu længere frem og tage ansvar for patientforløb, udvikling og sammenhæng på tværs af afdelinger og sektorer.

Og for bæredygtighed – tage hånd om det enorme forbrug og spild, der er på hospitalerne«, sagde Ole Thomsen.

Og så benyttede Ole Thomsen lejligheden til at affeje er stort lægeønske: at politikerne begynder at prioritere.

»Glem det. Og indret jer. Vi har medicin- og behandlingsområdet, og det bliver ikke bedre end det – politikerne vil ikke stille sig foran lægerne, men vil have lægerne til at sige, hvad der skal skæres fra. Og udrednings- og behandlingsgarantierne slipper vi derfor heller ikke af med«.

Skal fleksibilitet koste?

Ole Thomsen berørte også, hvor meget fleksibilitet skal koste. Om overhovedet noget?

»Der er læger, der er villige til at levere videokonsultationer fra eget hjem om aftenen, men hvorfor skal de have betaling for den fleksibilitet, som også er et gode for dem selv, og når vi tilmed leverer hjemmearbejdspladser?

Fleksibilitet for både patienter og læger kommer til at spille en stor rolle fremover«, sagde Ole Thomsen.

En fra salen konstaterede: »Patienterne ønsker mere fleksibilitet, men det gør arbejdstagerne jo også – er der ikke en modsætning her?«

Hertil replicerede Ole Thomsen, at der ikke er nogen vej uden om at være mere fleksibel:

»Hvorfor skal alle læger eksempelvis møde hver dag på samme tidspunkt. Hvorfor kan nogle ikke møde klokken ti frem for klokken syv?«, lød det fra Ole Thomsen, der også bragte deltid på banen:

»For den lægefaglige direktør er deltid døden, mens andre siger, at det er der ikke evidens for«.

En delegeret spurgte til, hvordan man skal sikre sig, at overenskomstens paragraf 17, hvorefter der mindst fire uger forud skal foreligge en plan for vagt både på og uden for tjenestestedet, også overholdes under corona. Baggrunden for spørgsmålet er, at det ikke er alle steder, reglen har været overholdt.

»Skal vi bare dukke nakken?«, lød spørgsmålet, der senere på mødet førte til forslag om at indlede en voldgiftssag. Et forslag, der dog blev nedstemt.

Nana Wesley Hansen: »Der er ingen tvivl om, at ikke bare sygeplejersker, men også mange sosu’er og læger har oplevet, at de under corona har stået i front. Men jeg tror ikke, vejen frem er at føre en voldgiftssag«.

Lydhørhed og respekt

Formand for Yngre Lægerådet i Region Nordjylland, Ole Møller Hansen, tog i sit indlæg udgangspunkt i, hvordan – eller snarere om – den menige yngre læge ser sig selv i den danske model.

»Hvis ikke man er TR eller medlem af MED-udvalget [medbestemmelsessystemet, red.], ser man i sit daglige virke nok ikke sig selv i den danske model«, lød det fra Ole Møller Hansen, der derpå beskrev, hvordan forhandlinger foregår i det nordjyske.

»I Nordjylland har vi tradition for et tæt samarbejde med vores regionale modpart, og jeg oplever, vi bliver mødt af respekt, og at der er lydhørhed for vores synspunkter.

Der vil uundgåeligt indtræffe brud på overenskomsten. Både fra dem og fra os.

F.eks. er de aftaler, vi har indgået om varsling i forbindelse med corona, ikke helt filtreret ned i organisationen.

Ligesom der er yngre læger, der ikke altid overholder deres hviletider. Det er vi åbne og ærlige om, og det kvitterer modparten for – ikke med bål og brand – men ud fra en antagelse om, at vi har handlet i god tro.

Omvendt bringer vi det op, når vi opdager, at der er medlemmer, der uberettiget har fået udbetalt tillæg for toskiftet tjeneste«, lød det fra Ole Møller Hansen, der oplever, at der er forskel på at drøfte overenskomstmæssige spørgsmål, alt efter hvem modparten er.

»Jeg oplever afdelingsledelser, der tror, at der er regler, der nok ikke gælder for dem, mens jo større forhandlingsbordet er – f.eks. når vi sidder over for HR – desto mere enige er vi om præmisserne og om at respektere den danske model«.