Skip to main content

Konference: Vigtigt at bevare fedmecenter

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

2. dec. 2011
2 min.

Det er vigtigt, at Dansk Center for Fedmeforskning under Region Hovedstaden (DanORC) får lov at fortsætte, når dets femårige bevilling udløber ved årsskiftet.

De var der udbredt enighed om, da en række førende fedmeeksperter fra ind- og udland mandag var samlet til en daglang konference i Fællessalen på Christiansborg.

Her gjorde de status og orienterede om de seneste nyheder inden for behandling og forebyggelse af fedme og dens følgesygdomme.

Oplæggene, som der er links til nedenfor, fokuserede bl.a. på status for dansk fedmeforskning, på den amerikanske strategi for behandling af fedme og på fedmekirurgi.

Af de videnskabelige indlæg fremgik det blandt andet, at man fortsat ved meget lidt om årsagerne til, at nogle bliver fede, mens andre ikke gør, og at der kan være andre faktorer end kost og motion - for eksempel for lidt og for dårlig søvn, miljøfaktorer samt forhold i fostertilstanden..

Men der var også politiske indlæg, bl.a. fra fhv. formand for Folketingets sundhedsudvalg, Preben Rudiengaaard (V), der talte om fedme som politisk udfordring, lige som der var indlæg fra MEP Christel Schaldemose (S) og folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen (S).

DanORC's leder, Thorkild Sørensen, vil under Danmarks kommende EU-formandskab gøre en indsats i forhold til en fælles europæisk indsats, og Christel Schaldemose (S) lovede at arbejde for sagen i parlamentet.

Socialdemokraternes forebyggelsesordfører Flemming Møller Mortensen lovede at arbejde for, at DanORC kan fortsætte efter bevillingens udløb.