Konservative til Socialdemokratiet: Kom nu ind i kampen for at stoppe børn og unges rygning

Omkring 60 morgenfriske tilhørere var mødt op til sundhedspolitisk valgdebat hos Lægemiddelindstriforeningen i København tidligt onsdag morgen. De skulle helt hen til det sidste tema i debatten, før uenigheden om sundhedspolitik blandt politikerne i panelet for alvor blev tydeligt. Da Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti fik ordet i runden om højere tobakspriser, lagde hun straks ud med at klandre Socialdemokratiet – og Venstre, som dog ikke var repræsenteret i panelet - for at lurepasse i debatten om den fremtidige pris på cigaretter.

”Vores forslag om, at en pakke cigaretter skal koste 60 kroner vil reducere de unges rygning med 75 procent. For hver dag der går, hvor vi ikke får en melding fra Socialdemokratiet - og sådan set også fra Venstre - er der 40 børn og unge, der begynder at ryge. I har været med til at vedtage en ambition om en røgfri generation, og I er ikke villige til at handle på det absolut mest effektive”, sagde den konservative sundhedsordfører.

Hun fortsatte med at stikke til Socialdemokratiets repræsentant i panelet, Astrid Krag.

”I har i et helt år sagt, at I lige skulle drøfte det på et gruppemøde. Nu ved jeg ikke, hvor tit I holder gruppemøde, men det er åbenbart noget I gør til Grundlovsdag én gang om året. Kom nu ind i kampen. Så må I stå ved jeres synspunkt om, at I ikke vil være med til at gøre det, der er suverænt mest effektivt i forhold til at stoppe børn og unges rygning”, sagde Mette Abildgaard.

Kæmpe social slagside

Astrid Krag reagerede prompte på angrebet fra de konservative:

”Det var dog en imponerende ildhu fra en, som ikke ville være med til at stramme rygeloven, så vi kunne sikre en røgfri hverdag for børn og unge. Det blev jeg nødt til at gøre sammen Enhedslisten, da blå blok ikke ville være med til det i sin tid”, sagde hun og fortsatte:

”Man bliver nødt til at være ærlige, og det, synes jeg, vi har været fra socialdemokratiet side. Det her er et reelt dilemma, fordi der er en kæmpe social slagside i forhold til, hvem der ryger. Det betyder også, at for førtidspensionisterne og for folkepensionisterne, så er højere tobakspriser noget, der ville kunne mærkes i deres hverdagsøkonomi”.

Astrid Krag pegede på, at partiet fuldt ud anerkender, at prisen kan noget i forhold til at få færre unge rygere, og at det var derfor, at partiet fjernede muligheden for at købe ét-styks smøger og små pakker, da de havde regeringsmagten.

”Men noget af det, man også skal, er at putte pakkerne under disken, lave neutrale pakker og sørge for, at reglerne i forhold til, hvem der må købe, bliver overholdt. Vi er ikke ligeglade med, at folk dør af lungekræft, eller ubegavede – som flere hele tiden antyder på Twitter. Men der er mange ting, vi kan og skal gøre, og det er håbløst, at det her skal reduceres til en opridset debat om, at man kun er et ordentlig menneske, hvis man hæver prisen”

Enhedslistens Peder Hvelplund kunne godt følge Astrid Krag:

”Jeg er fuldstændig enig med Socialdemokratiet – og sådan set også Dansk Folkeparti - når de siger, at det på kort sigt vil have en social skævhed, når vi hæver prisen. Men kunne vi så ikke bare sige, at så bruger vi provenuet fra den højere pris på tobak til at lave en skattereform, der løfter de laveste indtægter. Hvorfor er det, vi skal være særligt omsorgsfulde overfor de fattige rygere? Hvorfor er det, at vi ikke skal være omsorgsfulde overfor de fattige generelt? Så lad os hæve de fattiges indtægter. Lad os fjerne fattigdomsydelserne samtidig med, at vi hæver cigaretpriserne, så vil vi både undgå den sociale skævhed umiddelbart, og vi kan være med til at mindske uligheden på sigt, ved at de unge mennesker holder op med at ryge”, sagde Peder Hvelplund.

Indtil tobakspriserne som et af de sidste emner kom på banen, havde panelet af folketingskandidater blandt andet debatteret sundhedsvæsenets økonomi. Udover kandidaterne fra Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Enhedslisten deltog May-Britt Kattrup fra Liberal Alliance, Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti, Stinus Lingreen fra Radikale Venstre, Lise Müller fra Socialistisk Folkeparti og Carolina Magdalene Meier fra Alternativet i debatten.

Et spørgepanel bestående af Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, Bjarne Hastrup fra Ældre Sagen og koncernchef Ida Sofie Jensen fra Lægemiddelindustriforeningen sørgede under hele mødet for at stille politikerne skarpe spørgsmål.

Enhedslisten klar til at afsætte to procent

Andreas Rudkjøbing indledte diskussionen om sundhedsvæsenets økonomi. Han tog afsæt i Lægeforeningens anbefaling om, at den økonomiske ramme skal vokse to procent hvert år frem mod 2025, hvis sundhedsvæsenet skal kunne følge med behovet for behandling og pleje, og spurgte politikerne: Hvordan vil I fremtidssikre sundhedsvæsenet, så det bliver muligt at behandle de mange flere patienter, der kommer år for år?

I panelet var det kun Enhedslistens Peder Hvelplund, som umiddelbart var parat til at tilføre sundhedsvæsenet to procent mere hvert år.

”Vi bliver nødt til at anerkende, at vi står overfor en dobbelt udfordring. Vi får væsentlig flere ældre i årene fremover. Samtidig har vi også et sundhedsvæsen, der er presset i knæ. Vi bliver nødt til at investere i sundhedsvæsenet”, sagde Enhedslistens repræsentant.

Det kneb med konkrete beløb

De øvrige politikere i panelet var alle enige om, at det er nødvendigt at tilføre sundhedsvæsenet flere midler de kommende år. Men når det kom til beløbsstørrelser, var de mindre konkrete i deres svar.

Carolina Magdalene Meier fra Alternativet sagde, at man skulle passe på med at lægge sig fast på bestemte beløb og procenter.

”Det er svært at sammenligne procenter. Jeg kan godt forstå, at man vil have nogle procenter at forholde sig til. Men i stedet for at snakke to eller tre procent, så mener jeg, at vi skal se på, hvad det er for en stor udgift, som ligger lige foran os nu”, sagde hun og fortsatte:

”Det kan godt være, at vi skal gøre en hel masse på forebyggelsesområdet nu og her, som måske her i den næste regeringsperiode vil koste rigtigt mange penge, men som så kan betyde, at vi ikke skal bruge så mange penge på det i regeringsperioderne derefter”, sagde Carolina Magdalene Meier, der afslutningsvis pegede på psykiatrien som et konkret område, der er massivt underfinansieret.

Flere penge til psykiatrien

Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti hæftede sig også ved, at psykiatrien lider. Hun erklærede sig parat til at prioritere behandlingen af psykiatriske patienter.

”Psykiatrien skal have midler hvert år – i hvert fald den næste tiårige periode. Der siger vi 500 millioner kroner til en start”, lovede hun.

Hun sagde også, at man generelt skal se på, om patienterne bliver behandlet rigtigt, første gang de møder sundhedsvæsenet.

”Vi er for dårlige til at behandle patienterne første gang de kommer ind. Vi er for dårlige til at få dem sendt de rigtige steder hen og få givet dem de rigtige diagnoser. Hvis vi behandler patienten rigtigt første gang, så har vi flere ressourcer”, lød det fra den nuværende formand for Folketingets sundhedsudvalg.

Enighed om behandlingsråd

Fra Socialdemokratiet var meldingen, at man er parat til at tilføre sundhedsvæsenet det, som Finansministeriet peger på, der skal til for at holde det nuværende niveau, når man medregner befolkningsudviklingen med flere ældre – nemlig to milliarder kroner om året.

”Jeg anerkender, at vi har en række udfordringer i de kommende år, og de to milliarder er selvfølgelig ikke ensbetydende med guld og grønne skove til sundhedsvæsenet. Derfor skal vi også kigge på, om vi kan gøre tingene smartere og også mere retfærdigt patientgrupperne imellem. Vi har taget Etisk Råds forslag om et behandlingsråd til os. Det skal kunne gå ind og lave analysen af, hvordan vi behandler. Det er både at kigge på forskellige sygdomstyper imod hinanden. Det er også at se på de forskellige behandlingstyper indenfor den enkelte sygdom.

Det var Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti enig med sin socialdemokratiske folketingskollega i.

”Det hjælper ikke bare at tilføre ekstra penge, og uanset hvor mange penge, vi giver sundhedsvæsenet, så vil der altid være nogen, som forlanger flere. Derfor er vi også nødt til at se på, hvordan vi bruger pengene. Og er her er behandlingsråd centralt”, sagde hun.

Liberal Alliances May-Britt Kattrup lagde I sit indlæg om økonomien også vægt på, at lige meget hvor mange penge man tilfører, vil der altid mangle penge.

”Når det er sagt, så skal vi altså også kigge på den teknologiske udvikling, hvor der kan være mange penge at hente. Mange behandlinger vil kunne foregå udenfor sygehusene i patienternes hjem og i almen praksis, hvor det er langt billigere”.

Væk med aktivitetsstyring

Også uden at lægge sig fast på et konkret beløb eller procentsats lovede Lise Müller fra SF, at hendes parti selvfølgelig ville tilføre sundhedsvæsenet midler, så der er plads til den demografiske udvikling og plads til yderligere udvikling.

”Vi skabte et aktivitetsstyret sundhedsvæsen, som gjorde, at vi trak al aktivitet ind på hospitalerne. Alt det skal vi begynde at pille ned. Det er vi nødt til, fordi folk er ved arbejde sig ihjel”.

Stinus Lingreen fra Radikale Venstre tog en andet element ind i debatten om økonomien i sundhedsvæsenet. Han ville gerne have, at man skal se mere på værdien af de behandlinger, som allerede tilbydes.

”Vi skal se mere på, om der nu også er evidens for de behandlinger, som er i dag. Er der nogle af dem, vi godt kan fjerne, fordi der ikke er evidens for, at de har nogen positiv effekt. Jeg ved, at vi i Region Hovedstaden bruger meget tid på at evaluere og tjekke behandlinger. Vi har projekter, der kigger på, hvor gode behandlingerne er, og så laver man en rapport, som bliver lagt hen i en skuffe. Jeg vil godt være med til at implementere de resultater i stedet. Det vil være til gavn for patienterne og for økonomien”.