Skip to main content

Kontingent-strid sendt til hjørnespark

Journalist Klaus Larsen, klaxis@journalist.dk

4. nov. 2005
7 min.

Kontingentkroner og indflydelse. Dét er spørgsmål, der på det seneste har slået gnister mellem Lægeforeningens tre søjler. Mere præcist: Mellem Yngre Læger på den ene side, og FAS og P.L.O. på den anden.

Når YL kommer til Lægemødet 2004 med sit helt eget forslag til vedtægtsændringer i mappen, skyldes det diskussioner mellem Lægeforeningens delforeninger om, hvordan et mindre budgetunderskud på godt 3 mio. kr. i 2005 skal dækkes ind: Ved besparelser? Ved at ændre på kontingentforholdene? Eller ved at indskrænke aktiviteten?

Ingen bestrider, at Lægeforeningen fattes penge. Der er allerede hentet en lille mio. ved budgetbesparelser, men Hovedbestyrelsen har måttet erkende, at besparelser alene næppe gør det.

Især ikke, efter at først amternes annonceboykot, og senest portotilskuddets bortfald har omskabt Ugeskriftet fra en pæn, lille overskudsforretning til det modsatte. Det var derfor naturligt, at Hovedbestyrelsen så nærmere på kontingentet - nærmere betegnet: på den kontingentfrihed, der gives til de nyuddannede og til pensionisterne.

Økonomi, struktur og storpolitik

Jørgen Richard Hansen, en af P.L.O.s repræsentanter i Hovedbestyrelsen, begrunder sammenbruddet i kontingentforhandlingerne med den indviklede sammenblanding af »økonomi, struktur og storpolitik«, som kontingentdiskussionen udviklede sig til.

FAS og P.L.O. har i sagens natur langt flere pensionistmedlemmer end YL. Disse medlemmer er fritaget for kontingentbetaling, men tæller med, når antallet af mandater på lægemøderne skal gøres op.

De to delforeninger frygter, at YL, som i forvejen er den største delforening - og som er i stadig vækst - om få år vil udgøre Lægeforeningens absolutte flertal, og at denne situation vil blive fremskyndet, hvis pensionistmedlemmerne pålægges kontingentbetaling og begynder at melde sig ud.

»Det er P.L.O.s og - tror jeg - også FAS' og YL's opfattelse, at der skal være en eller anden form for mindretalsbeskyttelse, hvis vi også fremover skal kunne optræde som samlet lægeforening«, siger Jørgen Richard Hansen.

»I andre akademiker-organisationer har vi jo kunnet se risikoen for en »overtagelse« ved at en af delforeningerne kan majorisere de andre søjler. Hvis man vil Lægeforeningen som en helhed, skal der være en form for mindretalsbeskyttelse«, siger han.

»Det lykkedes ikke foreningens jurister eller Hovedbestyrelsen at opnå en konsensus om, hvordan det skal klares, og derfor ville vi ikke løbe den risiko, at »brandskatte« pensionisterne med fare for, at de melder sig ud, og vi dermed taber mandater«.

YL: Pensionister har for stor magt

I flere år har YL's repræsentantskab været enige om, at kontingentstigninger er et onde, som bør undgås. Ikke mindst i en tid, da nye medlemmer ikke kommer pr. automatik, men først overvejer, om det nu også er pengene værd. Også her frygter man altså for medlemstab, hvis de nye kandidater fra dag 1 præsenteres for en kontingentopkrævning.

YL's bestyrelse skal derfor stille med en særdeles god forklaring, hvis den skal forelægge noget, der bare minder om en kontingentstigning, for deres repræsentantskab.

At der mangler penge er alle dog enige om, og YL's repræsentanter i Hovedbestyrelsen, Jens Winther Jensen og Mette Siemsen, kunne godt acceptere, at også de yngste medlemmer måtte til at betale et »indslusnings«kontingent - på visse betingelser.

Jens Winther Jensen indrømmer, at det er dyrt at lade de yngste læger køre på fribillet i de første to år, før de gradvist stiger til fuldt kontingent.

»Men det er dog billigt, hvis man sammenligner med prisen for at lade alle være kontingentfri fra den dag, de fylder 70 - ikke mindst nu, da Ugeskriftet også er blevet en underskudsforretning«, siger han.

Derfor foreslog han og Mette Siemsen, at også pensionistmedlemmerne skulle betale noget til kassen.

Det kunne de tre delforeninger heller ikke blive særlig uenige om.

Til gengæld begyndte vandene at skilles, da YL's repræsentanter blev opmærksomme på, at pensionerede medlemmer fortsat tæller med i deres respektive delforeninger, når antallet af repræsentanter til Lægemødet skal gøres op. Også de kontingentfri medlemmer over 70 år.

»I YL udgør de pensionerede læger nogle få hundreder«, siger Jens Winther Jensen.

»Men i FAS og P.L.O. udgør de så stort et antal, at de vejer meget tungt, når der skal opgøres mandater til Lægemødet. Paradoksalt nok betyder det jo ikke, at pensionisterne får nogen særlig indflydelse - det er jo ikke dem, der bliver valgt. Men FAS og P.L.O. får altså 16-17 mandater ekstra på grund af de mange medlemmer over 70 år. Det mente vi, at vi bliver nødt til at finde en ordning på i forbindelse med vedtægtsændringerne«, siger Jens Winther Jensen, som mener, at Lægeforeningen først og fremmest skal varetage de erhvervsaktives interesser.

Vi vil ikke majorisere

P.L.O.s og FAS' repræsentanter i Hovedbestyrelsen peger på, at fratages pensionisterne deres stemmeret, vil man risikere et hurtigt skred i retning af en Lægeforening med absolut flertal af yngre læger.

»Også YL er enig i, at dét vil være uhensigtsmæssigt, og heller ikke i de yngre lægers interesse med den nuværende struktur i Lægeforeningen. Den er jo baseret på, at ingen af delforeningerne bliver majoriseret«, siger Jens Winther Jensen.

Men da delforeningerne ikke umiddelbart kunne finde ud af, hvordan dette problem skal løses, valgte Hoved-bestyrelsens flertal helt at trække kontingentforslaget ud af bunken med forslag til vedtægtsændringer.

»YL ønsker en afklaring af kontingentspørgsmålet. Men vi kunne ikke imødekomme FAS' og P.L.O.s ønske om kun at ændre kontingentet, men lade stemmespørgsmålet ligge. Det ville vi få meget svært ved at forklare vort repræsentantskab«, siger Jens Winther Jensen.

YL fremlagde derfor et forslag medtaget i den samlede vedtægtsændrings-pakke om, at de ikke-erhvervsaktive i hvert fald senest fra år 2008 ikke længere tælles med, når man opgør Læge-foreningens repræsentantskab. Der ville så være fem år til at udrede stemmeproblematikken.

»Dette forslag kunne FAS og P.L.O. ikke støtte. Og skulle det opretholdes, ønskede de helt at lade kontingentforslaget falde. Vi valgte så som vores eget mindretalsforslag at fremsætte den del af forslaget, som vi faktisk var blevet enige om, alligevel«, siger Jens Winther Jensen og forklarer:

»Vi vil gerne finde en løsning på spørgsmålet om stemmevægtningen, som også FAS og P.L.O. kan føle sig trygge ved«.

»Skulle vi nu få held til at nå til enighed inden Lægemødet, ville det være ærgerligt at afskære os fra muligheden for at bedre økonomien med de 3,6 mio. kr., der ligger og venter - bare, fordi der ikke var fremsat et forslag om at opkræve kontingent fra både de erhvervspassive og de yngre læger, som har rabat eller ikke betaler i dag«, siger Jens Winther Jensen.

Løsning kræver mere tid

Det sidste er FAS-repræsentant i Hovedbestyrelsen, Hans Buhl, enig i - selv om det nu ikke kun var for pengenes skyld, at FAS'og P.L.O.s medlemmer i HB lod YL stille mindretalsforslaget, skønt fristen egentlig var langt overskredet.

Ud over at være FAS-repræsentant, er Hans Buhl også formand for Hoved-bestyrelsens lovudvalg, som får et stort ansvar for at lande den indviklede sag på en måde, der helst skal gøre alle glade. Derfor bevæger han sig forsigtigt i det politiske minefelt, der handler om kontingentstørrelser for unge og pensionister og en retfærdig stemmevægtning.

»Men jeg har faktisk ingen fornemmelse af, om det vil blive muligt at finde en løsning før Lægemødet. Jeg har fornemmet, at der var ret stor uenighed på formandsmøderne. Og i Hovedbestyrelsen mente flertallet, at når man ikke kunne blive enige om stemme-vægtningen, eller om hvordan man løser problemerne for FAS og P.L.O., hvis pensionisterne ikke skal tælle med i opgørelsen af stemmevægten, er tiden ikke inde til at rokke ved det fundamentale i sammensætningen af repræsentantskabet«.

»Men vi var også enige med YL i, at hvis nu det fundamentale problem med stemmevægtningen alligevel skulle finde en løsning inden Lægemødet, vil det være en fordel, at YL's forslag ligger der til at arbejde videre med«, siger Hans Buhl.

Han tvivler dog på, at dét vil ske - dertil er problemerne for komplicerede.

For FAS handler det dog ikke om penge, understreger Hans Buhl. »Det handler om at finde en måde at komme videre på i Lægeforeningen«.

»Hvad jeg håber på er, at Lægemødet vil pålægge Hovedbestyrelsen at finde en løsning. Det kunne så blive en hovedopgave frem til næste Lægemøde. Jeg mener ikke, man skal forhaste sig, men passe på ,hovsa`-løsninger. Og det vil det let blive, hvis man kun har et par måneder at arbejde i. Der er jo mange, der skal tages i ed. Og helt bortset fra det vil strukturkommissionens arbejde formentlig føre til en ny struktur, så vi decentralt må ændre Lægeforeningen markant. Hvis vi ender med fem regioner, vil vi næppe fortsætte med 17 lægekredsforeninger, og det vil jo igen få betydning for, hvordan vi skal sammensætte repræsentantskabet«.

Fakta

Så meget betyder det:

Den 12. februar var der 2.990 kontingentfritagne pensionister* i Lægeforeningen. Der tildeles ét mandat pr. påbegyndt 150 medlemmer. Omregnet I mandater til Lægemødet betyder det:

Kontingentfri (over 70 år)

FAS 1.631

P.L.O. 930

YL 357

Ekstra mandater

FAS 11

P.L.O. 6

YL 2

*) Der er dog flere, som er kontingentfri, hvis man også medregner de medlemmer over 70 år, som fortsat har arbejde. Dem er der 94 af i FAS, 9 i P.L.O. og én i YL.