Skip to main content

Kontroversiel forsker fyret på Karolinska

Karolinska Institutet i Stockholm har fyret den kontroversielle italienske forker Paolo Macchiarini, som stod bag operationer med brug af stamceller og som i flere tilfælde havde dødelig udgang.

Paolo Macchiarini er nu blevet fyret fra Karolinska Instittutet. Foto: svt.se
Paolo Macchiarini er nu blevet fyret fra Karolinska Instittutet. Foto: svt.se

Anders Heissel, ah@dadl.dk

29. mar. 2016
2 min.

For en måned siden måtte selveste rektor for et af nordens mest prestigefyldte universiteter - Karolinska Institutet i Stockholm – Anders Hamsten gå af. Og nu er hovedpersonen i forskningsskandalen, den italienske kirurg Paolo Macchiarini, så blevet fyret fra jobbet som forsker på Karolinska Instituttet.

"Det er umuligt for KI (Karolinska Instituttet, red.) at fortsætte med at have et samarbejde med Paolo Macchiarini. Han har handlet på en måde, der har ført til meget tragiske konsekvenser for de berørte personer og deres familier. Hans handlinger har skadet tilliden til KI og til forskning i almindelighed," siger HR-direktør på Karolinska Instituttet, Mats Engelbrektson, i en pressemeddelelse.

Paolo Macchiarini blev verdensberømt, da han i 2011 på Karolinska Instituttet gennemførte verdens første transplantation af et luftrør af plast, der var dækket af patientens egne stamceller. Stamcellerne skulle kunne dele sig inde i plastskroget, og efter en tid skulle der dannes nye blodkar. Plastrøret ville blive en del af kroppen. Forskeren fik artikler offentliggjort i det The Lancet, men efterhånden viste det sig, at patienterne led store smerter og i visse tilfælde afgik ved døden. Mistanken bredte sig om, at den "revolutionerende" metode ikke var så revolutionerende endda.

Sagen eksploderede for alvor, da svensk tv i januar bragte en serie om "Stjernekirurgen".

Problemet for Karolinske Institutet har været, at universitetet ikke gjorde noget i flere måneder, da der i 2014 kom en påtale fra fire kolleger til Paolo Maccharini på Karolinska Universitetssjukhus, hvor eksperimenterne blev udført i Sverige.

Efter en artikel i international presse bad universitetet dog en ekstern ekspert om at udrede de fire kollegers anklage mod Macchiarini, men ekspertens vurdering, som lød på "forskningsfusk", blev underkendt af universitetet.

Det skyldes ifølge Dagens Medicin, at Paolo Marcchiarini slet ikke havde forsket, men udført eksperimentel behandling på døende patienter.

"Operationerne var i en gråzone mellem forskning og eksperimentel behandling. Der er svensk tradition for at teste uprøvede, men potentielt livreddende behandlingsmetoder. Men det gælder metoder, ikke nye produkter. Og det er også et spørgsmål, om patienterne var ved at dø", sagde Ulrika Björkstén Svensk Radios videnskabsredaktør, for nylig til Dagens Medicin.