Skip to main content

Ledende overlæger klar med forslag til specialeplanlægning

> Syddanmark

De ledende overlæger ved den kommende Region Syddanmarks syv gynækologiske afdelinger har igennem to år arbejdet på at udfærdige en hvidbog for organisation og specialeplanlægning i regionen. Og forleden dumpede et eksemplar af »Organisation og specialeplanlægning af obstetrik og gynækologi i Region Syddanmark« så ned i de respektive sygehusledelsers og siddende amtssundhedsdirektørers postbunker. Det er ikke set før noget steds i Danmark og inden for noget speciale, at lægerne selv kommer med et bud på specialeplanlægning.

For to år siden - da konturerne af et Danmark opdelt i regioner begyndte at tegne sig i horisonten - besluttede lægerne at nedsætte et »Regionalt koordinationsudvalg for obstetrik og gynækologi i Region Syddanmark«. Uden forlods at gøde jorden hos de eksisterende amtssundhedsdirektører. Og uden at invitere repræsentanter fra den politisk-administrative verden til at sidde med rundt om bordet. Lægerne ønskede helt bevidst at tage têten i forhold til at sikre den lægefaglige rådgivning i den kommende region..

»Vi har vurderet, at vi i et rent lægefagligt regi hurtigere og bedre ville kunne nå til enighed om et samarbejde. Hvis vi ingenting foretog os, ville vi muligvis senere blive præsenteret for noget, som vi ikke kunne leve med, siger Bjarne Rønde Kristensen, ledende overlæge ved Sygehus Fyns Gynækologisk-obstetriske afdeling D. Hans vurdering er, at det lægerne i fællesskab har præsteret er et ,smaddergodt redskab for det nye regionsråd`«.

Hidtil er det Sundhedsstyrelsen, der har stået for med års mellemrum at udfærdige vejledninger i specialeplanlægning. Vejledninger, som ikke nødvendigvis er blevet fulgt. Og det er Sundhedsstyrelsen, der ifølge den nye sundhedslov skal gennemføre en opstramning af specialeplanlægningen og til den opgave lade sig vejlede af et endnu ikke nedsat rådgivende udvalg for specialeplanlægning.

Traditionelt har det været svært for universitetsafdelinger og centralsygehusafdelinger at nå til enighed om graden af centrering. Og selv om det ikke har været nemt, er det lykkedes for de ledende overlæger - uden at resultatet er et udtryk for den laveste fællesnævners princip.

»Vi har alle måttet bøje af. Vi er gået ud fra den foreliggende evidens og henviser også flere steder til Sundhedsstyrelsens vejledning«, siger Bjarne Rønde Kristensen. I hvidbogen hedder det bl.a., at det »vil være en bekostelig fejl, hvis en intraregional konkurrence i de kommende år hindrer en optimal faglig og organisatorisk udvikling«.

Lægeforeningens formand, Jens Winther Jensen, finder det vigtigt, at lægerne i den enkelte region finder sammen: »Dog bør de politiske beslutninger baseres på et bredere grundlag end regionens ledende overlæger. Eksempelvis kunne alle speciallæger inddrages i en proces der tager sigte på at danne et regionalt specialeråd«, mener Jens Winther Jensen, der ser det som en mulighed at lade Lægekredsforeningerne være den fælles postkasse for henvendelser om lægefaglig rådgivning fra regioner og kommuner.

De syddanske overlægers initiativ er helt i tråd med Overlægeforeningens opfordringer til medlemmerne - herunder specialerådene - om at sætte sig sammen i regionerne for at finde frem til, hvordan man fagligt organiserer sig: »Frem for at vente på at regionerne politisk er på plads - for så er løbet kørt«, fastslår Overlægeforeningens formand, Erik Kristensen.

»Det er fint, at denne gruppering af læger har udarbejdet en hvidbog, som kan være grundlag for diskussion og jeg synes i høj grad, at det er prisværdigt, at man har kunnet blive enige inden for faget. Det er godt, at det er faget og ikke det administrativ-bureaukratiske system, der har været drivkræften. Det kan jeg kun på det varmeste anbefale«, siger Erik Kristensen, der i lighed med Jens Winther Jensen også gerne ser arbejdet bredt ud til en bredere kreds af overlæger.

Amtssundhedsdirektør i Københavns Amt, Peter Orebo Hansen, vil ikke kommentere de syddanske lægers initiativ, men advarer mod at lave specialeplaner »i den blå luft«.

»Jeg kunne ikke drømme om at forbyde folk at sætte sig sammen på kryds og tværs, men man kan let kan komme til at lave noget, som er fuldstændig skævt i forhold til den politik, som det nye regionsråd mener der skal lægges til grund for sygehusplanen. Derfor har vi anbefalet vores ledende overlæger og oversygeplejersker at stikke piben ind og vente med det mere fremadrettede indtil regionsrådet er valgt«.

I øjeblikket er hovedstadsregionens administrerende overlæger og oversygeplejersker i arbejdsgrupper i færd med at udarbejde en specialebeskrivelse, som skal danne baggrund for en kommende specialeplan i regionen.

Formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, Lone Hvidman, hilser de ledende gynækologiske overlægers initiativ velkommen: »Jeg synes det er flot, at de har kunnet blive enige. Det, der må ligge til grund for specialeplanlægningen, er den til enhver tid foreliggende evidens snarere end særinteresser -- som vi læger af og til måske nok har haft en tendens til at lade vores rådgivning styre af. Og der hvor evidensen ikke er klar, må vi lade os styre af fornuften«, mener Lone Hvidman, der forventer at Sundhedsstyrelsen lytter til de videnskabelige selskaber, når specialplanlægningen skal fastlægges.

Høring af tjenestemænd om overflytning til regionsansættelse

> FAS og Yngre Læger

I forbindelse med kommunalreformen pr. 1. januar 2007 overflyttes sygehuspersonale til de nye regioner.

Både Foreningen af Speciallæger og Yngre Læger har fået henvendelse fra medlemmer, der i denne tid bliver orienteret om deres nye ansættelsesforhold pr. 1.januar 2007. Som hovedregel medfører ændringen ikke ændring i arbejdssted.

For tjenestemandsansatte gælder særlige regler for ændring af ansættelses- og arbejdsområde.

FAS og Yngre Læger har derfor begge skrevet til samtlige amter og H:S og taget forbehold for evt. senere ændringer eller flytning af tjenestemænd til sygehuse uden for det nuværende geografiske ansættelsesområde. Dette er sket på vegne af foreningernes tjenestemandsansatte medlemmer.

Forbeholdet er taget for at gøre det muligt at begære forhandling, hvis der senere planlægges ændringer i ansættelsesforholdene, som er urimelige.

Se nærmere på FAS's hjemmeside www.fas.dk eller på Yngre Lægers hjemmeside www.fayl.dk