Skip to main content

SMS'ere ødelægger teenageres søvn

>Belgien

Cirka halvdelen af alle 16-åriges søvnkvalitet påvirkes af SMS-beskeder. Blandt de 13-årige er hver fjerde berørt af SMS'erne. Det fremgår af en belgisk undersøgelse offentliggjort i Journal of Sleep Research og refereret i British Medical Journal.

2.500 belgiske 13- og 16-årige blev i undersøgelsen spurgt om, hvor ofte de blev vækket om natten, fordi de havde modtaget en SMS. Blandt de 16-årige blev cirka tre procent vækket af indløbne tekstbeskeder hver nat. Cirka ni procent blev vækket af samme årsag flere gange om ugen og cirka 11 procent blev vækket én gang om ugen. Cirka 21 procent blev forstyrret af SMS'erne en til tre gange om måneden.

Læs mere i Journal of Sleep Research 2003;12:265

Central registrering af patienters lægemiddelforbrug

>Sverige

Svenske behandlere, der udskriver medicin til en patient, skal have adgang til hver enkelt patients køb af ordinerede lægemidler på apotekerne under forudsætning af, at patienterne har givet deres udtrykkelige samtykke hertil.

Sådan lyder forslaget i en ny betænkning om øget patientsikkerhed på lægemiddelområdet fra det svenske Socialde-partement, som internetportalen Hospitalnet refererer.

Mange patienter benytter i dag forskellige både offentlige og private læger i bopælslandstinget og på tværs af landsting, hvor hver behandlingsenhed har sine oplysninger om patienten i en lokal patientjournal, hvilket kan resultere i uhensigtsmæssige ordineringer der udgør en risiko for patienten.

I betænkningen udpeges den svenske apotekerforening til at drive registeret, som skal være reguleret af en særskilt lov og være administreret efter de samme forskrifter, som gælder for patientjournaler. Betænkningen foreslår desuden, at samkøring med andre registre ikke må være tilladt, og at de registrerede data bliver slettet efter 15 måneder.

Betænkningen kan downloades fra Socialdepartementets hjemmeside via:

http://www.social.regeringen.se/propositionermm/sou/pdf/2003/sou2003_52… samt: http://www.social.regeringen.se/propositionermm/ sou/pdf/2003/ sou2003_52b.pdf

Mænd går lige så hyppigt til læge som kvinder

>København

Det er en myte at påstå, at mænd opsøger deres læge sjældnere end kvinder.

Seniorforsker Knud Juel fra Statens Institut for Folkesundhed har ifølge Politiken set på hyppigheden af de to køns kontakt til sundhedssystemet. Hans konklusion er, at når der ses bort fra de kønsspecifikke henvendelser som fx graviditet eller prostatakræft, er mændene ikke underrepræsenteret, hvad angår sygehusindlæggelser, hvorfor han ikke mener, at forklaringen på mænds kortere levetid er, at de er underbehandlet.

Det er ikke muligt at analysere besøg til de praktiserende læger på samme måde, da årsagen til henvendelsen ikke registreres.

Hjerte-kar-sygdomme er en af de sygdomme, som er langt hyppigere blandt mænd. I aldersgruppen 35-54 år dør cirka tre gange så mange mænd som kvinder af hjerte-kar-sygdomme, mens det hos de 55-64 årige er dobbelt så mange mænd som kvinder.

Det skyldes ifølge forskningschef i Hjerteforeningen, dr.med. Jørgen Videbæk, dels det mandlige kønshormon testosteron, der ødelægger blodkarrene - hvilket er med til at øge aflejringen af fedt på karvæggene. Dels livsstils-faktorer som fx rygning - der er den største enkelte risiko-faktor.

E-læring bryder sindslidendes isolation

>Aalborg

Computere og internetadgang har vist sig som effektive og velegnede medier for sindslidende til at øge og skabe social kontakt. Computere kan således afhjælpe de vanskeligheder, som sindslidende kan have med at være sammen og kommunikere med andre mennesker. Det viser en omfattende og netop offentliggjort evalueringsrapport »Bryd Isolationen« - et e-lærings-projekt under Det Digitale Nordjylland (DDN).

Sammen med 21 forskellige institutioner inden for Psykiatrien og SIND (forening for sindslidende, pårørende og andre interesserede) i Nordjyllands Amt, har Specialskolen for Voksne i Vendsyssel bragt sindslidende ind i it-fællesskaber, hvor eleverne frit og trygt kan kommunikere.

Seksogfyrre procent af deltagerne har fået mere kontakt med personer, de kendte i forvejen, mens 34 procent har fået kontakt med personer, de ikke tidligere kendte. Det er sket via bl.a. e-mail, åben chat og lukkede konferencesystemer.

At deltagerne både har lært at beherske teknologien og genskabt kontakten til omgivelserne, skyldes ifølge rapporten i høj grad, at e-mail og internet giver de sindslidende mulighed for at kommunikere på det tidspunkt, der passer dem bedst. Ligesom en e-mail ofte ikke er så personligt krævende som fx en ansigt til ansigt- eller telefonsamtale.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til forstander på Specialskolen for Voksne, Vendsyssel, Steffen B. Larsen på tlf. 98 90 35 88 eller e-mail sl@spvv.nja.dk eller formand for styregruppen Susanne Jensen, kontorchef i Psykiatrien i Nordjyllands Amt på tlf. 96 31 16 95 eller e-mail sje@psyk.nja.dk

Ros til CEMTV

>København

CEMTV - Center for Medicinsk Teknologivurdering - skal fokusere på langsigtet og koordineret planlægning med præsentation af mindst én hovedrapport årligt frem for hurtigere analyser. Det er én af konklusionerne i en ekstern evaluering af CEMTV, som Sundhedsstyrelsen har fået nordiske evaluatorer til at udarbejde.

Evalueringen fremhæver dog, at det af politiske grunde er nødvendigt at levere hurtige analyser, der kan danne beslutningsgrundlag for dagsaktuelle problemer. Desuden bør det internationale samarbejde udnyttes, bl.a. for at undgå dobbeltarbejde mellem MTV-institutionerne.

Herudover understreger evalueringen, at en mere aktiv vidensspredning er en nødvendighed for at sikre, at viden om MTV i højere grad bliver udbredt til et bredere spektrum af personer og institutioner, hvilket fx kan fremmes ved at arrangere regionale konferencer i tilknytning til offentliggørelsen af nye rapporter.

Evalueringsgruppen roser CEMTV for at have formået at udviklet sin identitet og legitimitet. Ligesom centrets relative selvstændighed skønnes bevaringsværdig.

Evalueringen kan downloades fra Sundhedsstyrelsens hjemmeside via: http://www.sst.dk/publ/publ2003/ekst_eval_cemtv_final_15aug03.pdf