Kræftsygdomme i Danmark - diagnostik og forebyggelse

De seneste 25-30 års forskning har bibragt os en klar forståelse af, hvad kræft er på det celle- og molekylærbiologiske område. Kræftsygdomme har deres udgangspunkt i et begrænset antal ændringer i det humane genom. Denne viden har gjort det muligt at identificere de gener, der er involveret i arvelige kræftformer, og genetisk rådgivning på et sikkert grundlag er nu mulig ved mammacancer og coloncancer (1). Den detaljerede beskrivelse af det humane genom vil ikke alene bringe os en klar viden om, hvad kræft er, men også føre til bedre diagnostik og ikke mindst til en mere rationel, præcis og individualiseret medicinsk behandling.

Hvad fremkalder disse genetiske ændringer? For at svare på dette spørgsmål må cellebiologien kombineres med bl.a. epidemiologiske analyser. Danmark har en fin tradition på dette område, hvilket illustreres af flere arbejder i dette nummer af Ugeskriftet (2-4). Indsatsen er baseret på årelang dataindsamling uden selektionsbasis med dannelse af det nu verdensberømte danske cancerregister. Epidemiologiske undersøgelser af potentielle risikofaktorer kobler disse data til samfundsmedicin og adfærdsforskning, således at evidensbaseret forebyggelse (primær prævention) bliver mulig. Storm & Olsen gør overbevisende rede for, at ca. 50% af alle kræfttilfælde i Danmark bør kunne forebygges. Forfatterne leverer en opsang til det danske systems indsats, som på stort set alle områder findes at være for beskeden. »Identificer solide, evidensbaserede forebyggelsesstrategier og allier jer med professionelle inden for kommunikation, marketing, uddannelse og psykologi, så kan der på en omkostningseffektiv måde spares mange liv«, sådan lyder forfatternes budskab. Dyrere og mere tvivlsom er gevinsten ved sekundær prævention = screening. Lynge (5) finder evidens for gevinster på dette område ved mammografi (brystcancer), cervix-smear (cervix uteri-cancer) og undersøgelse af blod i afføringen (coloncancer).

Tidlig diagnostik hos symptomatiske personer er ofte en forudsætning for et godt behandlingsresultat. Det er derfor vigtigt at se nærmere på det diagnostiske univers, som den praktiserende læge møder sine patienter i - og det er tankevækkende, at den positive prædiktive værdi ved et alarmsymptom ofte er langt under 10% (6). At diagnosticere kræft tidligt kræver årvågenhed og oplæring af patienter og praktiserende læger.

Billeddiagnostikken udvikler sig med rivende hast - hurtigere end man når at evaluere de enkelte teknikkers anvendelighed. Diagnostik, stadieinddeling og opfølgning baseres i tiltagende grad på tværsnitsbilleder dannet ved UL- og MR-scanning eller CT. Valget af modalitet er fortsat hyppigt bestemt af ressourcer, lokale traditioner og personlige præferencer snarere end af evidens (7). Moderne diagnostiske metoder muliggør også studier af metabolisk aktivitet (PET), muliggør kombination med invasiv intervention og er helt essentielle for planlægningen af moderne strålebehandling. I Danmark synes man at være godt med, når det drejer sig om at tage de nyeste teknikker op, mens det har knebet gevaldigt med scannerkapaciteten på landsplan. Det samme gælder for kapaciteten for strålebehandling. Disse forhold samt de dystre tal over danske kræftpatienters prognose sammenholdt med prognoserne for patienter fra andre lande har været udgangspunktet for Kræftstyregruppens arbejde, som blev påbegyndt i 2000 (8).

Med buketten af onkologisk relaterede artikler i dette nummer af Ugeskrift for Læger tegnes et facetteret billede af en samlet indsats over for diagnostik og forebyggelse af kræftsygdomme i Danmark, en indsats som øges markant og tiltrængt i disse år.

Der er ikke tvivl om, at den fremgang i prognosen for kræftpatienter, som allerede var registreret inden kræftplanen satte ind (4) vil fortsætte og intensiveres i de kommende år.