Skip to main content

Krav om deltid skal give plads til andet end klinisk arbejde

Deltid giver lægerne Lui Näslund Koch og Louise Lang Lehrskov mulighed for at lave tillidsarbejde og forskning, som giver en ekstra dimension på lægetilværelsen. Yngre Læger har deltid med som krav ved de kommende overenskomstforhandlinger, men Danske Regioner fastholder fuldtid som norm.
Louise Lang Lehrskov.  Foto: Claus Boesen
Louise Lang Lehrskov. Foto: Claus Boesen
Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk
24. nov. 2020
017 min

Når Yngre Læger tager krav om deltid som rettighed med ved overenskomstforhandlinger til december, handler det både om børn, forskning og fagforeningsarbejde.

Det siger Helga Schultz, formand for Yngre Læger.

»Flere læger vil gerne på deltid, fordi vi vil udfylde resten af vores arbejdstid med andet arbejde. Det drejer sig f.eks. om forskning. Vi ønsker, at man kan komme på deltid, hvis man f.eks. kommer med egne penge og beder om en ordning. Vi er nogle andre mennesker i dag end for 20 år siden, vores partnere har krævende jobs, og vi insisterer på at være sammen med vores børn. Der er ingen derhjemme, der passer dem for os«.

I nogle specialer er kravene desuden store, siger Helga Schultz, og flere steder kan man ikke gøre sig forhåbninger om en hoveduddannelse, hvis man kun arbejder 37 timer i klinik. Man skal noget andet og mere.

Hvorfor er deltid nødvendigt, når det fint har kunnet lade sig gøre at arbejde i klinik og forske ved siden af før i tiden?

»Engang sluttede stuegang kl. 13, og resten af dagen gik med andre ting. I dag slutter stuegang kl. 15.30. Når man havde vagt, gik tiden med at vente på, at der skete noget. Man kunne være heldig at lave andre ting, imens man ventede. Men i dag har vi ofte travlt, når vi er på vagt«.

Helga Schultz mener, at deltid skal være en rettighed, fordi læger skal behandle mange forskellige slags mennesker, og derfor skal mange slags mennesker være læger, siger hun.

»Dem, der vil noget andet, skal imødekommes, om det så er at være aktiv i en fagforening, et fagligt selskab, vil vi holde fast i, at man godt kan være læge på andre måder«.

Hvorfor skal det være en rettighed, når man kan lave lokale aftaler?

»Hvis vi oplevede, at det kunne løses lokalt, ville vi ikke have et centralt krav. Mange imødekommer ønsker, men samlet set er der for mange, der er for afhængige af en enkelt læges godkendelse. Ledende overlæger i alle forløb skal godkende. De kan bare afvise og behøver ikke begrunde det. Det vil vi gerne ud over. Vi vil tvinge ledelserne til at lave et arbejdsmarked, hvor det er okay at være på deltid«.

Er du slet ikke bekymret for, at antallet af læger på deltid vil eksplodere?

»Vi er ikke bange for, at hospitalsvæsenet bryder sammen. Jeg kender mange læger, som arbejder mere end 37 timer. De forsker, er klinikere, og samlet set er læger en gruppe, som byder ind og efterspørger deltid i en periode og derefter er tilbage på fuld tid. Med den mængde overarbejde, vi lægger, kunne det ende med at gå lige op. At vi faktisk ender med at arbejde en normal arbejdsuge«.

Fuldtid er norm for lægegruppen

Hos Danske Regioner fastholder Anders Kühnau, formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn, at fuldtid er normen.

»Danske Regioner har siden 2014 haft en fuldtidspolitik. Vi vil gerne have, at flere af vores medarbejdere er på fuldtid og færre på deltid. Og det lavede vi en aftale om sidste år med forhandlingsfællesskabet, som Yngre Læger også er en del af. Målsætning er, at fuldtid skal være normen«.

Er I bange for, at lægerne vil være lige så meget på deltid som sygeplejerskerne?

»Det er klart, at vi er opmærksomme på, at fuldtid skal være normen for alle vores medarbejdergrupper. Vi skulle nødig ende med, at det ikke er det for lægegruppen«.

Bør I ikke skelne imellem faggrupper, især når Helga Schultz peger på, at det er en begrænset periode?

»Når vi kigger på tallene fra de andre faggrupper, hvor rigtig mange er på deltid, kan vi se, at det faktisk ikke kun er i tiden med små børn, at de er på deltid. Der er lige så mange fra 40-49 som 30-39 år. Det er et kulturspørgsmål. Derfor er det vigtigt at holde fast i, at normen er fuldtid. Ellers kan der komme et skred«.

»Jeg arbejder 45 timer om ugen på deltid og har mere fleksibilitet«

Lui Näslund Koch arbejder 60 procent i klinik og 40 procent som FTR. I gennemsnit har han tre dage om ugen til klinisk arbejde. Foto: Claus Boesen
Lui Näslund Koch arbejder 60 procent i klinik og 40 procent som FTR. I gennemsnit har han tre dage om ugen til klinisk arbejde. Foto: Claus Boesen

Trestimersarbejdsuge, møder, klinik, vagter. Og en familie derhjemme. Det var en travl hverdag, der ventede, da 31-årige Lui Näslund Koch blev fællestillidsrepræsentant (FTR) på Herlev/Gentofte Hospital den 1. maj.

Han blev færdig med sin introstilling på Onkologisk Afdeling på Herlev Hospital i august og er nu i introstilling på Hjertemedicinsk Afdeling på Gentofte Hospital samtidig med, at han er FTR.

Han er en af de læger, der indgår i statistikken over de ti procent læger, der arbejder deltid. Han er ikke på deltid for at have mere fri, men for at have tid til tillidsarbejdet.

»For mig betyder deltid fra klinikken ikke mindre arbejde eller mindre dedikation. Det betyder bare, at jeg også kan arbejde med noget andet. Og hvis jeg ikke var på deltid, ville jeg ikke kunne det. Mange vil gerne lave noget andet, som de interesserer sig for. Om det så er at forske, lave tillidsarbejde, frivilligt arbejde eller være sammen med familien, er det godt givet ud. Vi skal være på arbejdsmarkedet de næste mange år. Og hvis deltid er en del af det, er det fornuftigt«, siger Lui Näslund Koch.

Han arbejder ca. 45 timer om ugen i alt, efter han fik en aftale på plads. For hver FTR er der lokale aftaler på hvert hospital. Nogle får et tillæg, som modsvarer den tid, de bruger ud over almindelig tjeneste, og de indgår helt normalt i vagtplanen.

Andre er frikøbt, og det blev Lui Näslund Koch efter måneder med op til 60-timersarbejdsuge.

»Det gik op for mig, at det er vanskeligt at bevare det samme antal vagter og se patienter samtidig med, at jeg skal være FTR. I starten havde jeg fuldt skema med vagter, stuegang og ambulatorier og var FTR derudover. Det var nogle hårde måneder«.

Efter et halvt år på Onkologisk Afdeling fik han en aftale, hvor han også blev sat ned i antal vagter, så hans vagtforpligtigelse blev sat ned med de 40 procent, han ikke er i klinikken.

»Det betød virkelig meget. Før havde jeg nærmest kun nattevagter og måske en enkelt ambulatoriedag ud over de to dage med FTR. Jeg følte, at jeg var i vagt hele tiden. Det var ikke fedt«.

I dag er han kun 60 procent i klinik og 40 procent FTR. I gennemsnit har han tre dage om ugen til klinisk arbejde, og han har tid til at tage til møder og varetage medlemmers interesse, tale med ledelser og sørge for et godt arbejdsmiljø.

Hans introstilling på Hjertemedicinsk Afdeling bliver på grund af FTR forlænget med 3-4 måneder.

Fleksibiliteten tiltrækker

Det var ikke noget problem for Lui Näslund Koch at få lavet en aftale med den nye afdeling. Han understregede over for ledelsen, at hvis han skulle have noget uddannelsesmæssigt ud af det og lære kardiologien at kende, var det også vigtigt at være der i dagstid og se patienter på stuegang og i ambulatoriet.

»Det havde de fuld forståelse for, så jeg har færre vagter og færre weekender, end mine kolleger har«.

Og det er lige præcis det, han godt kan lide ved FTR-arbejdet. Fleksibiliteten betyder meget for ham og hans familie. At han ikke har mandag til fredag kl. 8-15.30 og vagt hvert sjette døgn.

»Jeg har to små børn, og de tager også en del opmærksomhed. Min kone er også læge og er ambitiøs. Deltid i klinikken gør, at jeg kan være fleksibel, arbejde i weekenden, om aftenen, hvor jeg kan tage telefonen og skrive mails. Og til gengæld kan jeg nå at aflevere ved børnehavebussen, som kører kl. 8«.

Lui Näslund Koch var i KBU på Bornholm, og her fik han smag for, hvordan det er at være to med vagter og samtidig være forældre sammen. Det var helt skørt, siger han.

»Det går slet ikke. Hver gang vi skulle på vagt begge to, skulle vi have nogen til Bornholm for at passe vores datter. Det betød, at vi kunne få en aften sammen, men ellers var vi trætte«.

Som arbejdslivet ser ud nu med færre vagter, mere fleksibilitet og deltid fra klinikken er der lidt mere tid sammen med familien i weekenderne.

»Det kedeligste lige p.t. i mit liv, det er, når det er lørdag eftermiddag, og jeg skal på nattevagt. Når min familie er hjemme og skal hygge sig. Jeg kan godt lide at være sammen med dem, og det er hårdt at tage væk. Men det er en del af det. Og det gør jeg glædeligt, også fordi det ikke er hver lørdag, at jeg skal det«.

Mangler i klinikken

Selvom det ikke var et problem for Lui Näslund Koch at få den ordning, han har, er han enig med Yngre Læger i, at deltid skal være en rettighed.

»Den aftale, jeg har, er forhandlet med HR og hospitalet. Aftalen lå der allerede, og derfor var det ikke et problem. Men der har været nogle forhandlinger op til det, som har fastsat, hvor meget fordelingen er«.

Du mangler i klinikken, er det ikke et problem?

»Min afdeling får kompensation fra hospitalet for den tid, jeg ikke er der. Men personligt har jeg været nervøs for det faglige. Kardiologi er nyt for mig, og patienterne er syge på en anden måde, så jeg kan godt blive nervøs for, om jeg når op til det faglige niveau, jeg skal. Jeg kan naturligvis ikke det hele fra dag et, og normalt går der 2-3 måneder, før man har styr på det. Men når jeg så er der 40 procent mindre, tager det længere tid. Jeg håber ikke, at jeg er så meget væk fra klinikken, at jeg ikke fagligt er dygtig nok. Hvis jeg ikke er det, må jeg lade være med det administrative. Jeg skal jo kunne tage mig godt af patienterne, det er det væsentligste for mig«.

Hvem skal vurdere, om du er fagligt på niveau – skal du kvalitetssikre dig selv?

»Jeg regner med, at min vejleder kigger mig over skulderen, hvis noget af det, jeg laver, ikke er i orden. Jeg har også kolleger og sygeplejersker, bagvagter, forvagter, som jeg regner med, vil fortælle mig, hvis jeg ikke lever op til den standard. Det tror jeg, at jeg gør, men jeg vil også vurdere, om jeg føler mig tryg eller nervøs for det, jeg laver. Det er jeg opmærksom på, det er de fleste læger«.

Hvad siger du til frygten for, at hospitalerne bliver oversvømmet af læger, som vil på deltid? Er der ikke en pointe i, at normen skal være fuldtid?

»I Sverige har man en ret til at gå på nedsat tid, når man har små børn, og det gør mange brug af. Det er jo ikke, fordi det svenske samfund går nedenom og hjem af lige den årsag. Jeg tror, at sundhedsvæsenet altid kan bruge flere ressourcer, læger og sygeplejersker, og det kan man godt blive ved med at hælde i argumentationen. Jeg tror bare ikke, at det er en holdbar løsning hverken for læger eller sygehuse. Man må tænke det bredere, og lægerne må tænke på sig selv, så de ikke går ned med stress og skal sygemeldes. Ikke at det sker, hvis man ikke går på deltid, men det kan være godt for nogle at give lidt mere overskud i familierne. Det tænker jeg er fornuftigt nok. Jeg ved ikke, om hospitalerne bliver oversvømmet. Hvis man spørger, tror jeg, at de fleste ledelser vil være åbne over for det. Jeg tror bare, at mange ikke spørger, og derfor kan det være en fin idé med en rettighed«.

Før i tiden kunne man godt få det til at fungere at arbejde fuld tid og forske eller lave fagligt arbejde. Hvorfor kan I ikke?

»De fleste læger er kvinder, og de har sikkert også nogle mænd, som arbejder meget. Det er en ændring fra, hvordan det var for 30 år siden. Samtidig vil mændene deltage mere derhjemme i højere grad end for 20-30 år siden. På den måde passer det godt, at man kan gå på deltid både som mand og kvinde, når begge arbejder«.

Lui Näslund Koch sammenligner deltidsdiskussionen med diskussionen om barsel.

»Hvis mænd spurgte, om de kunne få barsel, ville de sikkert få et ja. Men normen er jo ikke, at mænd tager en masse barsel. Derfor kan det være fornuftigt med en rettighed, og det mener jeg er det samme som med deltid. Selvfølgelig kan man lave en kultur og en norm ved bare at sige, at det ikke er et problem, men sådan virker kultur sjældent. Nogle gange skal der mere til, måske bare for en periode«.

 

»Deltidsansættelse i klinikken betyder, at jeg kan forske og se mine idéer vokse«

Louise Lang Lehrskov forsker i, om fjernelse af den venstre side af tyktarmen som en del af behandlingen for tyktarmskræft og den efterfølgende behandling med kemoterapi ændrer blodsukkerreguleringen på en måde, der kan øge risikoen for senere type 2-diabetes. Foto: Claus Boesen
Louise Lang Lehrskov forsker i, om fjernelse af den venstre side af tyktarmen som en del af behandlingen for tyktarmskræft og den efterfølgende behandling med kemoterapi ændrer blodsukkerreguleringen på en måde, der kan øge risikoen for senere type 2-diabetes. Foto: Claus Boesen

Faste ambulatoriedage og to dage om ugen sat af til at forske og udleve drømmen om at gå i dybden med et emne, der fylder i hovedet og forhåbentlig vil gøre en forskel for patienterne. Når kollegerne hører om den ordning, 35-årige Louise Lang Lehrskov har fået, taber de underkæben.Louise Lang Lehrskov har siden 1. september haft to faste dage om ugen til sin forskning, og hun er dermed en blandt de 10 pct. læger, der arbejder deltid. Efter hun blev ph.d., fik hun en introstilling i klinisk onkologi.

Fem måneder inde i introstillingen gik hun på barsel med sit tredje barn. Under barslen undersøgte hun, hvordan hun kunne kombinere sin interesse for blodsukkerregulering og metabolisme, som hun havde forsket og lavet ph.d.-afhandling i hos Bente Klarlund Pedersen på Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet, med onkologien. Da hendes lille datter var fem måneder, ansøgte hun om lønmidler, så hun kunne få tid til forskning. Og det lykkedes.

»Jeg fik to års løn til at udføre et forskningsprojekt, hvor jeg skal undersøge, om fjernelse af den venstre side af tyktarmen som en del af behandlingen for tyktarmskræft og den eventuelle efterfølgende behandling med kemoterapi ændrer blodsukkerreguleringen på en måde, der kan øge risikoen for senere type 2-diabetes«.

Hoveduddannelse venter

Louise Lang Lehrskov har udskudt at søge hoveduddannelse i et halvt år. Hun kunne have søgt og måske være startet i november, men fordi hun havde brug for tid til at være fysisk til stede ved forskningsforsøgene, ville det blive svært, hvis hun var startet i hoveduddannelse.

Fordi Louise Lang Lehrskov selv havde penge til sin egen løn fra en organisationen Danish Diabetes Academy, var det ikke vanskeligt at forhandle med afdelingsledelsen. Især da introstillingen løb ud, og hun var ansat i en uklassificeret stilling.

De to dage til forskning har hun frem til 1. maj 2021, hvor hun håber at starte i hoveduddannelse i klinisk onkologi.

»Jeg er spændt på, når jeg skal søge hoveduddannelse i klinisk onkologi, hvor man det første år er ansat på en internmedicinsk afdeling, om deltidsforskning vil være en mulighed. Jeg har hørt, at det er sværere det første år på en internmedicinsk afdeling, fordi afdelingerne ofte er travle, og vagtplanerne skal gå op. Det kan først afgøres, når man har fået stillingen. Mit indtryk er til gengæld, at der efter det første år i hoveduddannelsen er gode muligheder for en delestilling mellem klinik og forskning, når man er tilbage på en onkologisk afdeling, i hvert fald Afdeling for Kræftbehandling på Herlev Hospital«.

Skal forskningen så sættes på pause, hvis du ikke kan få en deltidsansættelse i klinikken?

»Man kan aldrig rigtig sætte forskningen på pause, men jeg kan få svært ved at udføre lige så mange forsøg, hvis jeg er fuldtids i klinikken.«

Hvis en delestilling mellem klinik og forskning var en rettighed, ville Louise Lang Lehrskov have turdet at søge hoveduddannelse direkte efter introstillingen, siger hun. Hvis hun havde vidst, at det ikke var et problem at få 2 dage om ugen fast til sin forskning, var hun gået i gang hurtigere.

Fleksibilitet

Louise Lang Lehrskov har ligesom mange andre yngre læger børn og familieliv. Hun har tre børn i alderen et, fem og otte år og en mand, som også er læge, og som hun også gerne vil se i hverdagene.

»Mange faggrupper har mulighed for at arbejde i en deltidsansættelse. Jeg synes også, at læger skal have muligheden for en deltidsansættelse i klinikken. Der kan være mange grunde til, at man ønsker en deltidsansættelse i klinikken; nogle ønsker det måske i en periode for at have tid til børnene, mens de er små, mens andre ønsker at prioritere tid til undervisning, forskning eller noget helt andet. Jeg nyder fleksibiliteten, som forskningen giver mig i disse år, hvor jeg har mindre børn, og så har jeg ikke noget imod at arbejde om aftenerne og i weekenderne«.

Louise Lang Lehrskov mener ikke, at forskning kan gøres op i timer. Man skal have lyst til at drive et projekt. Det skal være et hjertebarn.

»Der er bare nogle ting, som jeg ikke kan nå at gøre ordentlig, hvis jeg skal arbejde fuld tid i klinikken hele tiden. Hvis der både skal være tid til at udføre forsøgene og alt det andet, forskningen kræver, er tiden knap. Jeg synes f.eks., det er svært at lave en god fondsansøgning eller skrive en artikel efter en travl dag i klinikken. Det kræver sammenhængende tid til at fordybe sig«.

Hun mener, at forskningen bliver mere grundig, når hun har tid to dage om ugen til det.

»En aften kom jeg til at sende en temmelig omfattende ansøgning af sted til en fond, hvor jeg fuldstændig havde glemt at angive referencer, da jeg skrev den efter en travl dag i klinikken. Dagen efter kunne jeg så konkludere, at den nok var fuldstændig ligegyldig«.

Begrænset periode

Hun peger på, at det er en begrænset periode, at hun ønsker at være ansat i kombineret klinik- og forskningsstilling.

»Jeg forestiller mig, at jeg bedre kan forske ved siden af en fuldtidsstilling i klinikken senere hen, især når forskningen ikke kræver, at jeg skal udføre de fleste af forsøgene selv. Jeg har ikke noget imod at bruge nogle aftener og weekender på forskning. Men når jeg forhåbentlig engang bliver overlæge, er drømmescenariet for mig stadig, at jeg får en dag om ugen til forskning, så der er tid til fordybelse«.

Kan du ikke bare vente med at forske og koncentrere dig om klinikken?

»Jo, men jeg har så mange spændende projekter og idéer, som jeg ønsker at forfølge – jeg får så meget ud af forskningen. Forskningen giver en mulighed for at følge sin nysgerrighed, og man får lov til at gå i dybden med spændende ny viden. Det er sjovt at få en idé og se den vokse og forhåbentlig blive til noget, der i sidste ende vil gavne patienterne. Jeg får noget i forskningen, som jeg ville savne, hvis jeg kun var i klinikken«.

Trang til at skabe

Det handler for Louise Lang Lehrskov om at skabe og udvikle noget.

»Det at kunne gøre noget for en patientgruppe – f.eks. ved at forstå nogle mekanismer, så vi måske kan tilføje nye behandlingsregimer – er meget meningsfuldt for mig. Man føler, at man udvikler noget, gør noget for patienterne og er med til at flytte lægefaget«.

Når du ikke er i klinikken, mangler du. Er det ikke et problem, hvis deltid i klinikken bliver en rettighed, og alle vælger at gå på deltid?

»Jo, hvis man ikke må ansætte tilsvarende flere læger, er puslespillet nok svært at få til at gå op. Hvis man til gengæld har tilsvarende flere ansatte, så mandetimerne er de samme, går det vel op«.

Hvad tænker du om frygten for, at hospitalerne bliver væltet af læger, der vil på deltid i klinikken?

»Jeg tror slet ikke, at det er alles drøm at have en deltidsstilling i klinikken. Det oplever jeg faktisk ikke, at de fleste kolleger ønsker«.

Hvad er den primære årsag til, at du er ansat deltids i klinikken – er det, fordi du er drevet af forskningen, eller er det dine børn?

»Det er klart interessen for forskningen, der er den primære årsag. Jeg er selvfølgelig mere fleksibel, når jeg har to dage om ugen til forskning, hvilket er skønt, når man har mindre børn, men jeg arbejder mere end 37 timer om ugen og nok også mere end, hvis jeg arbejdede fuld tid i klinikken uden at forske ved siden af. Jeg forsker, fordi jeg synes, forskningen giver en helt anden dimension i lægetilværelsen, som jeg nødigt vil være foruden«.

Kan det ikke have konsekvenser for det faglige niveau, hvis du ikke bruger nok tid i klinikken?

»Det kan godt være et problem, f.eks. i et fag som onkologien, hvis megen tid går med vagtarbejde. Vagterne skal dækkes, og det er svært at gå ind i et vagtlag og forvente, at man skal have færre vagter, fordi man arbejder deltids i klinikken og deltids med forskning. Men i princippet skal man jo have tilsvarende færre vagter, fordi man også skal have tid til at være i ambulatoriet, som er en særdeles vigtig funktion i onkologien. Det er det, man laver 80 pct. af tiden som speciallæge i klinisk onkologi. Det kan være et problem, hvis man kun får et par dage om måneden i ambulatoriet, fordi vagterne skal dækkes. I så fald er der en bekymring for, at uddannelsen ikke bliver lige så god, hvis man er ansat i en delestilling mellem klinik og forskning. Det kan måske være en mulighed at lægge forskningsblokke ind i løbet af hoveduddannelsen, så man forsker nogle måneder på fuld tid og derefter er fuld tid i klinikken i en periode, så man ikke går glip af vigtige funktioner«.

Faktaboks

Deltid i de fem regioner

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen