Andrii Hul kunne jo godt have vist netop denne fløj med det samme. Som det første for at imponere sin danske gæst, som han næsten må have haft en formodning om, ville blive lidt imponeret.
Men det gjorde han ikke. Først blev Torsten Warrer, den danske gæst, overlæge i retspsykiatrien i Slagelse, vist alt det grimme. Fløjene med alt for mange patienter på alt for lidt plads med alt for lidt at aktivere sig selv med.
Og så bagefter ovennævnte fløj. Nærmest sådan lidt en passant. Udefra et »noget usselt byggeri, der nærmest kunne ligne en traktorfabrik under sovjettiden, men som vist oprindeligt var bygget som hospital«. Alt indmaden var flået ud, og noget byggeri var i gang.
»Og så fortæller Andrii mig, at de er i gang med at bygge 18 enkeltmandsstuer. Fordi han har været i Slagelse og efterfølgende har ,masseret’ sin chef og fået nogle penge og simpelthen bare gået i gang. I det store billede er det jo ikke mange, og jeg ved ikke, hvem der skal have stuerne, men man skal jo starte et sted«, fortæller Torsten Warrer.
»Så mens der er er krig i landet, så sidder der faktisk nogle og laver enkeltmandsstuer til de retspsykiatriske patienter. Hatten af for det. De, der arbejder der, de ved godt, hvordan man bør indrette retspsykiatrien. Fagligheden og engagementet er der. Men krigen betyder jo, at der i stedet for renoveringer og enkeltmandsstuer skal købes granater«.
Episoden som led i en større rundvisning finder sted nord for byen Sarny i det nordvestlige Ukraine, tæt på grænsen til Belarus. Andrii Hul, som viser rundt, er medical director i retspsykiatrien i det vestlige Ukraine med base i storbyen Lviv og med ansvar for rundt regnet 1.500 patienter på en lang række forskellige destinationer.
Siden starten af 2024 har retspsykiatrien i Slagelse været udpeget til at deltage i et samarbejdsprojekt med psykiatrien i Ukraine, og efter at en ukrainsk delegation i november sidste år var på besøg i Danmark for at lade sig inspirere inviterede Torsten Warrer sig selv – helt uofficielt og uden at repræsentere andre end sig selv – på besøg i Ukraine for ved selvsyn at blive klogere på retspsykiatrien i den vestlige del af det enorme krigsplagede land.
»Det var sgu heftigt«.
Det er den korte beskrivelse af Torsten Warrers besøg på det retspsykiatriske hospital i det nordlige Ukraine. Et kæmpe hospital med plads til 388 dømte retspsykiatriske patienter fordelt på fem forskellige afsnit. Herunder ét for kvinder. Grundet krigen er Ukraines retssystem trykket og langsommeligt, så nogle er også indsat i både to og tre år før dom i de her år.
»De var fuldstændig åbne i forhold til at vise det frem. Det var jeg ret imponeret over. Jeg havde troet, at det var slemt, men det var faktisk værre, end jeg havde regnet med«, fortæller Torsten Warrer.
Afsnit med 70-80 patienter på hver. 10-12-mandsstuer, hvor der udelukkende var senge. Intet andet. End ikke et sengebord. Intet privatliv. Fælles bad og toilet.
»Det var virkelig usselt. På retspsykiatrisk i Slagelse, hvor vi har enkeltmandsstuer, er vi jo enormt fikserede på sikkerhed, sikkerhed, sikkerhed. Går aldrig alene rundt og har altid sikkerhedsalarmer på os. Her, når vi gik ned ad en bred gang, kom alle patienterne sværmende ud fra deres 10-12-mandsstuer. Det slog mig, at der var en rar stemning mellem dem og personalet, selv om det var kaotisk med alle de patienter. Men jeg kan godt afsløre, at min rygrad var sitrende rød, mens jeg gik rundt der«, fortæller Torsten Warrer.
»På den måde er de meget vestlige og udsat for de samme bølger, som skyller ind over os – men altså, hvordan fanden kan de have tid til det midt i alt det kaos?«Torsten Warrer, overlæge i retspsykiatrien i Slagelse
»De sagde, at de ikke har de store problemer med sikkerhed. Den tidligere forstander var ikke så glad for, at patienterne kom ud fra deres afdelinger, men Andrii havde sørget for, at der var blevet sat et hegn op. Men det var altså kun to meter højt, så jeg ville nemt kunne give dig en hestesko, og så var du videre. Men hospitalet ligger langt væk fra nærmeste større by midt ude i en skov, der er fyldt med ulve og slanger, så der var aldrig nogen, der flygtede, sagde de«.
Forud for besøget i Sarny – og et fængselsafsnit, hvor de laver retspsykiatriske vurderinger af de allerværste tilfælde, et »forfærdeligt sted« med jerngitre fra en anden tidsalder – besøgte Torsten Warrer psykiatrihospitalet i Lviv. En ældre institution fra 1875 bestående af en serie pavilloner. Slidte, nærmest forfaldne, men også under renovation. Men en renovation og modernisering, der tydeligt også skrider langsomt frem på grund af krigen.
Her besøger han den psykiatriske akutmodtagelse, der stort set ligner, hvad man ville kunne møde i Danmark.
»Den er jeg glad for, at jeg så, før jeg besøgte Sarny, fordi den ligesom er udtryk for den vilje og den høje faglighed, der er til stede. Når vi snakkede fagligt, så var det helt det samme sprog, de samme principper og præcis den samme medicin undtagen et enkelt præparat, vi bruger som depot-, men som de ikke havde hørt om. De har også både ADHD og kønsidentitet på hylderne, hvilket kom bag på mig. På den måde er de meget vestlige og udsat for de samme bølger, som skyller ind over os – men altså, hvordan fanden kan de have tid til det midt i alt det kaos?«
»Andrii fortalte også, at behandlingen af soldater er en stor opgave i psykiatrien og højt prioriteret, og at PTSD er noget, man tager seriøst. Det kom også bag på mig. Men det må jo kun være toppen af isbjerget, de ser. Der er jo slet, slet ikke råd til at give tre måneders orlov til dem, som får det skidt ved fronten«.
Men hvad er det så, ukrainerne har brug for? Hvad er det, et samarbejde med Danmark kan give dem?
»Det er jo først og fremmest ressourcer, de mangler. Til at gøre det, som de godt ved, at man bør gøre. Hele deres psykiatrisystem er jo trykket på grund af krigen. Og så tænker jeg, at de har moralsk support fra os i det, de går og laver – at de kan snakke jævnbyrdigt fagligt med os som ligemænd om f.eks. nogle cases. Og så siger de selv, at de er meget interesserede i sikkerhedsvurderinger. De bruger nogle af de samme instrumenter, HCR-20, som vi gør i Danmark, men vil meget gerne have sparring på det«, siger Torsten Warrer.
