Kritisk syge børn - tør vi lukke forældrene ind?

Holdningen til forældretilstedeværelse ved behandlingskrævende sygdom hos børn har forandret sig markant i de seneste årtier. I dag forsøger man at bevare forældre-barn-relationen under indlæggelsen, således at forældrene er medindlagte og til stede i forbindelse med stuegang og rutineundersøgelser.

Hvordan håndterer vi så forældrenes tilstedeværelse i akutte situationer?

Ved akutte ikkelivstruende situationer som blodprøvetagning og sårpleje kan forældrene støtte og trøste barnet. Ved akutte livstruende tilstande som hjertestop, trafiktraumer m.m. er forældrene ofte passive, og formålet med forældretilstedeværelse er, at forældrene oplever og erfarer, hvad der rent faktisk sker med deres barn - måske inden det dør.

Modstanden mod forældretilstedeværelse kan rubriceres i: 1) beskyttelse af forældrene mod traumatiserende oplevelser, 2) hæmmende effekt på behandlerteamet under den akutte procedure og 3) juridiske aspekter.

Ugeskrift for Læger bringer i denne uge en oversigtsartikel af Bredahl et al , der belyser emnet. Forfatterne finder, at evidensen på området er sparsom, men at et stigende antal forældre efterspørger medinddragelse og tilstedeværelse parallelt med en større accept heraf blandt behandlere.

Her er to cases fra Børneintensivafdelingen, Aarhus Universitetshospital, Skejby:

Uventet hjertestop hos et hjertebarn. Forældrene er ikke i rummet, men på sygehuset. Thorax åbnes, og intern hjertemassage påbegyndes. Efter en time standses genoplivningen. Forældrene informeres om dødsfaldet, og de kommer først ind til deres barn efter, at sternum er lukket, og barnet er soigneret. Skulle forældrene have overværet en åben hjertemassage, hvor der ikke er nogen udsigt til overlevelse? Ved den opfølgende samtale fire uger efter udtrykker den ene forælder stor frustration og sorg over ikke at have været til stede i de sidste minutter af barnets liv.

Et nyligt ekstuberet barn med pneumoni er ved at udtrætte respiratorisk. Under den første intubation blev barnet svært blodtrykslabil. Sygeplejersken, der passer barnet, er nyansat, hvorimod lægen er erfaren. Barnets mor er selv sygeplejerske og vil gerne være hos barnet, også selvom det måske skal intuberes. Hvordan tolker vi som behandlere moderens ønske om at være til stede - ønsket om at være en hjælp for sit femårige barn, indtil det sover? Ønsket om at opleve tingene frem for at få dem fortalt? Kontrol af om det, vi gør, nu også er i orden? Hvis der er modstand i behandlergruppen mod forældretilstedeværelse, skyldes den så hensynet til moderen eller snarere vores egen frygt for at fejle for åbent tæppe?

På Børneintensivafdelingen, Aarhus Universitetshospital, Skejby, tilstræber vi forældretilstedeværelse i alle kritiske situationer. Vi udtrykker åbent over for forældrene, at de gerne må, men ikke behøver at være med i den akutte situation. Et dedikeret personalemedlem har kontakten til forældrene i situationen. Ikke sjældent går forældrene ud og ind under kritiske situationer. Vores klare erfaring med forældretilstedeværelse er, at forældrene efterfølgende udtrykker tilfredshed med, at de har været til stede, uanset det kliniske udfald.

Gør beslutningsprocessen lettere - brug tiden inden den næste akutte situation til at få diskuteret emnet og defineret jeres tværfaglige holdning.

Det er kun få år siden, at forældre til indlagte børn kun måtte komme i hospitalets besøgstid. Mon ikke forældretilstedeværelse ved akutte tilstande gennemgår en tilsvarende udvikling?

Forældrene vil gerne ind til deres syge børn - spørgsmålet er, om vi tør lukke dem ind?

Korrespondance: Rolf Dall, Anæstesiologisk, Intensiv Afdeling I, Aarhus Universitetshospital, Skejby, Brendstrupgårdsvej 100, 8200 Aarhus N. E-mail: rd@dadlnet.dk

Interessekonflikter: ingen