Kryolit, skørbug og kønssygdom

Kryolit er det eneste råstof i Grønlands undergrund, som har været genstand for udvinding i større omfang. Den sjældne, hvide bjergart, som ligner is og anvendes i fremstillingen af aluminium, forekommer stort set ikke andre steder.

Minedrift blev sat i gang i Ivigtut (Ivittuut) i 1854. Først med grønlandsk arbejdskraft, der udgravede små mængder kryolit, som blev roet ud til kysten, hvor det kunne lastes, når et forbipasserende handelsskib lagde bi. Men snart blev rettighederne til både brydning og udskibning overdraget til et dansk mineselskab.

»Et sundt Opholdssted«

Også arbejdskraften blev dansk, og der blev tilknyttet en læge, som skiftede hvert år. I maj1866 ankom den 27-årige, nyuddannede kandidat Gregers Fanøe (1839-1879). Få år senere, i 1871-72, var han igen tilbage som læge ved kryolitbruddet. Ud over sit daglige arbejde interesserede han sig for stedets sygdomsmønstre og sanitære forhold. Baseret på ti års optegnelser fra stedet blev det i 1877 til en artikel i Hospitalstidende om kryolitminens sanitære forhold i årtiet 1866-76.

Fire år før Fanøes ankomst havde »en voldsom Epidemi af Scorbut« (skørbug) kostet ikke færre end 14 af minens 22 arbejdere livet. Ved en lejlighed var nogle søfolk fundet »kvalte af Kuldamp i deres Køjer«.

Men bortset fra det finder lægen, at stedet »i det Hele maa anses for et sundt Opholdssted«.

Ivittuut ligger langt inde i en fjord. Høje fjeldsider beskytter i nogen grad mod storme. Klimaet er forholdsvist mildt, der er rent drikkevand i en lille elv. Om vinteren kan man opleve ned til 22 graders frost, og i to måneder står solen under fjeldranden. Her arbejder fem funktionærer (inkl. lægen) og et vekslende antal arbejdere: Om sommeren cirka 100 mand, men om efteråret sendes så mange hjem, at styrken halveres.

Mangel på alt

Det første år præges sommeren af »en del Katarrer« [upræcis samlebetegnelse for lettere luftvejsinfektioner, red.]. Der er kvæstede fingre og anden småkirurgi. En ansat har syfilis og hjemsendes. Maskinmesteren kommer slemt til skade med foden og bliver under den langvarige stillesidden og -liggen syg af skørbug. Den behandles med godt resultat med lægeplanten kokleare.

Et tilfælde i september er dog så alvorligt, at patienten må sendes hjem, mens der endnu går skib.

Doktor Fanøe får hænderne fulde, da 14 skibbrudne amerikanske søfolk kommer i land efter otte dage i bådene, alle med forfrysninger. 13 kan snart rejse hjem, mens én må blive tilbage. En »vedholdende Epidemi af Scorbut« viser sig i september og varer til hen på sommeren det følgende år. To funktionærer slipper, men samtlige arbejdere er ramt, heraf 25 »haardt angrebne«. En patient dør med lungebetændelse, en anden bliver sindssyg. Ellers er vinteren præget af manglende forsyninger og mangel på medicin. Lægen råder kun over opium og kinin plus lidt »Husmidler« …

Indkvartering er et problem: Det største hus er forfaldent og helt ubeboeligt, så minelejrens andre huse er stærkt overfyldte. De eneste grønsager er tørrede kartofler, stuvede, henkogte roer, saltet surkål og hvidkål. Selv »henkogt Suppe« er der mangel på. Oksekød er knapt, så man må nøjes med ét måltid om dagen. Ugen har fem helt kødløse dage. Der brygges udmærket øl, og hver uge bages frisk brød. Men vinteren er »en bedrøvelig Afveksling« mellem salt kød og salt flæsk plus det, man kan skaffe ved jagt eller købe af »de indfødte«.

Skørbug igen-igen

Man ved, at skørbug kan forebygges og behandles med grønt, så om efteråret bliver folk sat til at opgrave rødder af kvan og indsamle lægeurten kokleare. Mindet om skørbugsvinteren 1862-63 hviler som en dyster skygge over lejren. Når skørbugen rammer, behandler man med kokleare »samt af og til en raa Kartoffel« og en mikstur af citronsyre i mangel på citronsaft. Blødende tandkød og sår indgnides med ølbærme og kamfersprit. Man lindrer med opium eller vin tilsat kinin. Sådan forløber den første vinter i Fanøes rapport fra Ivittuut.

Det følgende forår ankommer sommerstyrken – samt forsyninger: Kartofler, hvidkål og løg, og snart er der ikke flere patienter med skørbug. Men i efteråret hærger sygdommen igen, så flere må hjemsendes. Ud over »talrige Katarrer og Reumatismer« byder sommeren på flere alvorlige kirurgiske tilfælde: en albueluksation, et kompliceret benbrud hos en amerikansk skipper og – måske værst: En fyrbøder er blevet fanget i en aksel på et spil og slynget mange gange rundt. Hans tilstand er livstruende, men han kommer sig efter mange måneders sygeleje.

Indkvarteringen volder igen problemer. Storm og regn har beskadiget hustagene i en grad, »saa at der maatte anbringes Halvtage over de fleste af Køjerne«.

Endelig nævner Fanøe et lokalt tilfælde af gonorré »og fra Skibene nogen venerisk Sygdom«.

Kønssygdomme

I det hele taget er kønssygdomme, sammen med skørbug, et fast tema i de ti år, dr. Fanøe gennemgår.

Der er en del arbejdsskader: alvorlige ulykker ved sprængninger, forbrændinger, forstuvninger, knoglebrud, pneumonier, forfrysninger, gigtsygdomme, katar, dysenteri og »en Epidemi af Angina«. Men kønssygdommene er kommet for at blive, og sædvanligvis regnes de for »erhvervet hos besøgende Grønlænderinder«. I 1872-73 er der om vinteren fem tilfælde af gonorré – men nu også tre tilfælde af syfilis: De smittede er to arbejdere og én »Tjenerinde«, dvs. en af de ansatte kvindelige grønlændere. (Det er dog en historisk kendsgerning, at begge sygdomme kom til Grønland med europæiske søfolk, hvalfangere og håndværkere).

Det bliver vinter igen med syv gonorréer (seks arbejdere og én »Tjenerinde«). Og der er hele seks nye tilfælde af syfilis: (»2 Arbejdere, en Tjenerinde, 3 Børn«). At børn også er smittede tyder på, at veneriske sygdomme på dette tidspunkt er udbredt også uden for den danske minelejr.

Fanøes nedladende omtale af grønlænderne er i øvrigt præget af kolonitidens holdning til »indfødte«. I et konkluderende afsnit mener den danske læge, at den udbredte gonorré »ikke er forunderligt, naar man kender de grønlandske Kvinders store Løsagtighed«. Han nævner ikke de danske mænds rolle i smitteudbredelsen.

Det flinke mineselskab

Gregers Fanøe sammenfatter sin gennemgang af de ti år, og sundhedstilstanden har »i det Hele ... været god, i enkelte Aar endog fortrinlig« – så fortrinlig, som det nu engang lader sig gøre under forholdene. Han oplyser, at de danske arbejdere især rekrutteres blandt unge, stærke og sunde mænd på landet, og at de før afsendelsen til Ivittuut undersøges, »navnlig for veneriske Sygdomme«, og at alle bliver revaccineret (mod kopper).

Og så glæder han sig over, at forholdene efterhånden er blevet stærkt forbedret – hvilket ifølge Fanøe især skyldes mineejernes vilje til at imødekomme alle ønsker: Der er bygget flere huse, de er bedre indrettet, der er mulighed for varme bade, og forplejningen er på alle måder blevet bedre. Der sørges for rigelig tilførsel af slagtesvin og andre forsyninger, som både er »rigelige og fortrinlige«. I stedet for henkogte og saltede grønsager får man nu nogle »langt bedre, men ogsaa meget kostbarere« grønsager på dåse. Det sker, at man får friske sydfrugter, apoteket et velforsynet, og nu dyrker man selv sin kokleare på stedet.

Det lyder som den rene idyl – men da det er mineselskabet, der betaler lægernes løn, skal man nok spise brød til den overstrømmende ros. Alligevel er dr. Fanøes beretning i Hospitalstidende en spændende kilde til forholdene i kryolitminen og minelejren og til belysning af de danske kolonisters holdning til værtslandet.