Kulturelle mæglere giver mere effektivt lægearbejde

Bruxelles

En pakistansk kvinde vil ikke have en mandlig læge til at undersøge, hvad der er galt med hendes foster.

En arabisk mand nægter at tage sin diabetes medicin, fordi han er bange for, at der er gelatine fra svin i tabletterne.

To hverdagssituationer, som kan være svære at håndtere for læger og sygeplejersker. I dag forsøger de at løse problemet ved hjælp af en tilkaldt tolk eller et familiemedlem.

Men der skal tydeligvis andet og mere til. Ifølge en undersøgelse fra Institut for Sundhedstjenesteforskning ved Københavns Universitet oplever 75 pct. af lægerne og 49 pct. af sygeplejerskerne denne gruppe af patienter som en særlig belastning i hverdagen.

Men det er muligt at opnå en bedre forståelse ved at oprette et korps af kulturelle mediatorer, der fungerer som brobyggere mellem patienter med anden etnisk baggrund og sundhedsvæsenet. Og det er netop, hvad Sundhedsstyrelsen nu går i gang på forsøgsbasis på Odense Universitetshospital, Bispebjerg og Glostrup hospitaler.

Lægen får mere viden

Kulturelle mediatorer kendes fra flere landes sundhedsvæsener. Bedst ser det ud til at fungere i Belgien, hvor de har virket på hospitalerne i mange år, og hvor de spiller rollen som både tolke, kulturformidlere og konfliktløsere. Hovedparten er af tyrkisk og marokkansk afstamning og repræsenterer således to af de største indvandrergrupper.

»Mediatorservicen betyder, at jeg som læge kan tilkalde nogen, der ikke alene forstår sproget, men også ordenes kulturelle kontekst. Mediatoren kan forklare behandlingen af sygdommen på en måde, så patienten forstår det, og ikke mindst forklare, hvad patienten selv skal gøre. Tit ved disse patienter meget lidt om kroppens indretning, og når de kommer til lægen, angiver de at have ondt alle vegne. Men når vi kender patientens problemer og historie til bunds, så sparer vi en masse unødvendige undersøgelser,« siger professor Luc Huyghens, der er leder af intensivafdelingen på UZ Brussel, et stort universitetshospital i udkanten af Bruxelles. Ikke mindst på hans afdeling er mediatorerne af uvurderlig betydning.

»Når vi har en kulturel mediator med, bliver det langt nemmere at tale om følsomme sager i forbindelse med livets afslutning som f.eks. organdonation og post mortem undersøgelser,« siger professor Huyghens, der også underviser lægestuderende i læge-patient relationen.

Han mener, det er meget vigtigt at arbejde med de basale holdninger.

»Det går ikke, hvis sundhedspersonalet har fordomme. Vi må respektere minoriteternes levevis, klædedragt m.m. Til gengæld skal de respektere hospitalets arbejdsgange og regler. Og her er mediatorerne til stor nytte. F.eks. havde vi for nogle år siden et problem med familien til en tyrkisk dreng, der var indlagt på pediatrisk intensivafdeling. Familien blandede sig i alt, og var til stor gene, også for de andre patienter. Men mediatorens indgriben førte til en langt bedre forståelse,« fortæller Luc Huyghens.

Bedre pleje og behandling

Hele mediator-institutionen er statsligt styret og har sin egen enhed i Den federale Service for Sundhed, Fødekædesikkerhed og Miljø. Lederen af enheden Hans Verrept har været engageret i sagen næsten lige siden mediator-begrebet blev introduceret i 1991.

»Der er generelt tilfredshed med systemet. Det har helt klart ændret situationen for de etniske patienter, både med hensyn til sikkerhed og rettigheder. Og patienttilfredsheden er blevet langt større«, fortæller Hans Verrept.

Den centrale mediations-enhed har gennemført to store undersøgelser af, hvordan ordningen fungerer. På positivsiden finder man langt større kvalitet i pleje og behandling. Undersøgelserne dokumenterer bl.a, at vigtige oplysninger ofte kun kommer frem, når mediatorerne er til stede, og at de er rigtig gode til at overtale patienten til at følge lægens anvisninger.

Dårlige oversættelser

På negativsiden blev det bl.a. afsløret, at det er en lang og sej proces at få kulturelle mediatorer accepteret og integreret. I de første mange år blev de brugt alt for lidt. Undersøgelserne afdækkede også, at tolkningen tit var for ringe.

I dag følges ordningen meget tæt af myndighederne bl.a. gennem årlige indberetninger. Der er sat ind med massiv efteruddannelse i medicinsk terminologi og tolketeknikker, og der arrangeres løbende kurser for sundhedspersonalet i, hvordan man bruger en mediator. Resultatet er bedre tolkning og langt større brug af mediatorerne.

»Men lægerne er stadig de mindst åbne overfor at bruge systemet. Det kan skyldes, at der somme tider kun er 50 pct. dækning på grund af ferie og sygdom, og lægen er under tidspres,« siger Hans Verrept.

Det kan også spille ind, at sundhedspersonalet, ifølge Hans Verrept, generelt har meget lidt forståelse for, hvad kulturelle og sproglige barrierer betyder for behandlingens succes.

På bunden af hierakiet

De belgiske erfaringer viser også, at det er vigtigt at have veluddannede mediatorer. Den officielle uddannelse er på tre år og af meget praktisk tilsnit, men en del mediatorer kommer med anden uddannelse.

»Et hospital er et meget kompliceret og hierarkisk system. Du behøver meget velkvalificerede folk, for at det kan fungere. Vores erfaring viser, at det går bedst med folk, der har en højere uddannelse og/ eller en sundhedsfaglig uddannelse som baggrund. Det er lidt af et held, hvis de kortuddannede fungerer, selv om de er både intelligente og ambitiøse. Vi ser meget gerne, at den grundlæggende uddannelse bliver på bachelor eller master-niveau«, siger Hans Verrept.

Han peger på endnu et problem, som det dog er sværere at finde en løsning på: Mange mediatorer føler sig nedvurderet i hospitalsmiljøet.

»Det er et stressende miljø med en hierarkisk opbygning, hvor de befinder sig i bunden. Der er mange depressioner, stor risiko for udbrændthed, og der er også mange skilsmisser i denne faggruppe«, siger Hans Verrept.

Og han tilføjer: »Ingen tvivl om, at mange læger og sygeplejersker er dedikerede til den gode sag, og for det meste er det også det gode, der sejrer, men de er jo mennesker som alle andre.«

Læs mere på www.health.fgov.be

Udenlandske erfaringer med anvendelse af kulturelle mediatorer i sundhedsvæsenet. Rapport udarbejdet for Sundhedsstyrelsen af Als Research. Kan downloades fra www.sst.dk

Kulturelle mediatorer i Belgien

De kulturelle mediatorer i Belgien har flere funktioner: de skal tolke, fungere som kulturelle mæglere, d.v.s. forklare lægeverdenen til patienterne og patientens verden til lægen, sørge for praktisk hjælp og følelsesmæssig støtte til patienten, fungere som konfliktmægler, besøge de etniske patienter på stuerne samt videregive problemer, som opleves af de etniske patienter, til sundhedspersonalet. Endelig arbejder de med sundhedsoplysning.

Hospitalerne har i dag ansat 80 mediatorer, der repræsenterer 17 forskellige sprog. De er fordelt på 58 hospitaler, heraf 10 psykiatriske. 2/3 er af marokkansk og tyrkisk afstamning.

Uddannelsen som mediator er tre-årig og foregår overvejende som praktisk træning i hospitalsmiljøet. Den teoretiske del omfatter bl.a. tværkulturel kommunikation, medicinsk antropologi, sundhedsvæsenets organisation, og medicinsk terminologi.

Mediatorservicen er forankret i Den federale Service for Sundhed, Fødekædesikkerhed og Miljø og har et budget på 2 mio. euro. De enkelte hospitaler søger om penge til aflønning af en mediator. De forpligter sig samtidig til at sende mediatoren på løbende efteruddannelse, ellers ryger betalingen.

Mediatorforsøg i Danmark

Fra 1. juni tiltræder et korps af kulturelle mediatorer på Odense Universitetshospital samt Bispebjerg og Glostrup hospitaler. Der er tale om et forsøg, der løber frem til december 2009. I dette forår uddanner man otte mediatorer og to projektledere. Tre af mediatorerne har anden etnisk baggrund end dansk.

De danske kulturelle mediatorer får ikke, sådan som de belgiske, en tolkerolle.

»Det er vigtigt at slå fast, at der ikke er tale om et tolkeprojekt. Det handler mere om at etablere en interkulturel dialog, og man kan godt få brug for at have både en tolk og en mediator til stede på en gang,« siger projektleder Anne Rygaard Bennedsen fra Sundhedsstyrelsen.

Hun forklarer: »Det er mediatorfunktionen, vi gerne vil evaluere, og vi var desuden bange for at lave et tolkeprojekt, bl.a. fordi der er mangel på tolke.

De danske mediatorer får tre hovedopgaver. De skal

• uddanne personalet i interkulturel kommunikation og konflikthåndtering

• vejlede og rådgive patienter om opbygningen af det danske sundhedsvæsen og forklare behandlingsforløb

• skal deltage i direkte kommunikation mellem behandler og patient som kulturformidlere eller konfliktløsere