Skip to main content

Kunstanmeldelelse

Rasmus Nejst Jensen, nejst1@yahoo.dk

9. jan. 2006
2 min.

Maler i medicinens tjeneste

Emil Nolde er en af ekspressionismens største kunstmalere. Han deltog i 1913-1914 i »Den medicinsk-demografiske tysk Ny Guinea-ekspedition«. Det var en af tidens mange darwinistisk inspirerede rejser, som skulle undersøge racemæssige og medicinske forhold hos urbefolkningen i Ny Guinea. Ud over Emil Nolde og hans danske kone deltog også to tyske læger på ekspeditionen. Emil Nolde var med som »visuel dokumentarist«, en datidens fotograf.

På Gl. Strand i København kan man for tiden se det kunstneriske resultat af ekspeditionen. Emil Nolde malede under hele rejsen, og værkerne er ophængt i kronologisk rækkefølge, så man som tilskuer følger kunstneren på rejsen fra Berlin over Rusland og Japan til Ny Guinea.

Billederne spænder fra enkle skitser i tusch over fine akvareller til kraftfulde, farverige oliemalerier i tidstypisk ekspressionistisk stil. Motiverne er både landskaber og bygninger men med hovedvægten på mennesker, hvor det racespecifikke træder tydeligt frem. Værkerne suppleres elegant af Emil Noldes egne dagbogsnotater fra turen. Her skinner det tydeligt igennem, at Emil Nolde - ligesom flere af tidens andre ekspressionister - var dybt fascineret af de oprindelige folkeslag og brugte dem som inspirationskilde til sin kunst:

»Urmenneskene lever midt i deres natur; de er et med den og en del af altet. Jeg gribes undertiden af den fornemmelse, at de er de eneste virkelige mennesker tilbage på kloden, mens vi er nogle deforme leddeløse dukker, kunstige og indbildske. Jeg maler og tegner i et forsøg på at fastholde noget af dette urvæsen«.

Man kan undre sig over, at den tyske stat valgte en ekspressionist som Emil Nolde som dokumentarist på en videnskabelig ekspedition. Det er ikke just en nøgtern, fotografisk gengivelse af det sete, som præger billederne, men derimod en eksplosion af farver og umiddelbare indtryk, gengivet med brede penselstrøg. Det kan vi andre så bare glæde os over.