Fakta og vurdering
»Der er et misforhold mellem mening og viden«, siger Peter Lund Madsen i begyndelsen af sin udsendelse om psykiatriske diagnoser. Og nu, hvor det ulykkeligvis skulle vise sig, at denne udgave af »Hjernekassen« blev en af hans sidste, står dette udsagn ikke blot som en passende introduktion til det specifikke tema, men også som et credo over hans samlede virke. Med varme, humor og sit skarpe intellekt har Peter Lund Madsen både som kliniker og bredt appellerende formidler altid insisteret på at rette op på denne ubalance; på at fremhæve faglighed og på nødvendigheden af at gøre sig umage, som han yndede at sige.
I denne udgave er udgangspunktet altså nogle af de nosologiske spørgsmål, som i fraværet af meningsfulde parakliniske markører altid har været mere presserende i psykiatrien end i de øvrige lægelige specialer. Men for Peter Lund Madsen forbliver det et udgangspunkt. Dagens gæst, professor Ole Mors, får utvetydigt gjort rede for den afgørende vigtighed af valid og reliabel diagnostik, men siden fører samtalen viden om. I løbet af én time introduceres lytteren til det diagnostiske interview, vi hører om den besynderlige implementeringsproces af ICD-11, den forestående sammenlægning af psykiatri og somatik, og vi får kort berørt spørgsmål om stigmatisering og de psykiatriske lidelsers natur.
»Peter Lund Madsen interviewer netop ikke som en preussisk stationsforstander, men lader sig lede af sin charmerende og naturlige nysgerrighed, og det er lige præcis heri, hans uforlignelige formidlingsmæssige styrke ligger. Han er savnet«Lars Siersbæk Nilsson, overlæge, klinisk lektor.
Jeg ved ikke, hvad man lærer på Journalisthøjskolen, men jeg tvivler på, at det er dette. Peter Lund Madsen er ikke stringent i sin fremgangsmåde. Han er rå, og han er associerende, men frem for alt er han autentisk. Han er begavet og lun uden behov for gestalte sig selv som klog eller morsom, og sådan lykkes det ham i denne udsendelse som i talrige andre at gøde jorden for en organisk og væsentlig samtale, der aldrig mister blikket for sin modtager. Når Ole Mors naturligt refererer til ICD-10 eller det sekundære sundhedsvæsen, beder Peter Lund Madsen om en uddybning, og på den måde udfolder han klart, hvad fagmanden tager for givet. Som sådan er han aldrig nedladende over for sine lyttere, men nysgerrig på deres vegne.
Der adresseres temaer, hvis kompleksitet man kunne have insisteret på, og en anden vært ville formentlig være blevet bragt til grådens rand af samtalens løse struktur. Peter Lund Madsen interviewer netop ikke som en preussisk stationsforstander, men lader sig lede af sin charmerende og naturlige nysgerrighed, og det er lige præcis heri, hans uforlignelige formidlingsmæssige styrke ligger. Han er savnet.
