Kvindernes fordrivelse fra medicinen

I højmiddelalderen var verdens fornemste lægeskole den, der lå i Salerno. Hvis man havde ambitioner som læge, var det her, i havnebyen ved den sydlige ende af Napolibugten, man rejste til. Henrik Harpestreng
(d. 1244), som introducerede lægekunsten i Danmark, var i sine lægebøger stærkt påvirket af Salernoskolen og havde formentlig selv opholdt sig der.

Salerno var Syditaliens hovedby og korsvej for europæisk, jødisk, græsk og arabisk kultur. Ikke langt herfra lå klosteret Monte Cassino, som var centrum for oversættelse af lærde værker fra den arabiske verden – herunder flere »glemte« græske forfattere.

»En lærd kvinde«

Salerno var især kendt for sin berømte lægeskole – den kristne verdens vigtigste centrum for uddannelse af læger. Her var tilknyttet hospitaler, hvor læger gav klinisk undervisning, og lægerne havde et ry, der tiltrak unge studerende fra hele Europa. Og blandt de mest berømte var en læge ved navn Trota.

Den tidligste omtale af hende findes i et skrift, »Compendium Salernitanum«, som fortæller, at hun helbredte en kvinde for en gynækologisk lidelse, som hendes mandlige kolleger ikke kunne stille noget op med. I det samme værk omtales hun som lærer eller professor.

Om selve personen ved man så godt som intet. Hun nævnes også af en lægekyndig munk, som besøgte Salerno i 1050’erne. Her mødte han, skriver han, kun én, der overgik ham i lægekundskab, »en lærd kvinde«. Desværre nævner han ikke noget navn. Det kan have været Trota, men det kan også have været en anden af de kvinder, som faktisk udøvede lægegerningen i Salerno for snart 1.000 år siden.

Noget tyder på, at Trota ikke var den eneste kvindelige læge: Der henvises i nogle skrifter til, at mulerieres Salernitane (kvinderne fra Salerno) havde udviklet bestemte lægelige metoder. Men Trota var den eneste, der lige som den lidt senere Hildegard af Bingen (1098-1179) selv forfattede medicinske tekster.

En redigeret samling af hendes skrifter, »Praktisk medicin ifølge Trota«, tyder ikke på en formel, universitær uddannelse, men er snarere baseret på iagttagelser og erfaring: Hvis patienten fejler det og det, skal du gøre sådan og sådan.

Og så havde Trota et fortrin frem for sine mandlige kolleger: Hun havde direkte adgang og kendskab til kvindelige kroppe – sin egen og sine kvindelige patienters.

»Praktisk medicin ifølge Trota«

De tre bøger, som tilskrives hende og som blev samlet allerede i 1100-tallet, handler om kvindemedicin og skønhedsråd. De er samlet i et værk med titlen »Trotula« (»Den lille bog (kaldet) Trotula«). Tekstsamlingens tilblivelse er lidt af en gåde, men den blev populær over store dele af Europa og kom i franske, engelske, hollandske, tyske, italienske og hebræiske oversættelser.

Trota var en kvinde, som formentlig døde i 1097, og som skrev lærebøger til mandlige læger om behandlingen af sygdomme hos kvinder. Stort set alle læger var mænd, som intet vidste om gynækologiske sygdomme – eller om kvinders anatomi, for den sags skyld.

Det rådede Trota bod på med sine skrifter om gynækologiske og obstetriske problemer. Her fremsatte hun som den første den kontroversielle tese, at barnløshed nogle gange skyldtes manden og ikke altid var kvindens skyld.

Det var dog langtfra alt i Trotas skrifter, der var helliget kvindesygdomme. »Practica secundam Trotam« (Praktisk medicin ifølge Trota) er det skrift, som med størst sikkerhed skyldes Trota selv. Det dækker en bred vifte af medicinske emner fra barnløshed og uregelmæssig menstruation til behandling af slangebid og skønhedsråd. Tre fjerdedele af teksten omhandler dog sygdomme, febre og læsioner, som er fælles for både mænd og kvinder.

Det er formentlig også Trota, der står bag den af de tre tekster i »Trotula«, som hedder De curis mulierum (Om behandlinger for kvinder). »Trotula« er en samling af skrifter om kvindesygdomme

Hildegard

Som nævnt var Trota ikke den eneste kvinde, der praktiserede medicin i Salerno. Hun er bare den eneste, hvis navn er kendt i dag og som har nedfældet tekster, der er overleveret frem til i dag.

De kvindelige læger, man hører om i tidlig middelalder, havde som regel tilknytning til klostre – naturligt nok, da klosteret var det eneste sted, en kvinde kunne få en form for boglig uddannelse og bidrage til forskning.

Hildegard af Bingen (1098-1179) var kristen mystiker og abbedisse i et benediktinerkloster. Ud over at komponere kirkemusik, opfinde et alternativt alfabet og lede et kloster nedfældede hun naturvidenskabelige og medicinske skrifter, der ikke som universitetsmedicinen hovedsagelig var baseret på teoretiske spekulationer, men på hendes praktiske erfaringer med pleje af patienterne i klosterets infirmeri og driften af den tilhørende urtehave og et apotek.

Hendes skrifter har muligvis været brugt i undervisningen af klosterets sygehjælpere. For historikere er de interessante, da de viser sider af middelalderens medicin, som ellers ikke er veldokumenteret, fordi udøverne som regel var kvinder og sjældent, som de lærde, kunne skrive på latin.

Både Trota og Hildegard adskiller sig i øvrigt fra den senere middelaldermedicin ved ikke at betragte menstruationen som noget urent. Begge skribenter bruger udtrykket »blomst« (lat.: flos). At kvinden havde »blomster« eller »blomstrede« var et almindeligt folkeligt udtryk for at have menstruation. I sin brug af blomstermetaforen sammenlignede Hildegard med træernes blomstring, »der sender grene ud og frembringer frugt«, og tilføjer, at kvinder, som ikke har denne blomstring, jo kaldes »ufrugtbare«.

Kvinderne fordrives

Fra det tidlige Egypten og fra antikkens Grækenland kendes flere navne på kvindelige læger og »helbredere«. I Athen var Agnodike i det 4. årh. f.v.t. den første kvindelige, autoriserede læge. Den ældste bog om kvindesygdomme, som er skrevet af en kvinde, er Metrodoras »Om kvinders sygdomme og deres behandling«. Det fremgår af teksterne, at Metrodora havde en bred klinisk erfaring, og hendes bog blev udbredt i den græsk-romerske verden. I latinsk oversættelse var den i brug helt op i middelalderen.

Men fra 1100-tallet begyndte fordrivelsen af kvinder fra medicinen, der i de kommende århundreder endte med at blive monopoliseret af mænd. Det skete i takt med, at lægekunsten udvikledes fra at være noget, man lærte sig og kunne, til at blive en profession. Nu blev læger uddannet ved universiteter, hvor kvinder ikke havde adgang. Uden en universitetsuddannelse var man afskåret fra at udøve, og hermed var kvinderne trængt væk fra lægegerningen. Trotas (og muligvis andre kvinders) gynækologiske skrifter blev inkorporeret i den undervisning og den litteratur, som mandlige autoriteter stod for.

I et værk om Trota fortæller den amerikanske historiker Monica Green om den skæbne, der overgik Perretta Petone. Hun var en enke, der praktiserede som kirurg i Paris. I 1411 blev hun slæbt i retten af byens kirurger og anklaget for uduelighed og for at praktisere uden at være godkendt som kirurg. Hun forsvarede sig med, at hun var udlært hos sine slægtninge i en provinsby, og at hun med godt resultat havde praktiseret i Paris i otte år. Hendes forklaring, der skulle godtgøre hendes faglige viden for retten, blev afbrudt og forstyrret af kirurgerne, der var mødt talstærkt frem for at håne og vrænge ad hende. Sagen endte med, at enken Petone fik forbud mod at udøve kirurgfaget.

Og snart skulle det gå endnu mere hårdhændet for sig i kampen for at fordrive kvinder fra medicinens og kirurgiens enemærker. Fra 1400-tallet og frem blev stadig flere kvinder anklaget for trolddomskunster. I 1487 blev Jeanne Villain og Henriette de Crans brændt på bålet i Besançon, dømt for at kurere syge med trylleformularer og påkalde Djævelen.

Ved slutningen af middelalderen var det forbundet med livsfare for kvinder at udøve lægekunst. Det var blevet mændenes domæne.