Skip to main content

KVIS - FORLIS

Jesper Brahm, FAS-redaktør

1. nov. 2005
3 min.

Det ambitiøse projekt om kvalitetssikring af speciallægepraksis (KVIS) ser ud til at stoppe umiddelbart før den praktiske iværksættelse. Dermed vil et års forberedende arbejdsindsats og over 3 millioner kroner være spildt. Historien kan blive et skoleeksempel på, hvor galt det kan gå, når vilje, redebonhed og fælles ejerskab må vige for andre - politiske? - hensyn.

Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS), og dermed også FAS, har sammen med Amtsrådsforeningen (ARF) i over et år intenst arbejdet på at iværksætte en kvalitetssikring og -udvikling af speciallægepraksis (KVIS). Dette ambitiøse projekt ser nu ud til aldrig at blive til noget på grund af en påfaldende mangel på vilje hos den ene af samarbejdsparterne, ARF.

Nuværende

Projektet har pludselig fået akutte smerter! Årsagen er ikke ganske klar, men symptomerne er der. Der er ikke en genuin vilje hos samarbejdspartneren ARF til at ville løse nogle mindre, praktiske og økonomiske detaljer ifølge FAS' direktør, Jørgen Iversen. Det har undret FAS og FAPS så meget, at FAS ved formanden, Karsten Nielsen, har sendt ARF et brev, som drager viljen til samarbejdet fra ARF´s side i tvivl, og som lægger op til et ophør af samarbejdet med ARF om projektet.

Tidligere

I oktober 2002 undfangede FAPS' bestyrelse den ide, at de ca. 1.200 praktiserende speciallæger med heltids- eller deltidsydernummer skulle indgå i en kvalitetssikring og -udvikling af ydelserne.

Projektets ide blev præsenteret for ARF, og der blev efter en del forhandlinger enighed om at igangsætte projektet. Fonden for Faglig Udvikling

af Speciallægepraksis (se fakta på www.faps.dk) finansierede projektet, og der blev afsat 18 millioner kr. Der indgik således ikke offentlige midler til projektet. Projektet forventedes gennemført inden for 3-4 år. I projektets første fase blev to konsulentfirmaer parallelt sat til at udarbejde en oversigt over projektets omfang og lave undersøgelser over holdningen til projektet hos de praktiserende speciallæger.

Allerede her anede man kimen til en konflikt, idet denne parallelundersøgelse - et krav fra ARF - fordyrede projektet med et betydeligt beløb. Positive politiske udmeldinger fra ARF var ikke altid i samklang med viljen til at løse de praktiske problemer. For at forebygge konflikten mellem FAS og ARF aftalte parterne at flytte ledelsen af projektet fra det politiske regi til en styregruppe. Styregruppen blev etableret med 6 medlemmer, 3 udpeget fra hver af de to opdragsgivere. Styregruppen har håndteret arbejdet på udmærket vis, og den har som afslutning på første fase af projektet indstillet to ansøgere til det professionelle team, der skal stå for den praktiske gennemførelse af projektets øvrige faser.

Efterskrift eller gravskrift?

FAPS' bestyrelsesmedlemmer har modigt vovet at sætte deres politiske liv ind på KVIS-projektet. De har skullet forklare de menige medlemmer af FAPS, at det er værd at investere tid og andre ressourcer i bl.a. en systematisk registrering. Det er lykkedes hidtil, fordi repræsentantskabet har givet sin enstemmige tilslutning! Den mulighed opstår næppe igen. Det kan ikke være ukendt for ARF.

ARF er en af initiativtagerne til Den Danske Kvalitetsmodel, og ARF er sammen med FAS medlem af Det Nationale Råd til Kvalitetsudvikling i Sundhedssektoren. ARF og FAS har da et fælles mål.

Hvad får så ARF til at lave en kovending? Er det mistro til FAS og FAPS? Er det personlige modsætningsforhold? Er der andre politiske dagsordener hos ARF, der har taget over i forbindelse med strukturreformen?

Spørgsmålene er mange, men svarene må nok blæse i vinden. Formanden for FAS, Karsten Nielsen, ønsker ikke på nuværende tidspunkt at kommentere samarbejdet om projektet. Formanden for FAPS, Jørgen Meibom, giver udtryk for sin personlige holdning til situationen ved at udtale sin skuffelse over, at KVIS-projektet, der anerkendes både nationalt og internationalt, og som er en unik mulighed for kvalitets-udvikling for speciallægepraksis, ikke bliver ført ud i livet.

Meget tyder på, at kun besindighed, imødekommenhed og politisk vilje fra ARF´s side til at genoptage projektet kan redde det og dermed også respekten hos en part, som uanset strukturændringer stadig er en vigtig medspiller. Hvordan vil det fremtidige samarbejde blive?