»Lad dem spise rugbrød …«

Under første verdenskrig var det neutrale Danmark ikke direkte berørt af krigshandlinger. Der var nogle, der blev styrtende rige på at sælge underlødig dåsemad til krigens fronter – de såkaldte gullaschbaroner. De kunne svælge i champagne og foie gras. Men for de fleste danskere betød krigen smalhals, og hos mange var det den fattige hørm af kogte kålrabiroer, der hang i luften ved spisetid.

Kålrabi kunne man koge suppe på. Den kunne også laves til marmelade. Ved at riste roerne kunne man endda lave erstatningskaffe.

Det var småt med kartofler, og brødkorn var så knapt, at regeringen i 1917 forbød at bruge de to basale fødevarer til at lave brændevin af. Alligevel var der rationering på mange varer. Hvis man for eksempel ville købe sukker, smør, rugbrød eller franskbrød, eller spise ude, måtte man have rationeringsmærker med til købmanden, bageren, restauranten eller kantinen.

Oven i vareknapheden kom der en del udlændinge til landet – overvejende fra Rusland og Polen. En stor del var krigsfanger, som var flygtet fra tyske fangelejre. Men en betydelig del var baltere og russere – heriblandt tsaristiske officerer og velhavende forretningsfolk – der var flygtet fra bolsjevikkernes revolution.

Lægeattest på franskbrød

Generelt blev der taget godt imod de eksilerede. Og læge Axel Hansen, Hareskov Kuranstalt, havde bestemt ikke noget imod de udenlandske gæster – men …! I Ugeskrift for Læger ville han dog gøre sine kolleger opmærksomme på et forhold, som han mente burde påtales, sådan rent lægeligt set.

Sagen var nemlig den, at han i løbet af krigsårene havde set en hel del af »disse Udlændinge« på sanatoriet. Der har formentlig været tale om relativt velstående personer, da kuranstalten, der lå ved Bagsværd Sø, nord for København, henvendte sig til et eksklusivt publikum. Axel Hansen havde bemærket, at de næsten aldrig medbragte rugbrødsmærker. De var stort set altid ombyttet med franskbrødsmærker, skriver han i Ugeskrift for Læger.

Den slags var selvfølgelig i orden, hvis de havde en konkret mave- eller tarmsygdom, så de ikke kunne tåle rugbrød. Men »i de fleste Tilfælde er der absolut ingen Tegn paa nogen saadan Lidelse«.

»De Udlændinge, som kommer her til Landet bliver simpelthen af deres Landsmænd vist til de forskellige Kontorer for Ernæringskort, og et af disse Kontorer er Lægens, hvor man faar byttet Rugbrød med Franskbrød«, skriver Axel Hansen.

Man går bare ind til lægen og siger at »man vertragt nicht Schwarzbrot«, for det giver trykken for tarmene, halsbrand osv., og så får man sin lægeattest – uden, at der ved samme lejlighed ordineres en diæt.

»… vort gode Rugbrød«

»Jeg har set en Dame spise et stykke Franskbrød belagt med Kalvesteg + Spegepølse og dertil spisende Sildesalat i store Mængder«, fortæller Axel Hansen, som damen henvendte sig til for at få sit franskbrødskort fornyet. Men dr. Hansen var ikke sådan at løbe om hjørner med: Han forklarede, at hvis han skulle forny kortet, måtte han først undersøge hende med prøvemåltid osv. Det ville damen på ingen måde være med til – så hellere spise rugbrød, hvad hun da også gjorde uden problemer i den næste måned.

Da hendes sanatorieophold var forbi, rejste damen til København, men kom tilbage til sanatoriet igen efter tre måneder. Og nu havde hun igen fået franskbrødsmærker, som en praktiserende kollega inde i hovedstaden åbenbart havde ladet sig besnakke til at attestere for!

Axel Hansens erfaring var, at man blot behøvede at tale om en funktionsundersøgelse. Det var i sig selv »nok til at faa alle dem, som i virkeligheden ikke har nogen Mave-Tarmlidelse, til at spise vort gode Rugbrød«. Tilmed var det danske rugbrød langt bedre end det meste af det brød, man i øjeblikket kunne få i de fleste andre europæiske lande.

Men når de fremmede kom til Danmark, fik de hurtigt lært hinanden, hvordan man kunne besnakke en praktiserende læge til attestere, at man fik trykken og svien af at spise rugbrød.

Axel Hansen slutter med at forsikre, at hans indlæg ikke måtte tolkes som et udslag af »Ugæstfrihed« over for de fremmede. Men de andre patienter på sanatoriet havde altså svært ved at se »deres egen knapt tilmaalte Franskbrødsration ved Siden af alle de fremmedes ret ubegrænsede Mængder«.

Desværre stod det ikke i sanatorielægens magt at lave om på det, når en anden lægekollega først havde udstedt franskbrødsattesten. »Derfor denne Henstilling til rette Vedkommende«, slutter han.

Ud med kød og alkohol

Formentlig har Axel Hansen været påvirket af de tanker, som lægen og ernæringsforskeren Mikkel Hindhede promoverede med stor energi. Hindhede, som var en missionerende vegetar, var leder af Statens Laboratorium for Ernæringsundersøgelser og rådgiver for regeringen under første verdenskrig.

Hindhede var fortaler for grov kost, masser af rugbrød, havregryn, grøntsager og kartofler og en kødløs diæt. Kontroversielle tanker i begyndelsen af det 20. århundrede – men også tanker, der passede som fod i hose til regeringens rationeringspolitik. For at sikre brødproduktionen blev det forbudt at bruge korn til fremstilling af brændevin, ligesom afgiften på brændevin blev mere end tidoblet. Samtidig blev bestanden af svin reduceret til en femtedel, og kvægbestanden blev ligeledes kraftigt reduceret, hvorved kornet kunne anvendes til brødfremstilling i stedet for dyrefoder.

Da rationeringen ophørte, kunne Hindhede med statistisk materiale vise, at den delvist kødløse diæt havde gavnet folkesundheden. Måske har det også spillet ind, at alkoholforbruget gik dramatisk ned.

Groft brød og afføring

Axel Hansen kunne derfor med god grund have henvist til Hindhede. Det gjorde han dog ikke – og han henviste heller ikke til en lige så relevant videnskabelig artikel, som Ugeskrift for Læger ellers havde bragt tidligere på året – »Om Afføringens Betydning for Kvælstofabsorptionen fra Grovbrød«.

Artiklen citerer en tysk fysiolog for (blandt meget andet) den iagttagelse, at der visse steder i Tyskland – nemlig i Westphalen – bages rugbrød (Pumpernickel) med klid i melet, og at der ikke findes noget land, »hvor Menneskets Fordøjelsesredskaber befinder sig i en bedre Tilstand«. Beviset er, at man nemt kan se, hvor grænsen går mellem Westphalen og Niederrhein »på det helt særlige Omfang af det tiloversblevne af indtagne Måltider, som Forbipasserende efterlader i Hække og Hegn«.

Et stort forsøg fra Leiden citeres i artiklen. Det viser, at indtagelsen af 1 kg franskbrød resulterer i 288 g fæces, mens 1 kg grahamsbrød (med klid i melet) resulterer i 583 g afføring.

Forfatteren konkluderer, at det grove, klidrige brød ligesom grød af rugmel med klid er det bedste middel mod tarmatoni, og at forklaringen på vegetarernes gode helbred ikke er klidens næringsindhold, men dens stimulerende virkning i tarmen.

Hareskov Kuranstalt (som var sanatoriets navn) blev i 1943 beslaglagt af tyskerne til brug som lazaret for sårede soldater. Det blev brændt ned af modstandsgruppen BOPA den 8. oktober 1944. Frem til 1957 henlå stedet som ruin. Det blev fjernet for at give plads til et moderne etagebyggeri, »Hareskovbo«.À