»Vi føler, at der er det her dybe samfundsperspektiv i vores arbejde, og at vi er forpligtet til at samle den viden sammen, forske i den og få det formidlet. Det er virkelig med til at give mening i det daglige«.
Sådan sagde vicestatsobducent Ole Ingemann Hansen fra Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet afsluttende, da han i Ugeskrift for Læger nr. 2/2025 fortalte om sin retsmedicinske hverdag i artiklen »De levende, de døde og den fyldte rygsæk«.
For det lægearbejde, der set udefra kan virke noget trøstesløst, har nogle dybt meningsfulde sider, var hans budskab. »Her glædes døden over at hjælpe de levende«, som der da også klassisk står over døren ind til obduktionsgangen på instituttet i Aarhus.
Det handler om at kunne levere afgørende bidrag til retssikkerheden i både de enkelte sager og på et større plan, og det handler om at være med til at forebygge kriminalitet og forebygge eller mindske konsekvenserne af ulykker.
Om at være med til at sikre, at den eller de rigtige bliver dømt i en sag om drab, voldtægt eller overgreb på børn. Men også om at bruge den retsmedicinske viden til undgå, at det kommer til de voldsomme overgreb mod barnet ved at kunne gribe ind i tide ved de første tegn på vold.
Ved at være med til at udvikle bilers sikkerhedsudstyr, forebygge højresvingsulykker med forskudte stopstreger og blå bemaling af cykelbanerne.
»Da jeg var ung læge, var det omkring to tredjedele af alle, der døde på sygehuset, der blev obduceret. I dag er tallet, så vidt jeg ved, mindre end 1%«Peter Mygind Leth, statsobducent, SDU
Og ved via sårballistisk viden at sikre brugen af den rigtige ammunition hos politi og forsvar og sikre bedst beskyttelse i det body armour, der bruges af politifolk og soldater.
Eksemplerne er flere, for retsmedicin er måske nok et lille speciale, men det har rigtig mange snitflader.
Ugeskrift for Læger har spurgt landets tre retsmedicinske institutter om, hvad henholdsvis problemerne og mulighederne for det retsmedicinske speciale og specifikt det retspatologiske og det klinisk retsmedicinske arbejde er i de kommende år.
Vi sætter i denne artikel fokus på udfordringerne. I tre kortere artikler længere nede på siden kan du læse de tre institutters bud og flere eksempler på veje og arbejdsfelter, retsmedicinen kunne forfølge og udvikle.
Fælles for de tre institutter er en bekymring for, om man får personundersøgt og obduceret »de rigtige« og i tilstrækkeligt omfang. Lad os starte med obduktionerne:
Antallet af obduktioner er faldet drastisk over de seneste årtier. Det gælder både de obduktioner, der foretages på de retsmedicinske institutter, hvoraf langt, langt størstedelen sker med politiet eller Rigspolitiet som rekvirent og »den betalende kunde«, og især dem, der foretages på hospitalerne ved dødsfald hos indlagte patienter.
I dag er Peter Mygind Leth statsobducent på Retsmedicinsk Institut på Syddansk Universitet (SDU), men allerede i 2006 advarede han og hans medforfattere i en artikel om, at »antallet af hospitalsobduktioner er faldet så meget, at den danske dødsårsagsstatistik nu må antages at være behæftet med store fejl«. Og det fald i antallet af obduktioner er fortsat:
»Da jeg var ung læge, var det omkring to tredjedele af alle, der døde på sygehuset, der blev obduceret. I dag er tallet, så vidt jeg ved, mindre end 1%«, konstaterer han.
Også Ole Ingemann Hansen fra instituttet i Aarhus peger på det faldende antal obduktioner som »en faglig udfordring«, og det handler ikke kun om hospitalsobduktionerne, men også dem, der foretages på de retsmedicinske institutter. I 2009 havde de på hans institut 550 obduktioner – i år 2024 ender tallet på lige omkring de 300, fortæller han.
Det er både et problem i uddannelsen af nye retsmedicinere, men ligesom Peter Mygind Leth peger han også på de samfunds- og forebyggelsesmæssige konsekvenser:
»Det er klart, at hvis vi ikke obducerer i hverken hospitalsregi eller i vores regi, så ved vi i princippet ikke med sikkerhed, hvad folk er døde af. Man troede måske, det var hjertet – men personen fejlede måske noget andet, som nu ikke bliver opdaget, og så går vi glip af viden og indsigter, der ellers kunne komme andre til gavn.
De få obduktioner sætter også spørgsmålstegn ved validiteten af dødsårsagsstatistikken og har dermed i sidste ende konsekvens for landets sundhedspolitik«, siger Ole Ingemann Hansen.
På Retsmedicinsk Institut i København peger statsobducent Jytte Banner på, at den faglige kvalitet og udviklingen af retsmedicinen i forhold til obduktionerne også handler om at kigge på, om »det er de ,rigtige’, der bliver obduceret i forhold til den viden, vi gerne vil have som samfund«.
Hun undrer sig f.eks. over, at der ikke bliver lavet flere obduktioner ved selvmord og trafikulykker.
»På de områder har vi også set et drastisk fald i antallet af obduktioner. Vi mister hele det forebyggende perspektiv – der er rigtig meget viden, der går tabt«, siger Jytte Banner.
»Det giver ikke nogen mening, at børn ikke har samme rettigheder som voksne [...]. De skal have samme ret [...] til at blive undersøgt og få efterforsket deres sag«Jytte Banner, statsobducent, KU
Ole Ingemann Hansen understreger også, at de manglende undersøgelser af f.eks. trafikdræbte er problematiske:
»Dem så vi for 10-15 år siden mere rutinemæssigt, men hvis politiet har vidner, eller politiet selv kan kortlægge, hvordan ulykken er sket, så bestiller de nu langt sjældnere obduktion af offeret.
Men tag f.eks. ulykker, hvor en bilist pludselig skifter bane og støder frontalt ind i en modkørende. Hvad lavede han lige inden? Sad han bare og kiggede i sin mobiltelefon, eller var han syg og havde fået en blodprop lige inden?
Det ved vi jo ikke, hvis han ikke bliver obduceret, og det ville da være godt at vide – både for de pårørende, det retssikkerhedsmæssige i uagtsomme manddrabssager og i forhold til forskning«, siger Ole Ingemann Hansen.
Og ligesom sine kolleger i Odense og København peger han på, at der i forhold til antallet af både obduktioner og personundersøgelser er et indbygget dilemma i den tætte forbundethed mellem institutterne og den altdominerende rekvirent – politiet og dermed politiets økonomi.
Efter politireformen for 15 år siden blev betalingen for de ydelser, politiet køber på de retsmedicinske institutter, flyttet fra at være finansieret af en central pengekasse under Justitsministeriet til at betales af de budgetter, der ligger i de enkelte politikredse, konstaterer Jytte Banner:
»Der er vi inde i, at det er et andet system, der vurderer den enkelte sag i forhold til deres opdrag: Er den her sag belyst nok til, at den kan lukkes rent juridisk og ansvarspådragende?
Om det er et problem, kommer an på, hvilken vinkel man ser det fra. Hvis man har den snævre opfattelse, at retsmedicinere er sat i verden for at servicere politi og domstole, og de to instanser følger det regelsæt, de nu er underlagt, så er det ikke noget problem.
Men jeg synes, det er et kæmpe problem, hvis man ikke har en forebyggelsesmæssig og socioøkonomisk tilgang. Man bliver fanget lidt i, at der er et regelsæt for, hvornår et dødsfald skal anmeldes, og for hvornår politiet skal sige ja til en obduktion, og der er altid nogle grader af fortolkning i de afgørelser«, siger Jytte Banner.
Peter Mygind Leth fra SDU er enig:
»Det er lidt svært for os at dokumentere det, men vi har en fornemmelse af, at man ikke bruger os helt nok. At man sparer på obduktioner og personundersøgelser. Det er i hvert fald logisk nok, at når politiet selv skal spare, så vil de selvfølgelig også kigge på, om de kan spare på deres udgifter til os«, siger han.
Fra instituttet i Aarhus konstaterer Ole Ingemann Hansen, at »vi har ikke fået at vide fra politiet, hvorfor de bestiller færre obduktioner – om det udelukkende er et økonomisk spørgsmål, eller om de synes, de ikke har fået nok ud af det«.
Hvis det sidste er tilfældet, skyldes det så, at vi ikke er dygtige nok til at forklare vores fund eller ikke er grundige nok? Det tænker jeg faktisk ikke er tilfældet. Vi udfører i dag en tiltagende mængde supplerende undersøgelser og dermed en grundigere obduktion i forhold til tidligere, så vi er i stand til at give et bedre svar på dødsårsagen.
Vi kan bare konstatere, at der er sket et fald i antallet af obduktioner. Om det skyldes politiets ressourcer eller økonomimodellen med, at kredsen styrer egen økonomi, ved jeg ikke. Men man kan have indtryk af, at hensynet til økonomien vejer tungerne end alt andet, i værste fald også tungere end retssikkerheden«, siger Ole Ingemann Hansen.
Som nævnt er også antallet af personundersøgelser faldet over årene. Instituttet i Aarhus oplevede ellers en stigning i 5-10 år frem til 2022-2023, men har siden oplevet et fald, siger Ole Ingemann Hansen.
Personundersøgelserne laves først og fremmest i voldtægtsager og i sager med mistanke om fysiske eller seksuelle overgreb på børn. Der skal retsmedicineren sikre spor og dokumentere eventuelle skader.
»Politiet mener selvfølgelig, at de kører de sager hos os, de skal, og de tænker måske, at i lige dén eller dén sag er det ikke sporsikringen, der er afgørende, fordi begge parter har erkendt, at de var til stede. Problemet er bare, at vi aldrig på forhånd ved, om det lige præcis er dén sag, hvor vi kan gøre forskellen i forhold til at finde en gerningsmand.
Måske har begge parter erkendt, at de var til stede, men der er vores retsmedicinske tilgang så, at hvad nu hvis en af parterne ændrer forklaring og siger, der har været en tredje person? Og hvad hvis der har været en tredje person til stede i en sag om et barn, der er blevet rusket? Der er vi drevet af at sikre spor«, siger Ole Ingemann Hansen.
I forhold til børnesagerne peger både han og Jytte Banner på, at det er afgørende at få »de rigtige børn« ind til en retsmedicinsk undersøgelse, og Jytte Banner understreger igen, at der er indbygget forskellige opgaver og roller i sagerne, og at »det giver mindre fokus på den hele løsning, hvorfor systemisk tænkning er påkrævet af hensyn til barnet«.
»Når der fra kommunen kommer en anmeldelse og en mistanke om, at et barn har været udsat for vold, foretager man selvfølgelig en juridisk og politimæssig visitation af, i hvilke sager man vil have foretaget en retsmedicinsk undersøgelse. Set fra det perspektiv er det forståeligt nok, at man ser på, om ,sagen holder’ i forhold til den opgave, man har.
Men det er også en farlig vej at gå, før man har en ordentlig afdækning af sagen, f.eks. objektiv retsmedicinsk undersøgelse af barnet, for på hvilket grundlag træffes beslutninger undervejs? Man risikerer at afvise de enkelte sager lidt for tidligt, samtidigt med at man kan komme til at sende et signal til barnet om, at man ikke tager det alvorligt, når nu det har taget mod til sig og fortælle om volden«, siger Jytte Banner.
Men uanset spørgsmålet om prioritering og jura, og om politiet med rette siger, at den sag må kommunen tage sig af, »ændrer det ikke på, at barnet skal tages alvorligt«, siger hun.
Og det er det, hendes institut satte i system i et projekt med Københavns Politi og Børnehus Hovedstaden, hvor alle børn, hvor der foreligger en politianmeldelse med mistanke om vold, er blevet tilbudt en retsmedicinsk undersøgelse af evt. skader og læsioner i forbindelse med videoafhøringen i Børnehuset.
»Det giver ikke nogen mening, at børn ikke har samme rettigheder som voksne, når de angiver sig udsat for vold. De skal have samme ret og tilgængelighed til at blive undersøgt og få efterforsket deres sag, som voksne har. Heldigvis støtter justitsministeren nu op om dette. En sag om vold mod et barn kan ikke bero på barnets ord alene, og da vi startede de systematiske undersøgelser i projektet, fandt vi også tegn på vold i vores undersøgelser på de børn, der ikke selv havde fortalt noget«, siger Jytte Banner.
Siden 2020 har hendes institut arbejdet for at udbrede modellen nationalt, og den bliver nu afprøvet af Institut for Retsmedicin i Aarhus, Børnehus Midt og Midt- og Vestjyllands Politi.
Men hvordan kan »et lille speciale, hvor rigtig mange kompetencer skal være på plads hos de få læger, der udøver et fag, der har rigtig mange snitflader både til både politi, domstole, sygehusafdelinger og kommuner«, som Jytte Banner udtrykker det, »undgå at blive smurt for tyndt ud på brødet?«
Selv mener hun, at der i og med at »samfundets krav, det politiske fokus og politiets behov ændrer sig, er brug for både ressourcer og subspecialisering«.
På instituttet på SDU er Peter Mygind Leth som sådan ikke bekymret for den faglige kvalitet i specialet: Speciallægeuddannelsen i retsmedicin er kun fra 2008, og den bliver løbende forbedret – lige nu er der ved at blive udarbejdet en ny målbeskrivelse – ligesom institutternes arbejde er kvalitetssikret via DANAK (Den Danske Akkrediteringsfond), påpeger han.
Men når det handler om kvalitet, mener han ligesom Jytte Banner, at en højere grad af subspecialisering er en vej at gå.
»Vi har f.eks. på alle de tre institutter hver haft læger i Italien for at få en uddannelse i hjertepatologi, og vi har en landsdækkende gruppe, der arbejder med hjertepatologien. Det understøtter i den grad det forebyggende arbejde, fordi det er med til at afdække arvelige faktorer, så der kan sættes forebyggende ind over for den afdødes slægtninge«.
Og så peger Peter Mygind Leth på, at finansieringen af den retsmedicinske forskning og udviklingsarbejdet på institutterne udelukkende kommer fra universiteterne selv:
»Det er et problem, at politiet som rekvirent ikke betaler et overhead til forskning«Peter Mygind Leth, statsobducent, SDU
»Det er selvfølgelig også et spørgsmål om, at vi får sat vores viden i spil og får publiceret vores forskning og resultater, men der synes jeg, at det er et problem, at politiet som rekvirent ikke betaler et overhead til forskning.
I den særlige bekendtgørelse om området hedder det, at det er universiteterne selv, der skal levere den del, og det får vi på SDU. Men under alle omstændigheder synes jeg godt, at vi kunne få noget overhead til udføre den forskning, som jo i virkeligheden er grundlaget for de konkrete ydelser, vi leverer, og for at vi kan medvirke til forebyggelse i alle mulige andre sammenhænge«, siger han.
Jytte Banner er enig:
»Det kunne godt være en diskussion, man skulle tage. Det kan være vanskeligt som lille speciale at levere en Mercedes-model til politiet, fordi behov og krav øges, når man kun bliver betalt for en Skoda«.
Jytte Banner, statsobducent, Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet
»I mine øjne bliver det stadigt vigtigere for os som fag at få formidlet ud, hvem vi er, hvad vores primære opgave er, og hvilken rolle vi har i de forskellige snitflader«, siger Jytte Banner – det er ikke mindst vigtigt, fordi det generelle billede af, hvad retsmedicinere laver, er noget forsimplet:
»Jeg bliver rigtig tit mødt af en forestilling om, at vi er sådan nogle, der står nede i en mørk kælder og kun laver obduktioner. Det kommer bag på rigtig mange – selv lægefaglige kolleger – at vi undersøger flere levende end døde. Men det er et område, der er vokset meget i de senere år, efter vi overtog ansvaret for hele det klinisk retsmedicinske og i takt med et større politisk fokus på levende ofre med etablering af Center for Voldtægtsofre og Børnehuse«.
Jytte Banner peger på, at de retsmedicinske kerneopgaver betyder, at retsmedicinerne har en massiv viden om dokumentation, vurdering og fortolkning af skader/læsioner og dødsårsager, og at det har en masse sidegevinster.
»Der ligger rigtig mange brugbare data til forebyggelse hos os – også selv om vi beskæftiger os med en selekteret del af befolkningen – både de døde og de levende. Det er – i hvert fald, når vi taler om de døde – jo ultimativ diagnostik, vi stiller«.
Det er ofte udsatte borgere, og dermed borgere, hvor ulighed og udsathed kan spille ind i en række sociale- sundhedsmæssige sammenhænge, retsmedicinerne arbejder med, og »det ville da være underligt, hvis man ikke brugte den viden, og forebyggelse er jo en underliggende hovedopgave for os – den giver arbejdet som retsmediciner mening«, understreger Jytte Banner.
Som et eksempel nævner hun SURVIVE-projektet, der i 2013-2015 havde fokus på at standardisere og udvide obduktionen af personer med en psykiatrisk diagnose for at afdække viden om for tidlig død hos personer med en psykisk lidelse, fordi det er velkendt, at levetiden er markant nedsat for denne gruppe af borgere i forhold til baggrundsbefolkningen.
Hun peger på, at det er vigtigt, at det retsmedicinske felt arbejder systemisk med tingene – specielt der, hvor der er snitflader med både kommune og hospitalsvæsen – og fremhæver Center for Voldtægtsofre og Børnehusene som gode eksempler.
Jytte Banner peger desuden på to andre specifikke områder, hvor retsmedicinske undersøgelser kunne bidrage til at øge retssikkerhed og forebyggelse for udsatte børn:
»Tag f.eks. Familieretshusene, hvor der er masser af sager, der handler om børn, der kommer i klemme mellem forældre, hvor der måske er påstande om, at den ene forælder udøver vold mod både partneren og barnet.
Og der er også krisecentrene: Hvem tager sig af de personer, der opsøger centrene med deres børn, fordi de lever i en voldelig relation? Hvem griber dem i forhold til dokumentation og tydeliggørelse af, hvad der egentlig foregår«, spørger hun – og fremhæver også debatten om partnervold og kvindedrab.
»Kunne man stoppe det noget før, hvis man arbejdede tværsektorielt, systemisk og systematisk og fik solide data og dokumentation?«
Mens måden at obducere på ikke har ændret sig synderligt de sidste mange hundrede år, konstaterer Jytte Banner, at der er andre oplagte udviklingsområder:
»Der ligger et kæmpe potentiale i AI-teknikker, hvor vi ved brug af vores data på en systematisk måde ville kunne udvikle likelihood-ratioer og risikoprofiler på bestemte typer af sager – det kunne f.eks. være drukneulykker og faldulykker. Det kunne både bruges i det forebyggende arbejde, men også gøre vores vurderinger på enkeltsagsniveau bedre«, siger hun.
Peter Mygind Leth, statsobducent, Retsmedicinsk Institut, Syddansk Universitet
»Det drastiske fald i antallet af hospitalsobduktioner betyder, at mange af patologerne på sygehusene ikke længere kan obducere. Nu er det retsmedicinerne, der har ekspertisen«, konstaterer Peter Mygind Leth.
Tanken om at lade retsmedicinere helt overtage udførelsen af hospitalsobduktioner er ham ikke fjern:
»Det kunne man godt overveje, for vi er dem, der er bedst uddannet i obduktionsalgoritmerne«, konstaterer han.
Han ser gerne, at det retsmedicinske arbejdsfelt bliver udvidet – som det f.eks. er sket med arbejdet for regionerne med at lave obduktioner i forbindelse med uventede dødsfald.
»Det var et område, der faldt mellem to stole ved den nye økonomiordning, for der er ikke nogen politimæssig indikation for obduktionen, men det var en stor samfundsmæssig indikation, fordi man gerne vil vide, om der kunne være noget arveligt på spil, som den afdødes børn eller søskende kunne blive påvirket af, og hvor man kunne gå ind og forebygge.
På den måde kan der være en række områder, hvor vi kan bidrage mere, end vi gør nu. Det vil også gøre, at vi kan blive lidt mere robuste, for som det er nu, er vi et meget lille speciale« konstaterer Peter Mygind Leth.
Han peger også på risikoen for, at viden og afgørende detaljer bliver overset, hvis man undlader at obducere. Som eksempel nævner han den store togulykke på Storebæltsbroen, hvor retsmedicinske kolleger fra instituttet var med til at fastslå, om toget var konstrueret, så det beskyttede passagerne bedst muligt eller var lavet, så skaderne ved ulykken faktisk blev forværret.
Han understreger, at det største område, retsmedicinerne har, er personundersøgelserne – altså den kliniske retsmedicin.
På instituttet i Odense foretager man årligt omkring 300 personundersøgelser og omkring 160 obduktioner rekvireret af politiet – så næsten dobbelt så mange personundersøgelser. Og her peger Peter Mygind Leth på en række indsatser, hvor retsmedicinsk viden kan gøre gavn:
»I øjeblikket laver vi undersøgelser af uanmeldte voldtægter – altså hvor offeret ikke umiddelbart ønsker at foretage en politianmeldelse. De bliver undersøgt hos os med henblik på eventuelt senere at kunne anmelde overgrebet, og det er et område, hvor man måske kunne udvide vores deltagelse.
I Tyskland har man nogle steder mulighed for, at kvinder, der har været udsat for partnervold, kan få foretaget en retsmedicinsk undersøgelse, så det kan indgå som en del af grundlaget for en eventuel senere anmeldelse. Den type undersøgelser kunne vi godt gå ind og lave flere af«.
På børneområdet har instituttet i Odense for tiden en ph.d.-studerende, der ser på, hvordan man kan implementere den retsmedicinske undersøgelse i det undersøgelsesprogram, der bruges ved mistanke om vold mod børn under to år. Der plejer man at lave røntgenundersøgelse, og en øjenlæge kontrollerer, om der er blødninger i øjenbaggrunden, men:
»Her skal der også en retsmedicinsk undersøgelse ind. Hvis vi først kommer ind i billedet, når det meldt til politiet, er det nogle gange lidt for sent, fordi eventuelle læsioner på det tidspunkt er helt eller delvist ophelede«, siger Peter Mygind Leth, der også fremhæver de retslægelig ligsyn, som et potentielt arbejdsfelt for landets retsmedicinere.
På internationalt plan er der, konstaterer Peter Mygind Leth, »nok udsigt til, at der bliver flere og flere folkeretlige problemstillinger«, som kan involvere retsmedicinsk arbejde. Her kan retsmedicinere gøre en forskel ved f.eks. at dokumentere torturfølger og gå ind og kigge på mistænkelige dødsfald.
Inden for Interpol er der et stort etableret samarbejde i relation til større hændelser. Det har især at gøre med identifikation af ofre, men efterhånden som der er kommet flere terrorhandlinger, kan der også være andre ting, hvor retsmedicinere kan bidrage, siger Peter Mygind Leth, der selv har arbejdet for ICC, Den Internationale Straffedomstol, og for Amnesty International i en lang række sammenhænge.
»Jeg havde f.eks. en sag med en person, der var faldet ud ad vinduet på anden sal på en politistation, og hvor jeg var med til at fastslå, om det var et uheld, eller om han var blevet skubbet ud«, fortæller han.
Ole Ingemann Hansen, vicestatsobducent, Institut for Retsmedicin, Aarhus Universitet
Færre obduktioner og færre personundersøgelser og den deraf følgende manglende videns- og forskningskvalitet kan rokke ved retssikkerheden og det grundlag, der kan træffes sundhedspolitiske beslutninger på, mener Ole Ingemann Hansen.
»Ud over at opretholde retssikkerheden er jeg også optaget af, hvilke personalekompetencer og -ressourcer jeg skal sikre. Lige nu har vi ikke mange uddannelsesstillinger – nøglehullet for at komme ind er blevet mindre, og vi må som fag se på, hvordan de yngre læger kan få deres kompetencer på anden vis, hvis de ikke kan komme til at obducere så mange, som jeg og mine jævnaldrende kolleger har«, siger Ole Ingemann Hansen.
»Men klart: Får vi ikke opgaver nok, må vi tænke anderledes, men stadig have fokus på antallet og omfanget af rekvirerede undersøgelser, for nedgangen er et potentielt problem for retssikkerheden, som jeg synes vi skal kæmpe for«.
Ligesom Peter Mygind Leth i Odense fremhæver Ole Ingemann Hansen også det tætte samarbejde med hjertelægerne og opgraderingen af to af instituttets speciallæger, der har som spidskompetence at beskrive hjerterne og bringe dem over til klinikerne og på den måde være med til at sikre, at det bliver afdækket, hvis der er tale om arvelige faktorer.
I forhold til fysiske og seksuelle overgreb på børn har Ole Ingemann Hansen sammen med post.doc. Troels Græsholt-Knudsen fokus på, hvad der er af risikofaktorer for at blive udsat for overgreb. Det undersøger de i dels et større spørgeskema- og interviewprojekt, og dels i et ph.d.-projekt.
»Projektet er ikke i mål endnu, men helt konkret har et tidligere studie indikeret, at forældre med epilepsi kan have øget risiko for at begå overgreb mod deres børn – men har de virkelig det og i så fald hvorfor? Kan vi opklare det, kan man måske sætte ind med ekstra støtteforanstaltninger som forebyggelse i de relevante familier, og sådan kan man forestille sig flere områder, hvor ekstra viden om overgreb, der har fundet sted, kan hjælpe med at forebygge nye«, fortæller Ole Ingemann Hansen.
Ligesom de andre institutter arbejder man i Aarhus tæt sammen med de Børnehuse, der er i instituttets optageområde, og som nu har eksisteret i 11 år. Her foretager politiet videoafhøringen, men i husene er der også det, der hedder et sagssamråd, hvor kommunal- og børnehusmedarbejdere, børnelæger, politiet og retsmedicinere må udveksle oplysninger og sikre en indsats på tværs af sektorerne.
I Børnehusene sidder Ole Ingemann Hansen også med i et børnehussamråd, som ser på, om »vi gør det godt nok, eller om der er nogle børn, vi taber, eller om der er nogle kommuner, der skal råbes op for at sikre, at de bringer børnene ind«.
»I nogle af de sager, vi sidder med i Børnehusene, kan det godt være, at jeg må sige til politiet, at jeg ikke kan løfte bevisbyrden – og så er det dem, der må have den rygende pistol, der kan bevise, at det er moren, der har gjort det her.
Men selv om der ikke er noget strafferetligt i det, kan der socialretligt være en masse, der kan gøres, og her kan vi sammen med børnelægerne presse på og forklare, at bare fordi politiet ikke mener, der er noget at komme efter, kan der godt være grund til bekymring for det her barn, og at vi mener, de sociale myndigheder stadig har en opgave.
Nej, det er ikke hardcore retsmedicin, men det er nogle blødere snitflader, som jeg synes er oplagte, når vi nu ser de her børn, og når vi også bedriver forskning for at kunne forebygge de her overgreb«, fortæller Ole Ingemann Hansen.
Også derfor ser han det som sin opgave at råbe vagt i gevær, så den viden, der er, kan komme ud og gøre nytte:
»Jeg har for nylig brokket mig til politiet i et børnehussamråd, fordi de ikke bringer børnene ind til undersøgelse, selv om vi ved, at børnene er derude. I nogle af de større byer her i Midtjylland har vi en befolkningssammensætning, hvor vi statistisk ved, at der forekommer overgreb på børn, men hvor vi ikke ser dem. Det kan være politiet, der ikke får anmeldelserne, eller det kan være lægerne, der ikke underretter – i begge tilfælde får børnene ikke i tide den hjælp, de har brug for«, siger Ole Ingemann Hansen.
