Skip to main content

Læge, apoteker, skarpretter

Også i 1700-tallet var det svært at få læger til udkantsdanmark. På Bornholm måtte apoteker og læge J.F. Dircks bijobbe i embedet som bøddel. Dog uden succes, da det kom til stykket …
Der var ikke nok at lave for en læge på Bornholm, så lægen måtte også være apoteker og skarpretter. Træsnit fra 1700-tallet.
Der var ikke nok at lave for en læge på Bornholm, så lægen måtte også være apoteker og skarpretter. Træsnit fra 1700-tallet.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

17. apr. 2019
7 min

I ældre tid kunne det hænde, at en bøddel eller skarpretter søgte om tilladelse til at praktisere som læge eller kirurg. Det var der en vis logik i, da bødlen gennem sit arbejde måtte formodes at opnå en vis indsigt i den menneskelige anatomi. Derimod hørte det til sjældenhederne, at en læge også lagd4e funktionen som bøddel oven i lægegerningen.

Men det var netop, hvad der skete på Bornholm i 1780.


I lære som apoteker og læge

Men først til forhistorien: Før 1760 havde den fjerne ø hverken apotek eller læge. Var man syg, måtte man klare sig med de medikamenter, som den lokale ”regimentsfeltskær” havde i sin medicinkasse. Men en kirurg var en simpel barber, og man kunne ikke regne med, at han havde indsigt i farmaciens mysterier.

Det agtede oberst Carl Ulrik Bülow at rette op på, da han i 1759 kom til Bornholm som øens nye kommandant. Derfor var en af hans første embedshandlinger at sikre medicinforsyningen, og til det formål søgte han en mand, der ville påtage sig hvervet som apoteker. Han fik anbefalet en mand, der som 14-årig var kommet i lære som apoteker i Helsingør og otte år senere var færdigudlært apotekersvend. Netop nu var han ansat i Slesvig by hos apoteker Bilhard, som også var læge. Manden hed Johan Friederich Dircks, var 32 år gammel – og tog glad imod tilbuddet om at blive selvstændig.

Nu kom det ham til gode, at han i de seneste tre år havde arbejdet hos en mester, der ved siden af at være apoteker kunne smykke sig med titlen doctor medicinae. Her havde Dircks lært et og andet, og nu rejste han til København, hvor han lod sig eksaminere ved Det medicinske Fakultet. Her fik han attest på, at han ikke alene var fuldbefaren udi farmacien, men også kvalificeret til at praktisere som læge.


Haltende lægepraksis

Dircks flyttede til Bornholm og slog sig ned i Rønne, hvor han indrettede sig med øens første apotek. Hos Danske Kancelli (den tids indenrigsministerium) ansøgte han om eneret til at drive apotek på øen, og han kunne vedlægge varme anbefalinger fra både amtmand, provst og Bornholms kommandant.

Oberst Bülow bevidnede, at apoteker Dircks nu havde sørget for et velassorteret apotek, som også forsynede regimentfeltskæren med de nødvendige medikamenter, som (ud over Guds hjælp) behøvedes for at hjælpe folk til et godt helbred.

Et ældre norsk apoteksofficin fra 1700-tallet. Apoteker og læge J.C. Dircks’ apotek var noget mere beskedent. Tegning: J. F.L. Dreier. (Wikimedia)
Et ældre norsk apoteksofficin fra 1700-tallet. Apoteker og læge J.C. Dircks’ apotek var noget mere beskedent. Tegning: J. F.L. Dreier. (Wikimedia)

Obersten gjorde opmærksom på, at Dircks ikke alene som apoteker, men også ”som practicus i Medicinen” havde haft held med at behandle ”adskillige farlige Syge, som ved Guds hjælp og hans Erfarenhed ere blevne restituerede”. Dircks burde derfor få den ønskede eneret.

Han fik sin eneret, men alligevel var det svært at få enderne til at nå sammen – selv med indtægterne som læge. For befolkningen var ikke vant til at søge læge. Eller som det blev udtrykt i en af anbefalingerne: Bornholmerne er ”i Almindelighed Fritænkere – ja endog vantroe – i Medicinen”.


Et nemt og lukrativt bijob

Det blev ikke nemmere af, at Dirks’ forsørgerbyrde voksede år for år. I 1760 – året efter ankomsten til øen, havde han giftet sig med Barbara, som var datter af ammunitionsforvalteren på Christiansø. Med hende fik han efterhånden ti børn, og selv om han forsøgte, lykkedes det ikke for ham at opnå nogen af de små bijob, som han ansøgte om.

Hans store chance kom i januar 1780, da øens mangeårige skarpretter, Christian Møller, døde. Det lignede et godt embede, og der gik år imellem, at man var nødt til at henrette folk.

Dircks argumenterede med, at han for egen regning og bekostning ikke alene havde sikret øen dens første apotek, men desuden havde fungeret som læge – selv under epidemier. Han havde også bistået myndighederne ved obduktionsforretninger og været bagvagt for øens jordemødre. For slet ikke at tale om hans store familie og sønner, der studerede.

Dircks dyngede argument på argument og satte trumf på med udsigten til, at det efter hans død ville blive svært at finde nogen til at drive apoteket og lægegerningen videre, når de så, at det kun ville føre til deres ruin.

Nu var der imidlertid opstået en vakance som skarpretter. At ansætte en ny ville nemt koste statskassen 100-120 Rigsdaler om året. Hvis nu det samme beløb tilfaldt ham, Dirkcs, ville det ikke alene betyde, at man kunne bevare Bornholms eneste apotek; i tilgift ville man også have en læge i denne fjerne udkant af riget. Til gengæld for den årlige gage ville han garantere, at han for egen regning ville hente en skarpretter til øen.

Ansøgningen blev sendt videre til Danske Kancelli med de sædvanlige varme anbefalinger. En vittig sjæl i kancelliet bemærkede, at det dog var en besynderlig ansøgning ”med mindre man vilde sige, at Apothekere qui pro quo ofte ere Skarprettere”. En anden stillede et spørgsmål, der senere skulle vise sig at være helt relevant: Hvor ville Dircks få en skarpretter fra, når nogen skulle henrettes?


Struensees bøddel må tilkaldes

Enden på det blev dog, at kongen nikkede til ansøgningen, og i en årrække kunne Dircks glæde sig over en nem ekstraindtægt. Han havde indgået en aftale med skarpretteren i Ystad om, at han mod et årligt vederlag på 30 Rigsdaler kunne tilkaldes, hvis der blev brug for det.

Det fungerede fint i 11 år, hvor der ikke blev afsagt dødsdomme. Men i 1791 gik den ikke længere. Frederik Barfod fra Aakirkeby havde druknet sin 50-årige hustru i en brønd. Frederik, ”som var streng imod hende, og levede et slet Levnet med et andet Qvindfolk”, stak af, men blev pågrebet. Hans eget barn havde vidnet imod ham, og Højesteret havde afgjort, at han skulle betale med sit liv.

Døden som apoteker (og læge?). I betragtnikng af 1700-tals lægernes formåen var der måske ikke så langt mellem at være læge og bøddel - mente i hvert fald den engelske satiriker Thomas Rowlandson. (Wellcome Library)
Døden som apoteker (og læge?). I betragtnikng af 1700-tals lægernes formåen var der måske ikke så langt mellem at være læge og bøddel - mente i hvert fald den engelske satiriker Thomas Rowlandson. (Wellcome Library)

Amtmanden havde i god tid før dommen mindet Dircks om, at han skulle sørge for at have en skarpretter klar, så henrettelsen ikke skulle udsættes. Man skulle jo nødig have den dømte på kost i alt for lang tid; den slags var ikke gratis.

Nu var gode råd dyre. For på grund af krigshandlinger i Sverige kunne skarpretteren fra Ystad ikke påtage sig hvervet. Og Københavns bøddel, Gotschalck Mühlhausen (ham, som havde henrettet Stuensee og Brandt i 1772), forlangte 200 Rigsdaler plus fri rejse og ophold for ulejligheden. I panik opsagde Dircks den aftale, han havde indgået 11 år tidligere og siden høstet indkomsterne fra.

I stedet bønfaldt han amtmand Heiberg om at besætte skarpretterembedet med en anden – og at skynde sig med at beordre denne til at få henrettelsen eksekveret hurtigst muligt.

Amtmanden sendte ansøgningen videre til Kancelliet, som sendte Mühlhausen til Bornholm, hvor han huggede hovedet af Barfod med et sværd. Omkostningerne måtte Dircks udrede af egen lomme.


Dircks fortrød

Dircks betalte – og fortrød sin opsigelse nu, da henrettelsen var overstået. Ved udsigten til at miste sit årlige honorar som skarpretter bønfaldt Dircks, som i mellemtiden var fyldt 66 år, Kancelliet om at glemme opsigelsen. Ville de høje herrer ikke nok forbarme sig og se bort fra, at han ”i en Critisk Forfatning” overilet frasagde sig dette honorar?

I sin fortvivlelse havde han sat sig i gæld for at betale den tilkaldte skarpretter de 200 Rigsdaler, og bagefter måtte han ovenikøbet låne yderligere 30 Rigsdaler, som skarpretteren i Ystad gjorde krav på, fordi Dircks i sin forfjamskelse havde glemt at opsige kontrakten.

”Høye og naadigste Herre!”, tryglede han. ”Jeg er den første Apotheker her paa Landet [øen, red.] og har sat min Velfærd til ved dette. [Indtægten] er lille, men ved at øver Praxis i Medicinen har jeg opdraget i 23 Aar sorgfuld og kummerlig 10 Børn og ey forlanget Understøttelse, omendskiønt jeg i de Aar har været Landet til Tieneste efter Øvrighedens Forlangende i mange Epidemier og vigtigste Sygdoms Tilfælde uden Betaling”.

Osv.

Igen ledsagedes bønskrivelsen af varme anbefalinger fra Bornholms øvrighed, der roste Dircks som en dygtig læge. Men Kancelliet orkede ikke mere bøvl med de besværlige bornholmere. Embedet som skarpretter på øen blev nedlagt. Fremover måtte bornholmerne, hvis de dømte nogen til døden, betale for at få Københavns skarpretter sendt over.

Kongen forbarmede sig dog og bestemte, at Dircks kunne beholde indtægten så længe, han levede, imod at han til gengæld opfyldte de pligter, han påtog sig ved aftalens indgåelse.

Da Dircks døde i 1802, nedlagde staten skarpretterhvervet på Bornholm. I stedet blev midlerne overført til at oprette en jordemoderstilling.