Skip to main content

Læge i provinsen

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

21. sep. 2012
4 min.

Man skal passe lidt på ikke at køre for stærkt, når man skal ned til lægehuset på Slotsbryggen i Nykøbing Falster, for vandet ligger mindre end et stenkast væk. Vi er i bogstaveligste forstand kommet til Vandkantsdanmark, som folk har for vane at sige, hvis de synes, at »Udkantsdanmark« lyder negativt.

Her har Peter Wied sin praksis i et stort lægehus, der fungerer som samarbejdspraksis med plads til otte alment praktiserende læger og en speciallæge. Det er dog ikke alle praksisser, der er besat, og en afdeling af den vikarbesatte regionsklinik er i dag placeret i huset.

Han kom til Nykøbing Falster efter en årrække som afdelingslæge på et københavnsk hospital sideløbende med en forskningsansættelse i bl.a. DSI. Derefter havde han et kort intermezzo som praktiserende læge i Borup lidt vest for Køge.

»Der havde jeg simpelt hen for få patienter. Og jeg lavede derfor en aftale med Region Sjælland om at flytte herned, og de hjalp mig med det«, siger han.

Her var der mangel på læger og bestemt ikke på patienter.

Han kunne overtage en praksis kvit og frit fra den hidtidige læge, og regionen bistod med praktisk hjælp som f.eks. flytning af klinikudstyr og indretning. Sådan noget kan lade sig gøre, når der er lægemangel et sted.

Peter Wied startede med 1.900 tilmeldte patienter og har nu overtaget endnu et ydernummer, så han har knap 3.000. Det skete i forbindelse med, at hele fire andre læger i lægehuset ophørte, og problemet var akut. Nu overvejer Peter Wied at udvide til 3.200 patienter, hvis han og regionen kan komme overens om det, for en sådan udvidelse vil kræve yderligere sekretærbistand.

I forvejen er der en sygeplejerske, og Peter Wieds hustru, Dorte, der er uddannet lægesekretær, arbejder også i klinikken.

Ny læge på vej

Det var i 2008, at Peter Wied kom hertil, og i dag synger han Lolland-Falsters pris. Ikke mindst har han engageret sig i bestræbelserne på at dræbe myten om, at udkanten skulle være den rene nedtur for læger.

Faktisk har han allerede rekrutteret en ny læge til klinikken, som er på vej til Nykøbing Falster fra Norge, hvor han har et vikariat. Det var på tale at indgå kompagniskab med den nye læge, men nu er det meningen, at han skal overtage et af de ledige ydernumre, som Regionen råder over, og nedsætte sig som selvstændig i tæt samarbejde med Peter Wied.

Rekrutteringsaspektet er også en del af årsagen til, at Peter Wied gør meget ud af at have en uddannelseslæge - han mener, at det alt andet lige må højne chancen for at trække læger til området, at nogle af dem har stiftet bekendtskab med det i løbet af uddannelsen.

Borgmesterens fryd

Det må være den rene fornøjelse at høre for Guldborgsund Kommunes borgmester, John Brædder - valgt på en borgerliste - som for nylig var omtalt i medierne, fordi han klagede højlydt over lægemangelen i hans del af Region Sjælland. Han ville have regionen til at gøre noget mere.

»Jeg vil have regionen til at samarbejde noget mere med kommunen om at tiltrække læger. Jeg kunne også godt tænke mig at få kortlagt de direkte årsager til, at de ikke søger til Nykøbing Falster. Er det på grund af, at der mangler job til den bedre halvdel? På grund af et forvrænget billede af, at vi alle går med halm i træskoene, og at der intet akademikermiljø er? Er det en ide blandt læger om, at de ikke kommer videre med karrieren - at de bliver låst fast på praksis og hus? Når vi har fået grundanalyseret disse ting, kan vi gå direkte efter at få dem løst«, siger han.

Han er bestemt ikke imod at bruge økonomiske incitamenter. For eksempel som det er set andre steder, hvor regioner og kommuner har finansieret f.eks. sundhedshuse, hvor læger - og ofte også andre sundhedsfaglige som f.eks. fysioterapeuter og tandlæger - kan leje sig ind.

»Det vil på den lange bane være en investering værd. Det er ikke en kritik af regionsklinikkerne - de er jo tænkt som en midlertidig løsning - men det er klart, at befolkningen er utilfreds med de skiftende læger«, siger han.

Var aldrig sket i Birkerød

For Peter og Dorte Wied har flytningen ikke medført nogen af ovennævnte katastrofer.

Dorte Wied arbejdede inden flytningen i rekrutteringsbranchen men var klar til et skifte. At det lige blev til jobbet som lægesekretær - hendes oprindelige fag - var mest af praktiske årsager. Det var så oplagt at arbejde i praksissen på Slotsbryggen, at hun slet ikke nåede at søge noget andet.

Hvad angår det sociale aspekt har det for familien Wieds vedkommende især været koncentreret om det netværk, som sønnen William på 10 helt naturligt har fået. Og så er der naturligvis andre sundhedsprofessionelle både i praksissen og på det lokale sygehus.

Ikke at forglemme er der også det materielle aspekt.

At have bil er nærmest en selvfølge her. Og familien har skiftet rækkehuset i Birkerød ud med en landejendom på 300 m2 med idyllisk postkortudsigt. Det havde været uden for økonomisk rækkevidde i Nordsjælland, siger Peter Wied.

»Der er også et fint kulturliv. Det eneste, der måske mangler lidt, er nogle flere caféer og et større udvalg i butikker, men det er også det eneste«, siger han.