Læge i udkanten: »Vi kan ikke vente længere«

En patient lukker døren bag sig til Lægehuset i Nysted og går omhyggeligt ned ad trappetrinene udenfor. Patienten er glad og tilfreds. Glad, selvom hun – ligesom mange andre patienter på Lolland – har adskillige diagnoser at slås med.

»Christina betyder rigtig meget for mig. Hun er så god en læge, så jeg har besluttet mig for aldrig at flytte herfra, så længe hun er læge her«, fastslår patienten.

På Lolland er en fast praktiserende læge – en familielæge – nemlig ikke en selvfølge. På Danmarks fjerdestørste ø er lægehuse lukket på stribe, og en stor andel af øens mange multisyge patienter må i stedet frekventere lægehuse med skiftende ansatte læger.

Ugeskrift for Læger er på besøg i Lægehuset i Nysted på dagen, hvor Sundhedsstrukturkommissionen fremlægger sin rapport med udspil til det fremtidige sundhedsvæsen. Et sundhedsvæsen, der skal styrke det nære, herunder almen praksis og den kommunale sundheds- og ældrepleje. Og et sundhedsvæsen, der skal være langt bedre til at tage livtag med den stigende ulighed i sundhed.

Inde i det gulmurede lægehus finder vi den tilfredse patients praktiserende læge, Christina Svanholm. Siden sin entré i Nysted i 2017 har hun fortalt vidt og bredt om udfordringerne ved at være læge i et område med mange multisyge ­– vel at mærke til samme honorering som den, der tildeles læger med mange sunde og raske patienter.

Christina Svanholm har råbt højt – også så højt, at det er blevet opfanget af de ni kommissionsmedlemmer på deres turné rundt i Sundhedsdanmark.

Noget tyder på, at de har lyttet.

»Det kan vi ikke vente på«

I personalerummet på 1. sal i lægehuset er frokostbordet dækket med kaffe, rugbrød, æg, rejer, grøntsager og pålægschokolade. Rundt om bordet sidder personale og læger og tygger af munden med ansigtet vendt mod storskærmen.

Der er livesending fra Sundhedsstrukturkommissionens pressemøde, og Christina Svanholm er særdeles tilfreds med de budskaber, der strømmer ud fra skærmen.

»Jeg er meget positiv. Særligt det med, at vi læger med mange multisyge skal have færre patienter til samme pris, som vi får i dag. Det vil give os mulighed for at bruge mere tid på de enkelte patienter og mulighed for at bringe vores faglighed bedst muligt i spil. På den måde kan vi også reducere trækket på det øvrige sundhedsvæsen«, siger Christina Svanholm.

Og der skal ske noget nu. Ikke når der måske-eventuelt-forhåbentlig engang kommer 1.500 flere praktiserende læger, lyder budskabet fra Nysted.

Christina Svanholm siger:

»PLO har sagt, at de rigtig gerne vil have differentieret patientantal, og at det kan blive en realitet, når der kommer flere læger. Til det vil jeg sige med meget store bogstaver: DET KAN VI IKKE VENTE PÅ«.

Adskil økonomi og faglighed

Sundhedsstrukturkommissionen præsenterer seks tværgående anbefalinger til nytænkning af sundhedsvæsenet, som kan gennemføres, uanset hvilken model for overordnet organisering politikerne måtte beslutte sig for efter sommerferien. I anbefalingen om almen praksis hedder det bl.a., at:

»… fastlæggelsen af opgaveporteføljen i det almenmedicinske tilbud adskilles fra forhandlinger om de økonomiske vilkår, som de almenpraktiserende læger og øvrige klinikker virker under«.

Og den passus falder på et tørt sted i Nysted.

»Som stand har vi alt for længe været styret af, hvad der driver en sund økonomi, fremfor hvad der fagligt giver mening«, siger Christina Svanholm.

Som eksempel nævner hun, at regionerne kun vil betale lægen for én konsultation pr. patient pr. dag. Det får ofte som konsekvens, at patienter bliver bedt om at komme igen dagen efter for at få taget blodprøver og ekg, selvom al logik, praktik og menneskelighed taler for, at det bliver ordnet samme dag, når nu patienten er i lægehuset.

»Når økonomien får lov til at spille en rolle for de valg, vi træffer, skabes der en risiko for, at vores lægefaglige skøn bliver tilsidesat. Og det er ikke godt for hverken patienterne eller os«.

Kommissionen foreslår, at der på nationalt plan skal udarbejdes en beskrivelse af de opgaver, man med rette kan forvente, at almen praksis løser – en »common trunk«. Også det forslag udløser klapsalver fra Nysted.

Det troede jeg faktisk, at vi allerede havde, griner Christina Svanholm.

»Vi blev læger, fordi vi gerne vil noget med vores faglighed, og som udgangspunkt mener jeg, at vi skal kunne mere. Det er et naturligt krav, at vi holder os opdateret og kan udføre de mange forskellige opgaver, der møder os i almen praksis. Men det kan godt være, at der skal være en form for overgangsordning, så man f.eks. ikke pålægger alle læger at lægge spiraler op fra den ene dag til den anden. For mig er det ikke noget problem, men – for patienternes skyld – bør man ikke pålægge læger det, hvis de føler sig usikre og ikke har lagt en spiral op i årevis«, siger Christina Svanholm.

Og så kan hun ikke dy sig for at tilføje:

»En spiral lagt hos mig koster 400 kroner; en spiral lagt hos en gynækolog koster 1.400 kroner. Den eneste forskel er, at gynækologen altid skanner – det gør jeg ikke, for jeg lægger ikke spiraler op på kvinder, som tidligere er opereret i livmoderen«.

Tidskrævende

Christina Svanholm bor med sin familie i Greve syd for København, og hun kunne i teorien have valgt at arbejde i en lægepraksis i bekvem cykelafstand til sit hjem. Der er patienterne heller ikke så syge som på Lolland.

Men på Lolland er hun selv vokset op. Og hun har før fortalt, at hun næsten føler sig forpligtet til at være læge på øen.

»Jeg er en af dem«, som hun sagde, da Ugeskrift for Læger i 2020 aflagde hendes praksis i Nysted et besøg i forbindelse med en artikel om ulighed i sundhed.

Ulighed i sundhed er om noget dagligdag i lægehuset i hjertet af det stokrose- og brostensidylliske Nysted. Her fejler patienterne så mange ting, at de ikke kan ekspederes på de vanlige 10 eller 15 minutter. Her afsættes der som udgangspunkt 20 minutter. pr. patient.

Inde i Christina Svanholms konsultationsrum fornemmer man hurtigt, hvorfor tiden kan blive knap. Her kan en tilsyneladende enkel og tilforladelig konsultation vedrørende »svar på kolesteroltal i blodprøve« bevæge sig fra madvaner og medicin til en dybere samtale om de helt store og svære spørgsmål i livet.

Christina Svanholm holder øjenkontakten og skifter mellem smil og opmuntring og en venlig, lavmælt spørgen ind til det, der er svært. Samtidig sørger hun for at flette de konkrete anbefalinger om flere grøntsager og opstart af ny medicin ind i samtalen.

»Det eneste, jeg kan gøre, er at præsentere dig for facts. Det er ikke for at køre skæmmekampagne, men jeg synes, at du skal tage det alvorligt«, som hun siger – med et fast blik – til en af dagens mange patienter.

Bekymret for kollegers reaktion

I Christina Svanholms praksis er den typiske patient en multisyg mand på 60+ år. Læger i Gentofte, i Risskov, på Østerbro, i Hasseris, Ry, Hjerting – fortsæt selv – har en markant anderledes patientportefølje. Men også de oplever travlhed, understreger Christina Svanholm.

Hun er derfor spændt på, hvordan hendes lægekolleger med praksis i mere velstillede områder vil modtage Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger om, at de skal sættes op i patientantal – uden at få flere penge.

»Jeg kan være bekymret for, om det kan lade sig gøre i den nuværende situation. For vi har et lidt fastlåst system, hvor vi alle synes, at vi har travlt og mangler tid. Der er ikke nogen tvivl om, at vores kolleger i byen med de mange ,raske’, unge patienter også har travlt. Mange unge har ondt i livet – vi har jo en generel mistrivselskrise i Danmark, så der er masser af psykiatri, og hvis lægerne ikke længere skal tage sig af dem, hvem skal så?« spørger Christina Svanholm.

Noget kan dog godt skæres væk; alle læger ved, at tiden kan gøre sit. Men dét kræver, at politikerne kommer på banen med en klar forventningsafstemning med befolkningen.

»Mange ting går væk af sig selv, når vi ,ser an’ - og ikke alt har godt af ,jo før jo bedre’- tankegangen. Men det kræver politisk mod at sige højt, at nogle opgaver ikke længere skal løses i almen praksis«, lyder det fra Nysted-lægen.

Bedre tilgængelighed

Noget af det, patientforeninger og politikere uafladeligt har efterspurgt fra almen praksis i de senere år, er bedre tilgængelighed – en efterspørgsel, som Sundhedsstrukturkommissionen også adresserer.

God tilgængelighed kan være fint, siger Christina Svanholm. I hvert fald for nogle patienter.

»Bedre tilgængelighed for sårbare giver mening. Men mere tilgængelighed for raske giver absolut ikke mening. Det giver øget risiko for sygeliggørelse, overdiagnostik og overbehandling, fordi vi får fat i noget for tidligt. Der er jo mange ting, der går over af sig selv, og det nytter ikke noget, hvis alt det skal udløse en sundhedsydelse, fordi alle skal kunne komme til med det samme«, siger Christina Svanholm.

Hun tilføjer:

»Men hurtigere tider og mere tid til de sårbare giver god mening – og de sårbare findes alle vegne. Ikke kun hernede«.

Alt i alt sender Christina Svanholm adskillige roser mod Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger. Dog med en enkelt lille bekymret tidsel i buketten.

»Jeg er bekymret for, om det vil tage alt for lang tid at implementere ændringerne, så flere praktiserende læger når at gå på pension, og flere borgere vil miste kontinuiteten, før vi har set bunden af hullet i sundhedsvæsenet«, siger hun og tilføjer:

»Vi kan ikke vente længere«.

Her til sidst vender vi lige for en kort stund tilbage til den tilfredse patient i artiklens indledning. Patienten fortæller, at det er helt nyt for hende at have et så godt forhold til sin læge.

Før var hun faktisk altid nervøs, når hun skulle til læge. Ville lægen lytte og tage hende alvorligt?

»Men sådan er det ikke med Christina. Hun giver mig den tid, der er nødvendig – jeg fejler m-a-n-g-e ting – og man ved bare, at hun er 100% på og altid er god at snakke med. Og ved du hvad? Dengang jeg var indlagt, fik jeg en sms fra hende, fordi hun lige ville høre, hvordan det gik mig. Det er da helt utroligt«.

Patienten slår et stort smil op, svinger sig op på cyklen og hjuler hjem.