Da Sophus Christens (1878-1963) i 1957 solgte sin lægepraksis på Nørrebro, havde verden (og bydelen) forandret sig voldsomt, siden han bød sin første patient indenfor i 1905.
Christens blev født i 1878, blev student i 1896 og tog samme år fat på medicinstudiet. I 1903 kunne han aflægge lægeløftet til dekanen, professor i kirurgi Thorkild Rovsing.
Ville man være praktiserende læge, skulle man ansættes af en sygekasse. Den ansatte suverænt lægerne, bestemte deres antal og anviste deres praksisområde. København havde over 80 små sygekasser med bestyrelser, som bestod af ulønnede frivillige uden særlige forudsætninger. For at blive medlem skulle man kunne fremvise en lægeattest, da man ikke optog kronisk syge som patienter. Attesten kostede en krone i lægehonorar.
Selv om Københavns Lægeforening ikke kunne blande sig, var det god tone at orientere foreningen. Christens skrev til lægernes formand C.C. Jessen, som på lægens »ærede Forespørgsel« svarede, at foreningen ikke havde noget at indvende imod ansættelsen. Jessens svar var håndskrevet på eget brevpapir og fra hjemadressen. Administrationen var ikke så omfattende.
Christens fik tildelt sit funktionsområde, der ikke omfattede ret mange patienter. Lægerne vogtede over deres revirer, som kunne overlappe, og det var ikke usædvanligt at gå på strandhugst blandt naboområdets patienter. Han havde de 550 medlemmer fra sygekassen »Alderstrøst«, og hans praksis var ikke ligefrem blomstrende.
Arbejdsdagen var døgnets 24 timer, alle ugens syv dage, hele året. Eneste undtagelser var årets fire største helligdage. Søndag var der konsultation mellem kl. 8 og 9, og det var som regel mændene, der dukkede op »efter besøget hos barberen«. Konerne havde nok at gøre i hjemmet. »Det drejede sig som regel om ligegyldige tilfælde eller ønsket om mere medicin, ja endog om en alkoholisk jernlikør, der jo måtte være særlig sund til kaffen!«, fortæller Sofus Christens.
Søndagskonsultationen var en pestilens. En ældre kollega havde fortalt Christens, hvordan han slap af med den: Når folk opsøgte ham om søndagen, måtte de jo fejle noget alvorligt. Derfor måtte de af med tøjet til en grundig undersøgelse, mens folk sad i venteværelset, og uret tikkede. På slaget 9 blev entrédøren låst og nøglen fjernet, så ingen kunne komme ud. De alvorligt syge ventende havde jo også krav på en grundig undersøgelse, og den slags tager tid, så den sidste patient slap først ud langt hen ad eftermiddagen. Lægens grundighed rygtedes i kvarteret, og herefter blev der tomt i venteværelset om søndagen. Man skulle jo nødig have sin søndag ødelagt.
I 1916 blev søndagskonsultationerne afskaffet. Til gengæld skulle sygekasselægerne holde en ugentlig aftenkonsultation for de medlemmer, der var på arbejde i dagtimerne.
En undersøgelse bestod typisk i anamnese, palpation, stetoskopi, evt. suppleret med en urinprøve »og en yderst tvivlsom hæmoglobinbestemmelse«. Recepten blev skrevet magistrelt, dvs. med angivelse af de enkelte komponenters sammensætning og mængde, som apoteket så skulle fremstille.
Da man endelig kunne nøjes med at skrive lægemidlets handelsnavn på recepten, betød det en stor lettelse af arbejdet. Til gengæld blev strømmen af nye produkter til en tidevandsbølge, og lægerne oplevede »en invasion« af repræsentanter for medicinproducenterne, der rendte dem på dørene.
De første par år boede dr. Christens med sin kone i to sammenlagte toværelseslejligheder, hvor den ene fungerede som venteværelse og klinik. I 1908 kunne de dog rykke til en større lejlighed i Nansensgade 18, hvor man tilmed fik installeret en telefon. Huslejen var 600 kr. om året.
Pengene var små, der var intet sikkerhedsnet, fordi »det ikke alene gjaldt, om praksis ville slå an, og indtægterne slå til, men også om bevarelse af helbred og arbejdsevne«.
Men det gik fremad, og i 1914 flyttede Christens til Nørrebrogade 184. Flytningen blev noget besværliggjort af, at der ikke var til at skaffe heste til at trække flyttelæsset: Første verdenskrig var brudt ud, og de neutrale danske heste var solgt til tysk krigstjeneste.
Det nye lejemål bestod af en femværelsers bolig på anden sal og to værelser til konsultationen nede på mezzaninen. Konsultationsstuen havde »vaske- og udskylningskumme med afløb. Der var indlagt rindende vand, der tilmed kunne opvarmes med gas, et gasbord med kogekar, instrumentskab, undersøgelsesbænk og -leje. I skrivebordet var der fra min start patientkartotek, det første af sin art«. En kakkelovn klarede opvarmningen.
Trods fremgangen måtte dr. Christens supplere indtægten og blev natlæge ved Røde Kors. Havde man f.eks. et sygt barn, kunne man få en politibetjent til at skrive en rekvisition, så man kunne gå til lægen og ringe på hans natklokke. »Man fik ingen godtgørelse for at holde vagt, men 4 kr. pr. besøg, der ofte var unødvendige og trættende«, fortæller dr. Christens.
Lægens indkomst bestod af flere elementer: Fra sygekassen fik han et årshonorar på 3 kr. for hvert medlem over 15 år og 6 kr. pr. familie. Tog han et besøg for en kollega, fik han 2 kr. i honorar og det samme for en dødsattest. Fødselshjælp og abortbehandling i hjemmet blev honoreret med 10 kr.
I 1918 – under influenzaepidemien »Den Spanske Syge« – kom lægerne på hårdt arbejde for deres penge. 60 sygebesøg på en dag var ikke ualmindeligt, og dertil kom de sædvanlige konsultationer, papirer, der skulle udstedes, og i tilgift nu også anvisninger på varer, som var rationeret pga. krigen.
»Jeg husker således et besøg hos en familie på syv mennesker i en toværelses lejlighed, hvor alle var syge; de skulle have udstedt 12 blanketter af forskellig art«. Som kompensation for det store ekstraarbejde flottede sygekasserne sig med at forhøje honorarerne med 10%.
Sygebesøg foregik på cykel. Lægetaske og instrumenter til f.eks. fødselshjælp lå på bagagebæreren. Cyklen blev udskiftet, først med en motorcykel, så med en åben bil og senere »en lukket vogn«. Christens var kommet frem i verden. Men der var stadig kolleger på Nørrebro, der kørte på sygebesøg »i hestekøretøj med sig selv som kusk og med en dreng til at holde tømmen under besøgene«.
Klientellet bestod overvejende af sporvejsfunktionærer, fabriks- og kommunalarbejdere, håndværkere, mindre handlende og »aldersrentenydere«. Mange af boligerne var dårligt spekulationsbyggeri fra tiden før første verdenskrig. De fleste var toværelseslejligheder. De nyeste havde wc på køkkentrappen, som man måtte deles om med naboerne. De ældre havde lokum i gården. »Forestil Dem blot vanskelighederne ved at have en højfebril, sengeliggende patient på 4.-5. sal og så kun adgang til en retirade i gården!«, skriver Christens.
Boligerne var oplyst af petroleumslamper og stearinlys. Trappelyset kom fra en gaslampe, der blev slukket kl. 22. Ved sygebesøg om natten måtte lægen finde vej i skæret fra tændstikker. Den første på Nørrebro, som fik indlagt elektricitet, var apoteket på hjørnet af Ægirsgade og Nannasgade.
Der kommer en dag i enhver læges liv, hvor man må overveje sin pensionering. Men da lægernes organisation foreslog sygekasserne en pensionsordning, blev de mødt med afvisning: »De herrer har jo aldersrenten!«. Aldersrenten var indført i 1922 som en statslig overførselsindkomst til mindrebemidlede over 65 år.
Afslaget var med til at sætte gang i overvejelsen om at oprette Lægernes Pensionskasse, som blev oprettet i 1946. Medlemskab var obligatorisk for alle læger, som ikke havde ret til andre pensioner, og der blev ikke stillet helbredskrav for medlemskab. Ældre læger kunne dog ikke blive medlemmer, og, som Christens lidt bittert bemærker, »selv for læger, der dengang var midaldrende, bliver pensionen alt for lille – det kollegiale afløstes af udtalte forretningsprincipper«.
Så Sophus Christens måtte fortsætte som læge på Nørrebro, indtil sygdom i 1957 tvang ham til at stoppe som 79-årig.
Da han i 1905 begyndte som læge ved sygekassen »Alderstrøst«, var der syv læger og ét apotek i bydelen. Da han sluttede 52 år senere, var der 17 læger og fem apoteker.
Christens, S.: Læge på Nørrebro i København 1905-1957 (Bibliotek for Læger 1960, s. 341-372).
