Skip to main content

Læge på Danmarks kant

Journalist Ulf Joel Jensen, ujj@kongkuglepen.dk

25. maj 2007
7 min.

Vi møder Casper Hagen om formiddagen på den dag, der skal udvikle sig til det værste snemareridt i årevis. Vi er kørt fra den ene ende af landet til den anden og er endt helt ude på kanten af Danmark. Vi er i Klitmøller på vestkysten, hvor Casper Hagen nu har boet i lidt under et år. Casper er en venlig og imødekommende mand: Lutter smil og tilbud om styrkende varm kaffe. Således imødekommer han også fotografens ønske om at iklæde ham surfboard og trække ham ned i snestormen på stranden, så billederne - de helt rigtige billeder - kan komme i hus. Og tro mig: Det er mindst lige så koldt, som det ser ud.

Casper Hagen er turnuslæge på Thy-Mors Sygehus i Thisted men uddannet fra København med familie, venner og netværk i og omkring hovedstaden og en lægekæreste, som indtil for få dage siden plejede sin turnusstilling i Kalundborg. Nu er hun så endelig blevet lokket op til det nordvestlige hjørne af Danmark. Det er ikke en unik problemstilling - og man kunne måske også indvende, at det er luksusproblemer for den enkelte. Ikke desto mindre er det udfordringen for udkantsområderne i en nøddeskal: Det er svært, sine steder nærmest umuligt, at rekruttere læger. Ingen har lyst til at bo isoleret langt fra sit netværk.

Surferen flyttede lægen

Spørger man Casper Hagen, er melodien dog en noget anden: »Jeg har været utrolig glad for mit ophold heroppe indtil videre«, understreger han og fortsætter: »Uddannelsesmæssigt har det været rigtig godt. På kirurgisk afdeling er der rigelig mulighed for at være aktiv på operationsstuerne, og på medicinsk afdeling er undervisning et fast indbygget element i arbejdsgangen. Desuden giver den elektroniske patientjournal fantastiske muligheder for supervision af ens arbejde. Jeg har været i forskellige vikariater på hospitaler i og omkring København og uden at kende de forskellige steders tal for produktivitet osv., så er min vurdering, at det faglige udbytte for en ung læge er mindst lige så højt i Thisted som på de store hospitaler i København.

Men jeg har også været heldig at havne i et forvagtslag, som er helt fyldt op med turnuslæger, fordi vi var en lille gruppe, som søgte herop samlet. Mine kolleger, som har startet deres turnus bare tre måneder efter mig, er i en helt anden situation, hvor de mangler forvagter og derfor er nødt til at arbejde meget mere. Og det er klart, at deres ophold har formet sig noget anderledes - og at deres oplevelse heroppe adskiller sig radikalt fra min«, siger Casper Hagen.

Men selvom det faglige og kolle-giale altså har været mere end tilfredsstillende for Casper Hagen, var det i første omgang ikke det, der trak ham til Thy-Mors. Det var havet og specielt bølgerne på havet.

Med turnusnummer 287 kunne han sandsynligvis være endt i det daværende Storstrøms Amt. Ikke hjemmebanen i København men dog langt tættere på end Thisted. Det var bare aldrig aktuelt: »Nej, jeg havde gjort op med mig selv, inden jeg trak nummer, at skulle jeg ligge og pendle, så ville jeg prioritere anderledes«, siger Casper Hagen. Og som særdeles aktiv windsurfer og friluftsmenneske var det Vesterhavet, de specielle bølgeforhold og naturen i øvrigt omkring det gamle fiskerleje Klitmøller, der trak ham mod nordvest.

Og her gemmer sig en væsentlig pointe: For havde Casper ikke, qua sin fritidsinteresse, et stort forhåndskendskab til området, så var Thylandskabet, Vesterhavet og bølger forblevet uudforskede pletter på hans landkort. Der er nemlig ingen, der fortæller ham og hans unge kolleger, hvad der kan vente dem af oplevelser oven i det faglige som læger rundt omkring i Danmark.

Der skal lokkes og hjælpes

»Efter min vurdering så skal der i virkeligheden meget lidt til. Man har kun brug for 12 turnuskandidater heroppe om året, og jeg synes, at man burde gå meget mere aktivt ud for at rekruttere turnuslæger. Sygehuset og hele regionen skal blive bedre til at gøre reklame for sig selv - og det kan starte i helt lille skala, fx med en hjemmeside, der fortæller om, hvad området kan.

For et friluftsmenneske har den her landsdel rigtig meget at byde på. Der er fantastiske forhold for surfere, der er jagt og fiskeri, gode forbindelser til skisportsstederne i det sydlige Norge, golf, skove, strand, svampeture ... Og det er den slags, man skal slå på, når man vil have unge læger herop - ikke hvor hurtigt man kan komme tilbage til København igen; hvor hurtigt man kan flygte herfra. Men når man kommer som turnuskandidat, så er det jo i første omgang bare til halvandet års ansættelse. Og derfor skal man ikke bare lokkes herop - man skal også hjælpes i gang, så man kan få området og landsdelen ind under huden. Og igen kan det gøres helt enkelt, tror jeg: Der skal laves en lille pakke med informationer, om hvilke muligheder der er, hvor og hvordan man opsøger dem osv.

Man kunne forestille sig nogle lejemål, som ikke nødvendigvis lå inde i et eller andet småkedeligt parcelhuskvarter i Thisted men ude ved havet - fx her i Klitmøller. Eller hvad med mulighed for at lease en bil, turnuskandidaterne imellem? Det er den slags, der skal til, tror jeg. Ikke nødvendigvis særligt dyrt eller særligt krævende for dem, som kender området - men noget, som vil være en kæmpehjælp for nytilkomne. Og noget, som vil gøre deres ophold meget bedre - og dermed forhøje chancerne for, at de også bliver hængende her, når deres turnus er overstået«, lyder det fra Casper Hagen.

Et regionalt anliggende

Også fra regionspolitisk side tiltrækker de manglende læger sig opmærksomhed. Region Nordjyllands regionrådsformand Orla Hav siger: »Det er simpelthen et must, at vi i regionen får et koordineret udspil til, hvad vi skal gøre for at rekruttere og fastholde læger. Jeg synes, at det er for vigtigt til, at hvert enkelt sygehus skal sidde med det alene. Dermed ikke sagt, at de ikke skal agere individuelt, men jeg mener, at vi skal have en koordineret indsats«.

Der findes endnu ikke en samlet rekrutteringsstrategi for regionen, men Orla Hav understreger, at det er noget, der står højt på dagsordnen.

»Det, vi skal gøre, er at sørge for, at den faglige del er i orden: At vi tager de unge læger seriøst og giver dem lov til at bruge deres fag, så de kan udvikle sig og får en god, faglig oplevelse i vores system. Og ved siden af det skal vi også sørge for, at det private hænger sammen for lægerne, mens de er heroppe: At der bliver skabt sociale kontakter, at der er mulighed for nogle kulturelle oplevelser - at de er opmærksomme på de naturoplevelser, der kan være i vente i Nordjylland«, lyder det fra Orla Hav.

Sygehusledelsen er lydhør

Astrid Christensen er stabschef i personale- og kompetenceafdelingen på Thy-Mors Sygehus og dermed ansvarlig bl.a. for lægerekrutteringen. Og hun bifalder Casper Hagens forslag: »Vi vil gerne gøre noget for at styrke vores rekrutteringsindsats, for vi har et reelt problem - ikke bare med at tiltrække yngre læger, men sandelig også med speciallæger. Derfor vil vi meget gerne arbejde videre med de ideer, som bl.a. Casp er har lagt på bordet«, siger hun.

Og sygehusledelsen tror også på ideen om at sælge sygehuset gennem de muligheder for fritidsaktiviteter, der ligger gemt i det nordvestjyske.

»Jeg bliver nødt til at understrege, at vi stadig kun er i en begyndelsesfase. Vi vil gerne samarbejde omkring det her med nogle andre aktører, og noget af det, vi ser på, er muligheden for at lave en slags grejbank - det kunne fx være til surfing og roning osv. - som vores ansatte så kunne benytte sig af«, fortæller Astrid Christensen.

Hun understreger, at der også er andre ting end lige fritidslivet, der kan være med til at tiltrække yngre læger, og at sygehuset derfor også tænker i de baner: »Vi vil gerne have en dialog med kommunen om jobtilbud til lægernes ægtefæller, ligesom vores børnepasningsgaranti sikkert også er interessant for mange. Og så har vi altid tilbudt de unge læger en bolig i Thisted i gåafstand fra sygehuset, fordi det har været det ønskede. Men fremover vil vi i stedet for vurdere hver enkelt kandidats individuelle ønsker og se, om ikke vi kan finde et boligtilbud, der matcher - om det så er nærhed til sygehuset, nærhed til havet eller noget tredje«, siger Astrid Christensen.

Tilbage hos Casper Hagen er der ingen tvivl - selv ikke i den værste snestorm i mands minde. For ham er det nærheden til naturen og specielt til havet, der trækker: »Jeg synes, det er fantastisk at være heroppe. Jeg bliver simpelthen glad hver eneste dag, jeg har fri fra arbejde og kommer hjem til den her udsigt over Vesterhavet«, slutter han.