Skip to main content

Lægedage - et middel mod »faglig demens«

Kommunikationskoordinator Anne Weimar, plo@dadl.dk

3. nov. 2005
3 min.

Indrøm det bare. Det sker for ofte. Det sker for sjældent. Det kunne gøres bedre - men også værre. Der er konstant fokus på medicinordinationer, diagnosepræciseringer, e-mail-konsultationer, kvalitetsudvikling, det du gør - og det du ikke gør. Sådan er det at være praktiserende læge i Danmark. Rampelyset kan nogle gange føles som om det er tændt døgnet rundt, men ... hellere det end at henslæbe sit professionelle liv i halvmørke.

Glem det et øjeblik, lad dig løfte over det almenmedicinske landskab og tag med ud på den store ballonfærd med Lægedage. Sigtbarheden er god, og landkortet er plettet med destinationer af mangfoldige efteruddannelsestilbud, der giver stof til eftertanke, fornyet energi, glæde ved at dele viden og erfaringer med dine kollegaer - og tilmed på en måde, så du kan sammensætte dit kursusprogram, som du selv ønsker det. Det kan være alt fra én dag til hele ugen - du bestemmer.

Lægedage er specielt tilrettelagt for praktiserende læger og klinikpersonale, yngre læger på vej i almen praksis og for andre speciallæger - alle med det til fælles, at nysgerrigheden efter at høre det sidste nye, styrke viden og kunnen og møde ligestillede kollegaer, fylder mere end argumenterne for at blive væk.

Lægedage åbnes af indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, og senere følger et debatmøde om fremtidens lægemidler og om lægens rolle i den sammenhæng. Debatten vil bl.a. have fokus på livsstilsmedicin og »skræddersyet« medicin til den enkelte patient - hvem skal egentlig beslutte, om patienten skal forlade konsultationen med eller uden en recept i lommen - lægen, patienten, samfundet, medicinalindustrien, patientforeningerne eller politikerne? Journalist Kurt Strand fra DR vil være ordstyrer.

På åbningsdagen uddeles også Mahlerprisen og Carlsbergs Mindelegat. Hen under aften vil der blive serveret en let buffet, og som afslutning vil Michael Falch underholde med sange og livshistorier fra næsten 25 års færden på landeveje og hjemmebaner, flankeret af sin gamle Malurt-kollega Pete Repete.

Også i år byder Lægedage på næsten 100 forskellige kurser - heriblandt om patienternes genomprofiler, »Risikoepidemien« - en stor fællesforelæsning, »Følg dine patienter på cancerrejsen« og »Dirty and quick!«, hvor de seneste forskningsresultater på seks områder præsenteres som et resultat af et tæt samarbejde mellem forskningsmiljøerne og efteruddannelsen. Der vil være et fotokursus om brug af digitalt kamera i telemedicin, og kurset »Motion som lægemiddel«, der sidste år havde massiv tilslutning, vil blive gentaget.

Som følge af den udvikling, der har været omkring sponsorering af efteruddannelse, vil det være sidste år, at Lægedage har en hovedsponsor. Lægedages kontrakt med Pfizer udløber med udgangen af dette år, og det vil være sidste gang, at kursusprisen kan holdes på 1.600 kr. pr. dag, en kursusafgift, som har ligget fast i seks år.

På udstillingsområdet vil der stadig være rig lejlighed til at prøve de »6« forskellige pandelamper, du har lyst til at sammenligne, før du beslutter dig, se det sidste nye inden for tekniske it-hjælpeværktøjer, få en god snak med sundhed.dk om den praktiserende læges centrale rolle i portalen, eller møde Statens Serum Institut, for nu blot at nævne nogle ganske få af udstillerne.

Kursuskataloget er netop blevet sendt ud, og du kan melde dig til pr. fax, eller online på www.laegedage.dk Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til Lægedages sekretariat, tlf. 35 44 84 94.

Lægedage finder sted i Bella Center, København, fra den 8. til den 12. november.

Vel mødt og på glædeligt gensyn.

Mogens B. Christiansen, formand for Lægedages styregruppe. Bent Stolberg, uddannelseskonsulent. Kirsten Talbro Laraignou, adm. leder af Lægedage