Lægeflugt til Danmark

BERLIN - Mens deres kollegaer går på gaden, pakker flere og flere tyske hospitalslæger frustreret kufferterne, og siger »auf Wiedersehen« til Tyskland. Udvandringen har taget ekstra fart siden 2005, hvor delstaterne trak sig ud af den hidtidige overenskomst. »Sidenmidten af sidste år har vi set en markant stigning i forespørgsler«, fortæller Ruth Wichmann. Hun er leder af fagforeningen Marburger Bunds udlandskontor i Berlin. Her hjælper man læger med at finde arbejde uden for landets grænser. »Vores medlemmer udvandrer, fordi de vil have rimelige arbejdstider og en bedre betaling. De er dybt utilfredse med at skulle arbejde 70-80 timer om ugen og kun få løn for cirka 40«. Mange læger på Tysklands universitetshospitaler klager over, at deres nye overenskomst har bragt for få forbedringer - særligt for de ansatte i landets østlige delstater. Hos Marburger Bund forventer man derfor, at udvandringen vil fortsætte - blandt andet til Danmark, der er et af de tyske lægers mest populære mål. Populariteten skyldes ifølge Ruth Wichmann især de gode arbejdstider og børnepasningsordninger. De gør Danmark særligt attraktiv for unge læger, der overvejer at stifte familie.

Det bekræfter Claudia Pfleger. Den 34-årige, tyske læge har arbejdet på Aalborg Sygehus Nord siden 2002. I øjeblikket venter hun sit første barn. »Situationen for tyske læger var allerede kritisk, mens jeg studerede«, fortæller hun. »Jeg havde udsigt til få ledige job og dårlige arbejdsforhold«. Derfor besluttede Claudia og hendes mand sig for at søge lykken i Danmark. I Aalborg blev de to nyudklækkede medicinere modtaget med åbne arme. »I lyset af lægemanglen i Danmark var alle utroligt glade for, at vi kom. Jeg følte mig langt mere påskønnet end i Tyskland«. Claudia er faldet så godt til i det danske, at hun ikke længere kan forestille sig at vende tilbage til arbejdsforholdene i sit hjemland. Hun forklarer: »I Danmark har du tid til patienterne. Du har tid til at være læge! Og så gør arbejdstiderne det muligt at forene karriere og familie.« På sygehuset i Aalborg får Claudia flere og flere tyske kollegaer, der også har sagt farvel til dårlige arbejdsforhold. »Det er jo dybt ærgerligt, at Tyskland mister så mange gode folk. Men med de vilkår, man bliver budt, er det ikke så underligt, at nogle flygter«. Den unge tysker er dog sikker på, at strejken i hjemlandet får en positiv udgang: »Når jeg ser nyheder om lægestrejken i fjernsynet, sidder jeg og hepper, som om jeg var til en fodboldkamp! Det var på tide, at der skete noget. Og det kan jo kun blive bedre for de tyske læger. Jeg er optimistisk!«