Skip to main content

Lægeforeningen

Jens Winther Jensen

2. jan. 2007
3 min.

Den 1. januar 2007 er Lægeforeningen gået over til at kalde sig, ja netop: Lægeforeningen. Derved er vi efter næsten halvandet hundrede år holdt op med at bruge benævnelsen: den almindelige danske. Det falder sammen med, at 2007 er jubilæumsår. Den 1. september har denne forening eksisteret i 150 år. Ingen anden standsforening i Danmark har nået denne alder, og det bliver i løbet af året markeret på en række måder. en af de mere markante bliver nok udgivelsen af bogen om udviklingen af den danske velfærdsstat og parløbet mellem lægestand og samfund. Den er nærmere omtalt i dette nummer af Ugeskriftet.

Selve navnet Lægeforeningen er i sig selv ikke nogen voldsom fornyelse. Sådan blev vi efterhånden omtalt og omtalte os selv i daglig tale, og derfor tager vi det i brug på tryk og i tale gradvist og uden de store fanfarer. Den almindelige danske stammer helt tilbage fra det møde med 80 deltagende læger, der den 1. september 1857 dannede foreningen ved et møde i Korsør. Den kaldte sig Den almindelige danske Lægeforsamling, og det var fra grundlæggelsen foreningens øverste organ. Almindelig betød egentlig bare, at den skulle være åben for alle danske læger, der på det tidspunkt var delt op i lokale foreninger og i en provinsialforening.

Vi skal også finde en forkortelse. På den internationale scene hedder vi fortsat Danish Medical Association.

Symbolikken i det nye navn er derimod tung. Det kommer ved starten af et jubilæumsår. Men det er også året, hvor foreningerne i Domus Medica og regionalt skal finde den endelige form for organiseringen af fremtidens lægeforening. Efter flere års arbejde skal Udvalget om Fremtidens Lægeforening lægge nogle konkrete modeller frem for Lægemødet 2007, der skal tage den endelige beslutning. Modellerne skal efter planen ligge klar i løbet af januar måned.

Det er sikkert, at 2007 på flere måder bliver et af de skelsættende år både for denne forening og for sundhedsvæsenet. Både regering og opposition har sørget for maksimal opmærksomhed på sektoren ved oplægget til en kvalitetsreform og ved det stærke fokus på velfærdsdiskussionen.

Det er også året, hvor det nye regionaliserede sundhedsvæsen skal stå sin prøve, og den nye balance skal etableres mellem kommunerne, regionerne og centralmagten. 2006 sluttede dramatisk med, at en af nøglespillerne, Sundhedsstyrelsen, blev slået ud af kurs og mistede sin chef.

Der er fra ministeren lagt op til, at den nye medicinaldirektør ikke behøver at være en læge, blot det er en god administrator med forstand på økonomi. Vi må igen advare om, at netop dette job i centraladministrationen kræver meget stor faglig viden ved siden af administrativ erfaring. Det afgørende er, at man sikrer Styrelsen den stærke centrale placering, den er tiltænkt i opbygningen af det nye sundhedsvæsen. Velkommen til jubilæumsåret.