Skip to main content

Lægeforeningen går til kamp mod uforståelige medicinnavne

Lægerne skal kunne nøjes med skrive navnet på selve lægemidlet på den recept, patienterne får, mener Lægeforeningen.

28. okt. 2016
2 min.

Patienter, som gennem længere tid får en bestemt slags medicin på recept, vil ofte opleve, at medicinen skifter navn, og at glasset eller indpakningen kan se helt anderledes ud end sidste gang, de var på apoteket. Det er forvirrende, mener Lægeforeningen.

Foreningen foreslår derfor, at lægerne kun skriver navnet på selve lægemidlet på recepten.

”Det kan være forvirrende og utrygt for, når f.eks. blodtrykslægemidlet enalapril sælges under så forskellige navne som Corodil og Enacodal. Samtidig er der også tilfælde, hvor producenternes navne indgår på medicinpakkerne i forbindelse med indholdstoffets navn - som f.eks. Enalapril - Orion, Enalapril - Sandoz eller Enalapril - Teva. Det øger risikoen for, at patienterne forveksler lægemidler eller indtager en forkert dosis, at et lægemiddel kan have flere forskellige handelsnavne”, siger Michael Dupont, næstformand i Lægeforeningen, på læger.dk.

Han peger, at de forskellige handelsnavne også kan øge risikoen for fejl, når lægen udskriver medicinen, og når den udleveres på apoteket.

”Det kan også svære svært for plejepersonale i kommunerne at finde rundt i de mange forskellige handelsnavne”, siger Michael Dupont.

Samme emne bliver behandlet på lederplads i den næste trykte udgave af Ugeskrift for Læger, som kommer på mandag.

"Medicineringsfejl udgør i dag den største gruppe af indberetninger til Styrelsen for Patientsikkerhed. Det er så høje tal, at vi bør reagere på dem, og en af vejene at gå er at sikre, at der bliver færre lægemiddelnavne at holde styr på", skriver Lægeforeningens formand Andreas Rudkjøbing bl.a. i lederen.

Han peger også på, at andre lande forlængst har indført lignende ordninger.

"Hvis vi i Danmark indfører generisk ordination, er vi langtfra de første. Andre lande har erfaringer med denne ordning. Der er bred sundhedsfaglig opbakning til at tænke nyt. Apotekerne støtter f.eks. generisk ordination. Næste skridt er naturligt at afprøve metoden i en dansk sammenhæng via et pilotprojekt og dermed styrke det praktiske erfaringsgrundlag inden en beslutning om at indføre en permanent ordning. Det vil vi opfordre sundhedsministeren til at stille sig i spidsen for", skriver Andreas Rudkjøbing.

Forslaget om forenkling af medicinnavnene er en del af "Tæt på patienten - 16 forslag til et stærkt og sammenhængende sundhedsvæsen" - Lægeforeningens udspil om det nære sundhedsvæsen.