Lægeforeningen og de tyske flygtninge

For Lægeforeningen er det vanskeligt at bedømme, hvilke overvejelser der har ligget bag DR TV's beslutning om at producere udsendelsen »Kun en Tysker«, der blev vist for nogle uger siden. Hvad vi imidlertid kan konstatere er, at man har krænket en række læger, der udøvede deres gerning i den turbulente periode omkring den tyske besættelsesmagts sammenbrud og Danmarks befrielse i 1945. Vi kan også konstatere, at en række påstande i udsendelsen ikke holder vand.

Det er altid betænkeligt at bedømme begivenheder, der har fundet sted i en ekstrem periode for snart 60 år siden, med nutidens alen, især når man vælger at gøre det ved hjælp af det, der vist bedst kan karakteriseres som følelsesporno. Men historien om de tyske flygtninge og de danske læger er tilsyneladende sagen, der ikke vil dø. Derfor er der i dette nummer af Ugeskrift for Læger et helt tema, der gennemgår omstændighederne i foråret 1945.

Lægeforeningen er som organisation blevet kritiseret for en meddelelse, der blev udsendt den 26. marts 1945. Den afsluttede en periode på et par uger, hvor Lægeforeningen efter aftale med besættelsesmagten ydede en begrænset hjælp til tyske flygtninge. En hjælp som tyskerne ellers ikke ønskede, fordi de anså flygtningene for at være deres ansvar. Og en hjælp, der i den ophedede stemning i marts 1945, bl.a. præget af clearingmordene på fire yngre læger i Odense, af mange læger blev opfattet som noget nær landsforræderi. Derfor vedtog Hovedbestyrelsen følgende:

»Med hensyn til fremtiden skal udtales: I betragtning af de her i landet herskende forhold mener Lægeforeningen ikke at kunne medvirke ved organisation af nogen form for lægehjælp til tyske civilflygtninge. Efter hvad der fra de tyske myndigheder er oplyst, tænkes flygtningene anbragt i mindre kolonier på 20-100 personer rundt om i landet og vil i videst muligt omfang blive betjent af tyske læger. Under hensyn til, at der ikke påhviler lægerne en folkeretlig pligt til at behandle civilflygtninge, vil Lægeforeningen anse det rigtigst, at medlemmerne kun yder lægehjælp til civilflygtninge, når de af forholdene i hvert enkelt tilfælde føler sig nødsaget dertil«.

Det er bestemt ikke en støtteerklæring til de tyske flygtninge. Hovedbestyrelsen henviser heller ikke direkte til lægeløftet, men til folkeretten (Haager-konventionen). Men faktisk handler meddelelsen om organisering af lægehjælp til de tyske flygtninge, og det vil på tidspunktet, hvor erklæringen er skrevet, sige samarbejde med besættelsesmagten, der i foråret 1945 forbereder sig på at sætte Danmark på krigsfod. Lægeforeningen overlader det i øvrigt til medlemmerne selv i hvert enkelt tilfælde at vurdere, om de vil yde lægehjælp. Mange læger har siden fortalt, at de rent faktisk ydede hjælp.

Det er på denne baggrund svært at se, at de danske læger og deres organisation var årsag til en større humanitær katastrofe, som det er blevet hævdet og gentaget i tv-programmet, der tilmed påstår, at det var en forbrydelse, at erklæringen ikke blev ophævet ved befrielsen. Men meddelelsen angik aftaler med den tyske besættelsesmagt og har derfor ikke nogen direkte relevans efter maj 1945.

I bagklogskabens lys kan man godt hævde, at Lægeforeningen efter besættelsen kunne have været mere aktiv for at hjælpe de tyske flygtninge her i landet. Men man må se på det i sin rette sammenhæng, hvor de danske myndigheder ikke ønskede at hjælpe tyskerne, men at isolere dem mest muligt for at få dem ud af landet hurtigst muligt. Der foregik mange angribelige ting i befrielsessommeren, men det kan ikke bruges til at pålægge den danske lægestand en kollektiv skyld for en humanitær katastrofe blandt tyske flygtninge.