Skip to main content

Lægeforeningen og udlændingepolitikken

Jesper Poulsen

1. nov. 2005
3 min.

Lægeforeningen er en pluralistisk interesseorganisation uden tilknytning til bestemte politiske partier. Vores formål er at varetage lægestandens interesser. Det er derfor ikke Lægeforeningens opgave at tage stilling til landspolitiske emner, der ikke direkte vedrører lægegerningen. Det gælder bl.a. hvilken asyl- og udlændingepolitik, der føres af en siddende regering. Det er op til den enkelte læge at bedømme og som konsekvens at bruge sin demokratiske ret ved at deltage i debatten og ved stemmeboksen. Derimod tager Lægeforeningen stilling til konsekvenserne af den førte politik, hvis der er tale om, at den krænker menneskerettigheder eller den lægelige etik. Det er også sket i asylsager.

Dette nummer af Ugeskriftet bringer et indlæg af specialkonsulent Bente Rich, der rummer en lang række angreb på Danmarks udlændingepolitik og dens konsekvenser. Angrebene baserer sig på selvoplevede ting fra asylcentrene. Lægeforeningen og andre sundhedsfaglige organisationer opfordres til at arbejde for at styrke befolkningens viden om forholdene i landets asylcentre, at sikre større retssikkerhed i myndighedernes sagsbehandling samt at bedre økonomiske ydelser til asylansøgere. Forslagene begrundes med, at de vilkår, Danmark tilbyder asylansøgere, næppe lever op til de krav om værdig behandling, som Danmark konventionsmæssigt er forpligtet af.

Blandt de foranstaltninger, der kritiseres, er den såkaldte madkasseordning, hvor asylsøgere, der ikke vil legitimere sig, bliver sat på smalkost. Ordningen er et pressionsmiddel, der anvendes for at tvinge asylansøgere til at oplyse om flugtruter m.v. og til at tvinge personer, der har fået afslag på opholdstilladelse, til at rejse hjem. Lægeforeningen meddelte myndighederne, at danske læger ikke må skrive erklæringer om, hvorvidt asylsøgere kan tåle at få udleveret fornødenheder, som andre har indkøbt til dem, i stedet for kontanter, som de selv kan bruge. Lægeforeningen finder det uforeneligt med lægeetiske principper og generelt skadeligt for patient-læge-forholdet, at lægelig viden anvendes til at legitimere tvangs- og straffeforanstaltninger fra samfundets side.

I en anden konkret sag, den såkaldte »iranersag«, hvor en asylsøger blev tvangsudvist, selv om han havde forsøgt selvmord og havde fået en lægehenvisning til en psykiatrisk undersøgelse, gik Lægeforeningen ind med styrke og fik etableret et samarbejde med myndighederne for at undgå gentagelser.

Omkring attester til asylsager gik Lægeforeningen i samarbejde med myndighederne for at sikre det lægefaglige grundlag for asylbehandlingen, hvilket må skønnes at være i begge parters interesse. Lægeforeningen har endvidere på et tidspunkt gjort opmærksom på, at vi er imod, at asylansøgere udsættes for genetiske test, medmindre det sker på grundlag af et informeret samtykke.

Læger må i et vist omfang affinde sig med at arbejde under de vilkår, som samfundet overordnet beslutter at tilbyde. Men dette må ikke hindre læger i at deltage i den offentlige debat og gøre opmærksom på forhold, som de opfatter som sundhedsmæssigt uforsvarlige, og Lægeforeningen vil også fremover påse, at læger i landets asylcentre ikke får arbejdsopgaver, som er uforenelige med Lægeforeningens etiske regler.