Skip to main content

Lægeforeningen vedtager guide til Facebook

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

4. apr. 2012
5 min.

»Hold da op. Hun skulle da overveje en kondicykel frem for at komme her og kræve slankepiller«.

»Shit et indgreb. Der var godt nok meget blod, men han overlevede da«.

Kunne du forestille dig at skrive sådan på din Facebook- eller Twitter-profil om dine patienter?

Nej, formentlig ikke.

Alligevel er flere danskere havnet i alvorlige problemer, fordi de har skrevet noget på Facebook, som de nok ikke skulle have gjort.

Medarbejder i Venstres Pressetjeneste Ditte Okman blev i 2010 landskendt og fyret, da hun på Facebook kaldte kioskdamen på Christiansborg for »fucked up og medicineret«.

Lægeforeningens bestyrelse har netop vedtaget en guide for, hvordan læger bør agere i de sociale medier:

»De sociale medier er en kommunikationsform, som bruges mere og mere. Også af læger. Derfor synes vi, at det er vigtigt at rådgive vores medlemmer, så de undgår de værste faldgruber«, siger Lægeforeningens formand Mads Koch Hansen.

Han fastslår, at langt det meste af guiden er gode råd og ikke regler, som læger er forpligtet til at følge, men blot en hjælp til at undgå problemer.

Lisbeth Lintz, formand for Yngre Læger, har siddet i Lægeforeningens arbejdsgruppe for sociale medier. Hun mener, at det først og fremmest er vigtigt, at læger er opmærksomme på, hvordan sociale medier bruges, fordi de typisk er så åbne, at patienter, kolleger og pressen kan læse med, »også selvom vi måske ikke lige kan se det«, som hun siger:

»Det er vigtigt, at vi er meget opmærksomme på, at f.eks. tavshedspligt, injurielovgivningen og Lægeforeningens etiske og kollegiale regler også gælder ved kommunikation via sociale medier.

Det er ligeledes væsentligt at holde sig for øje, at alt, hvad der bliver skrevet på de sociale medier, er med til at tegne et billede af den enkelte læge såvel som af læger som samlet gruppe«, siger Lisbeth Lintz.

Flere udenlandske lægeforeninger har ligesom verdenslægeforeningen World Medical Association udarbejdet regler for færden på sociale medier.

Sociale medier er alle digitale tjenester, hvor brugeren kan bidrage med indhold og dele det med venner og resten af omverdenen.

Sociale medier er eksempelvis Facebook, LinkedIn, Twitter og Youtube.

Læs Lægeforeningens guide her i redigeret form:

Sociale medier - en guide for læger

Lægers arbejde er baseret på tillid. Mellem læge, patient og pårørende. Dertil kommer, at der på enhver arbejdsplads er rammer - udtalte og uudtalte - for, hvordan medarbejderne bør opføre sig. Læger kan som alle andre risikere, at ytringer på sociale medier om deres arbejdsplads, chefer, kolleger, arbejdsvilkår kan få negative konsekvenser.

Som en støtte til at styre sikkert mellem muligheder og faldgruber på sociale medier, har Lægeforeningen disse råd:

  • Vær opmærksom på ikke at overskride eller udviske grænsen mellem privatliv og professionelt liv.

  • Vær opmærksom på, hvem der har adgang til private oplysninger på de sociale medier.

  • Vær bevidst om, hvordan aktiviteter på sociale medier kan have indflydelse på professionelle forhold og troværdighed.

  • Lægeforeningen fraråder læger at blive venner med tidligere eller nuværende patienter på Facebook og lignende sider.

  • Undgå personlige eller nedsættende informationer og kommentarer om patienter eller kolleger i offentlige internetfora.

Tavshedspligten og læge-patient-forholdet

Selv om du kun deler med dine venner, eller debatforummet kræver login, så kan alle i princippet få adgang til at læse med. Derfor bør du være opmærksom på, om du videregiver informationer om en patient i et omfang, som overskrider tavshedspligten.

Vær især opmærksom på:

  • Henvendelser fra patienter: Patienter tænker ikke altid over lægens tavshedspligt, når de stiller spørgsmål til læger om deres helbred på Facebook eller i debatfora. Men tavshedspligten gælder på internettet på samme måde som på gaden eller i et lokale, hvor der er andre mennesker til stede.

  • Du må kun bruge internettet til at svare på specifikke spørgsmål om en persons helbredstilstand, hvis der er tale om et lukket system, som eksempelvis e-mail-konsultation.dk

  • Patienters indblik i lægens privatliv: Flere og flere læger oplever, at tidligere og nuværende patienter ønsker at være deres ven på Facebook. Det bør undgås, da det kan overskride grænsen mellem dit professionelle virke og dit privatliv.

  • Klar afsender: At grænsen mellem privatliv og professionelt virke er nemme at udviske på sociale medier medfører, at du bør være meget tydelig med at oplyse, i hvilket regi du optræder. Optræder du som læge, som konsulent for en medicinalvirksomhed eller som privatperson?

Lægers image på sociale medier

For patienter, arbejdsgivere og kolleger kan dine aktiviteter på nettet påvirke deres opfattelse af dig som læge. Også selvom du deltager som privatperson. Derfor er det klogt at overveje, hvad du deltager i og hvordan på internettet.

Vær især opmærksom på:

  • Politisk og organisatorisk aktivitet: Det er langt nemmere end tidligere for f.eks. patienter eller arbejdsgivere at orientere sig om dine holdninger, og det kan ikke udelukkes, at deres forhold til dig kan farves af dem. Derfor er det en god ide i de konkrete situationer at overveje, hvilken eksponering du ønsker. Om du f.eks. foretrækker et lukket forum eller en åben debat, hvor alle har adgang.

  • Billeder: Du bør undgå at poste billeder af din arbejdsplads, som svækker indtrykket af arbejdspladsen som et seriøst sted, hvor patienterne kan have tillid til behandlingen og fortroligheden med dig som læge.

  • Humor: Det er klogt at overveje, om din adfærd kan misforstås af eller kan virke stødende på arbejdsgivere, kolleger, patienter eller patienters pårørende.

Jura på sociale medier

  • Tavshedspligten gælder på internettet såvel som på alle andre digitale og traditionelle medier.

  • Injurielovgivningen gælder også for kommentarer og tekster på sociale medier

  • Læger har en etisk forpligtelse til at oplyse om eventuelle interessekonflikter, når de skriver på internettet, jf. Lægeforeningens etiske regler.

  • Læger bør ikke tale nedsættende om kolleger og deres arbejde på sociale medier, jf. Lægeforeningens kollegiale regler.

Dette er en redigeret version af Lægeforenings guide til sociale medier. Den fulde version kan hentes i en opsat version lige til opslagstavlen på www.læger.dk.