Skip to main content

Lægeforeningen vil have indflydelse på it - og en fælles journal

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk og Anne Steenberger, as@dadl.dk

3. maj 2012
1 min.

Lægemødet vedtog det udspil med lægestandens krav og ønsker til fremtidens sundheds-it, som Lægeforeningens it-netværk havde udfærdiget.

»Vi ser mange perspektiver i sundheds-it - men det kræver, at det virker og er designet på den rigtige måde«, sagde Lars Riber, formand for Lægeforeningens it-netværk, da han præsenterede den nye politik.

Grundlæggende ønsker lægerne sig systemer, der er sektoroverskridende og understøtter patientforløb.

Et eksempel kunne være den fælles journal, som Lægemødet også vedtog at arbejde for.

Nogle PLO'ere var dog bange for, at almen praksis' omkring 20 år gamle velfungerende elektroniske patientjournal vil blive »smadret«, hvis den bliver et enkelt led i en stor journal, hvor alle autoriserede i hele sundhedsvæsenet kan skrive.

En anden udbredt skepsis gik på åbenheden. Når så mange kan skrive i en journal, er den så ikke pivåben? Modsvaret til det kan være at give patienten ret til at lukke nogle af informationerne på journalen.

Skal sådanne problematikker afklares på en acceptabel måde for lægerne, må de »ind i kampen«, som PLO's formand, Henrik Dibbern, sagde.

Det er netop det overordnede budskab i sundheds-it-politikpapiret. Lægerne vil inddrages i både udvikling og implementering af sundheds-it.