Lægegerningen og aktivisme har altid gået hånd i hånd for dr. Lyerly – nu vil hun i Kongressen

Der er hjemmelavet mac and cheese og chokoladekage på buffeten, og en skov af skilte står lænet op ad bagvæggen, da godt 30 mennesker en lun sommeraften er troppet op til vælgermøde i forsamlingshuset i landsbyen Wittenberg i det centrale Wisconsin.

Det store trækplaster er en energisk kvinde i fornuftige sandaler, gul kasket og en grøn T-shirt med påskriften »Dr. Kristin Lyerly i Kongressen«. Hendes hovedbudskab handler om noget, der altid har fyldt hendes professionelle liv, og som hun altid har kæmpet for. Men som hun indtil for nylig selv tøvede med at tale højt om i politisk sammenhæng.

»Politikerne har gjort det virkelig svært at tale om reproduktive rettigheder. A-ordet. Abort. Det er bare virkelig svært at tale om. Vi har så meget til fælles, men vi er så delt i det spørgsmål. Men det har aldrig været vigtigere. Og hele verden holder øje med os her i den ultimative svingvalgkreds i den ultimative svingstat«, siger Kristin Lyerly og opfordrer tilhørerne til at gå ud i lokalsamfundet og tage hul på den svære samtale.

Efter at selve vælgermødet er slut, bliver dr. Lyerly hængende en god time. Mange af tilhørerne vil gerne lige veksle et ord med den 54-årige gæst, der håber til november at blive valgt ind i Kongressen som den første gynækolog-obstetriker, der støtter fri abort.

Denne aften i Wittenberg er der blandt andre en ældre mand, der vil fortælle om sin datters svære abortforløb. Ved et andet vælgermøde for nylig kom en 70-årig landmandskone og stak dr. Lyerly en gul kuvert i hånden med ordene:

»Jeg bryder mig ikke om abort. Men jeg forstår, at det er sundhedspleje. Jeg har altid ønsket mig otte børn, men jeg fik kun tre. Her kan du læse hvorfor«.

I den gule kuvert var en fyldig liste over alle kvindens graviditeter – komplet med beretninger om misdannede fostre, genfejl, spontane aborter, følelser og hvordan hun havde følt sig behandlet i sundhedssystemet.

»Hendes historie var så hjerteskærende, at selv jeg, der lever af at behandle kvinder og hører den slags historier hele tiden, måtte starte forfra tre gange, fordi det gjorde så ondt at læse. Det var ikke lige, hvad jeg havde ventet af en 70-årig landmandskone. Men det er nu blevet et emne, vi kan tale om. Som vi skal tale om. Og som vi taler om«, siger Kristin Lyerly.

Det er den slags beretninger, der giver Kristin Lyerly løbende bekræftelse af, at hun er på rette vej. Og som er med til at give hende troen på, at det faktisk kan lykkes hende at blive valgt for Demokraterne i et ellers meget katolsk og konservativt hjørne af svingstaten Wisconsin.

Præsidentkandidat Kamala Harris har også gjort abort til et af sine hovedtemaer i valgkampen. Ifølge en måling lavet for New York Times i august kommer det med 14% ind på en andenplads – kun overgået af økonomi med 28% – blandt de valgtemaer, vælgerne angiver som de vigtigste. Blandt kvinderne siger hele 22%, at det er det vigtigste valgtema. Og da Wisconsin er en af de såkaldte svingstater, hvor kandidaterne ligger ekstremt tæt i meningsmålingerne, kan abortdebatten her blive helt afgørende for, om republikaneren Donald Trump eller demokraten Kamala Harris bliver USA’s næste præsident.

At Harris ser abort som en vindersag og Wisconsin som vigtig, blev understreget allerede dagen efter, at Joe Biden havde trukket sig fra valgkampen og givet stafetten videre til sin vicepræsident. Kamala Harris’ første vælgermøde var netop i Wisconsin.

Harris bakker uden vaklen op om kvinders ret til selv at vælge. Mens det de seneste mange måneder har været svært at holde styr på, hvad Trump egentlig mener.

Inden han gik ind i politik, var Trump åben aborttilhænger. Men abortmodstanden er vigtig for hans kernevælgere blandt de mest konservative evangelikale. Trump har pralet af, at det var ham, der fik indsat de nye konservative højesteretsdommere, der omstødte den forfatningssikrede abortret, kendt som »Roe versus Wade«. Tidligere har Trump også antydet, at han som genvalgt præsident kunne levere et føderalt abortforbud.

Foreløbig har højesteretskendelsen ført til markante lovstramninger i mange af de 50 delstater. 14 har indført egentlige abortforbud, og 27 har indført begrænsninger. De mest restriktive af staterne tillader ingen undtagelser, end ikke hvis en graviditet er resultat af incest eller voldtægt, eller hvis morens liv er i fare.

Men meningsmålinger har vist, at et flertal af amerikanerne synes, stramningerne er gået for langt. 63% af alle amerikanere – og 41% blandt republikanske vælgere – mener, at abort skal være tilladt i alle eller de fleste tilfælde.

Efter at Trump længe havde været ret tavs om emnet, rumlede rygterne tidligere i år om, at han ville erklære opbakning til en abortgrænse på 15 uger. Men efter at Republikanerne rundt i landet de seneste år har oplevet en række nederlag ved valg og folkeafstemninger om abort, vævede Trump sig i april frem til, at det skulle være op til de enkelte delstater selv at bestemme. Og på det seneste er han igen kommet med en række modstridende meldinger, der formentlig er udtryk for, at han er bange for at støde vælgere fra sig, hvis han er alt for præcis.

Så i Wisconsin tror Kristin Lyerly på det. Hun oplever, at nærmest alle har en personlig historie om abort og reproduktiv sundhed. Og selv om det har været hendes levevej og passion, siden hun lidt ved et tilfælde snublede ind i faget, er det også ret nyt for hende selv at tale højt om abort i en valgkamp. Da hun for nogle år siden stillede op til en plads i Wisconsins delstatskongres, lagde hun bånd på sig selv.

»Vi talte overhovedet ikke om abort dengang. Jeg var bange for at sige ordet højt, selv om jeg selv udførte aborter, og selv om jeg havde ytret mig offentligt om det og også vidnet for delstatskongressen. Men det var så tabubelagt i min meget katolske valgkreds. Jeg havde det svært med at tale om det, så det gjorde jeg ikke«.

Men det er stadig ikke en nem debat. Heller ikke i Wisconsin. Her har abort været et juridisk minefelt siden den føderale højesteretskendelse i juni 2022.

Straks efter højesteretsafgørelsen fandt abortmodstanderne i Wisconson en gammel lov fra 1849, som de nu mente at kunne bruge til et totalforbud i staten. I Wisconsin som så mange andre steder i USA foregår langt de fleste aborter på dedikerede abortklinikker, typisk drevet af organisationen Planned Parenthood. Aktiveringen af den gamle lov betød, at abortklinikkerne øjeblikkeligt lukkede for aborter.

Dr. Lyerly reagerede ved at flytte en del af sin lægepraksis til delstaterne Minnesota og Arizona, hvor abort stadig var tilladt. Og hun kastede sig ud i en juridisk udfordring af den gamle lov. 449 dage senere fik hun og de øvrige sagsøgere rettens ord for, at den gamle lov ikke kunne bruges.

Så i september sidste år blev der åbnet for aborter igen. Men abortmodstanderne har anket sagen, der i øjeblikket venter på at blive hørt ved Wisconsins højesteret. Dr. Lyerly er også med i ankesagen. Nu er hun så nervøs for, at hendes politiske modstandere går efter hendes autorisation i Wisconsin, at hun valgt at blive ved med at praktisere i nabostaten Minnesota. Og for tiden udfører hun ikke aborter.

Så nu kører hun en gang om måneden de syv timer fra hjemmet i Green Bay, Wisconsin til Hibbing i Minnesota, hvor hun arbejder på en kvindeklinik. Klinikken er normeret til tre gynækologer-obstetrikere. Men som det er tilfældet rigtig mange steder i USA, er det svært at skaffe læger, især ude på landet, og især i et fag med så store politiske og juridiske udfordringer. Så for tiden er der kun Kristin Lyerly på klinikken.

Men hun er stadig vild med sit fag. Og der er glød i hendes stemme, når hun fortæller, hvordan en anden kvindes fostervand i sin tid guidede hendes karrierevalg.

Kristin Lyerly er vokset op i trange kår i den lille by Kaukana i det centrale Wisconsin. Hendes mor var hjemmegående, men fik arbejde til mindsteløn på en postcentral, da faren døde af druk, da Kristin var 11 år. Det var lykkedes forældrene at lægge lidt penge til side, og Kristin blev den første i sin familie til at få en uddannelse.

Da hun var i 20’erne, døde moren som følge af en kræfstsvulst i hjernen. Så der var ingen forældre til at hjælpe med at finde den rette vej i livet. Men det gav også en frihed til selv at finde ud af det. Og da Kristin Lyerly læste basisår på universitetet, begyndte medicinen bare at give mening. En af de afgørende oplevelser var, da Lyerly i sommeren 1993 som frivillig på en lægeklinik i Alaska overværede et kejsersnit.

»Da de lavede snittet i livmoderen, sprøjtede det bare ud med fostervand. Kvinden havde formentlig mere end normalt. Det plaskede ud over mig, og det var helt fantastisk. Jeg havde aldrig set noget lignende. Det var jo før, man kunne YouTube noget som helst. Men det var en helt utrolig, nærmest overvældende oplevelse, og det føltes så varmt og glat. Det var overhovedet ikke væmmeligt. Jeg var så betaget og tænkte bare, at det var så fantastisk, at jeg bare ville have mere«.

Allerede på medicinstudiet blev Kristin Lyerly aktiv i studenterpolitik for fri abort. Aktivismen har været med fra begyndelsen. Og nogle år senere, da hun var på vej i turnus, oplevede hun på egen krop, hvordan manglen på kvalificerede speciallæger i kombination med det spegede juridiske klima kan gøre det svært for kvinder at få lov til at træffe deres egne valg.

Hun har selv fire sønner på 15, 18, 24 og 25. Men der var også en graviditet mere mellem de to yngste. Fosteret døde i 17. uge i forbindelse med en moderkageløsning. Det var altså ikke en provokeret, men en spontan abort. Men det var kun, fordi Kristin Lyerly selv var medicinstuderende, at hun endte med at kunne afslutte graviditeten sådan, som hun selv ønskede.

»Jeg vidste godt, hvad mulighederne var, og at jeg ønskede en kirurgisk abort. Det er det sikreste i den situation. Og mentalt havde jeg heller ikke lyst til at føde. En fødsel betød for mig, at jeg skulle have en baby. Men det her var ikke en baby, det var et tab. Men min læge havde ikke den fornødne ekspertise til den procedure, og hun ville ikke tale min sag«, husker Lyerly.

Hun valgte selv at tage på hospitalet, hvor hun blev mødt af en læge, hun kendte. Og som spurgte, hvorfor hun dog ikke havde bedt om en kirurgisk abort.

»Jeg brød helt sammen og sagde, at det var jo det, jeg ønskede, men at min egen læge ikke ville hjælpe. Hospitalslægen fandt en anden læge, som fik en tredje læge involveret. Og så endte jeg med at få det, som jeg ønskede, og som jeg også vidste, var bedst i min situation. Men det lykkedes jo kun, fordi jeg kendte systemet og lægerne og valgmulighederne,« siger hun.

For mere nylig var en bekendt i en lignende situation, men med en provokeret abort. Her valgte forældrene selv at afslutte graviditeten, fordi fosteret ved en skanning i 20. uge viste sig at have så mange misdannelser og problemer, at lægerne sagde, at deres søn ville blive født til hospice.

Omvendt dr. Lyerly havde hendes bekendt et stærkt ønske om at føde sit barn og holde ham. Men det kunne abortklinikken ikke tilbyde. Hun måtte nøjes med de to fodaftryk, det lykkedes lægerne at lave efter udsugningen.

»Hun ønskede at føde sin søn og holde ham. Men hun fik ikke den mulighed på grund af det politiske klima. Vi var igennem samme procedure. I min situation var barnet allerede dødt. Mens hun bar på et foster, der ikke ville overleve«, siger Lyerly.

Hun mener, at mange speciallæger på hospitalerne tøver med de kirurgiske indgreb i forbindelse med spontane aborter, netop fordi det er så politisk følsomt og i en juridisk gråzone.

Men venindens historie, der både er så lig dr. Lyerlys egen og så helt anderledes, har også lært lægen noget vigtigt.

»Når jeg ser mine patienter i konsultationen, har jeg egentlig altid tænkt, at det vigtige var at sørge for at give dem det, der er brug for lige nu og her. Man tænker ikke nødvendigvis på, hvad det betyder i resten af patientens liv. Men historien her har lært mig, hvor dyb en betydning det kan have for ens videre liv at få lov til selv at træffe beslutningen. At høre min venindes beskrivelse af, hvad der skete, og hvad det betyder for hendes liv, har virkelig fået mig til at tænke over, hvordan jeg behandler mine patienter, og hvordan jeg kan gøre det bedre«.

Og selv om Kristin Lyerly håber, at hun efter valget 5. november skal til at flytte en del af sit liv til Washington, og selv om hun også er engageret i sundhedspolitik generelt og i klimapolitik, så er det stadig hensynet til patienterne, der driver hende.

»Jeg kan godt lide at være effektiv. Og politik er jo bare en helt anden måde at være effektiv på. Det giver mig mulighed for at få indflydelse på, hvad der foregår i USA. Men politik er også svært. Og det er beskidt. Så jeg ved også, at der er mange af mine venner – og især mine lægevenner – der støtter mig i ånden, men som ikke vil give penge til min valgkamp, fordi de anser det for beskidt. Men jeg forstår både politik og medicin, så jeg håber, at jeg kan bygge bro. Jeg ved, at folk stoler på mig som læge. Jeg kan ikke svigte dem, når jeg også er politiker«.