Læge(kreds)forening i en brydningstid

Strukturreformen er over os. Der skal inden for det meste af vores lægeverden være 5 regioner i stedet for de nuværende 14 amter plus hovedstadsområdet. Fra 1. januar 2006 starter de nye regionsråd i en overgangsordning, og fra 1. januar 2007 bliver de nuværende amtslige strukturer helt nedlagt. Det kommer selvsagt til også at få betydning for lægeforeningsstrukturen, idet det umiddelbart ville være kunstigt at opretholde de nuværende lægekredsforeninger, der jo bygger på den geografiske opdeling i amter. Så langt så godt. Men hvad skal der så ske i fremtiden?

Det enkle svar på dette spørgsmål er jo selvfølgelig blot at ændre de nuværende lægekredsforeninger til regionsforeninger, der følger de kommende regioners geografiske grænser. Bortset fra en del juridiske spidsfindigheder med nedlæggelse af foreninger og oprettelse af nye, beslutninger om hvor sekretarieterne skal høre hjemme fysisk, hvem og hvor mange der skal være ansat etc., er det i det store hele en enkelt løsning. Det er selvfølgelig meget arbejde, der skal udføres, og mange beslutninger der skal tages i overgangsfasen, men når det er på plads, så kan »buisness as usuall« fortsætte. I det store hele er det også det, DADL lægger op til i det til lægekredsforeningerne netop udsendte forslag. Dog er der en meget væsentlig ændring, idet regionsforeningerne får tildelt midler fra DADL og altså er uden selvstændig ret til kontingentopkrævning. Regionsforeningerne skal i stedet klare sig for et fast beløb fastsat af og overført fra DADL.

På nogle områder forekommer forslaget mig lidet visionært. For hvordan skal det være muligt at drive en slags lægekredsforening/regionsforening over så store geografiske afstande? Giver det overhovedet mening? Hvordan skal man kunne afholde bestyrrelsesmøder for slet ikke at tale om medlemsmøder, hvor der for en del interesserede kan være 1-2 timers kørsel hver vej? Hvad er der overhovedet af fælles interesser for lægerne i de enkelte søjler, som er specifikt regionale og ikke bare landsdækkende? Skal der i stedet laves kredsforeninger under regionsforeningerne, som dækker læger tilknyttet et bestemt sygehus? Inden så mange år er det nok et ret overskueligt antal sygehuse, der er tilbage.

Og hvad med de enkelte søjler? Kan man være formand for Yngre Læger i en hel region med 1.900 yngre læger? Det er i hvert tilfælde ikke muligt at deltage i diverse lokalforhandlinger med til eksempel Ny Løn i så stort et område. Kan man på P.L.O.-området have et praksisudvalg på 30 medlemmer? Bliver de enkelte regionsforeninger ikke for store og for magtfulde i forhold til de landspolitiske emner?

Måske er det frygten for for stærke regionsforeninger, der har fået DADL til at foreslå den nye væsentligt mere centraliserede struktur. Skal vi overhovedet have lokalforeninger? Eller skal det være et lokalt kontor direkte under DADL uden selvstændige demokratiske fora og egne beslutningskompetencer?

Måske var det tiden nu, hvor vi alligevel mere eller mindre er tvunget ud i ændringer, at se på hele strukturen i DADL. De forslåede vedtægtsændringer virker uigennemtænkte og med stor risko for at virke begrænsende for aktiviteten i de nye regionsforeninger. Det virker som om, vi er ved at lave vedtægter til en forening, vi ikke ved, hvad skal indeholde. Desværre er der et tidspres, idet der er et ønske om at have den nye struktur på plads fra 1. januar 2006 for at kunne matche det politiske niveau. Der er derfor foreslået en ret hurtig proces. Men måske man skulle overveje det hele endnu en gang i stedet for at lade det hele diktere af de igangværende strukturreformer.

Indlægget er skrevet før 13. september 2004 og har tidligere været bragt i Medicus, nr. 6, årgang 34.