Lægekultur og racisme

Med dette nummer af Ugeskrift for Læger følger en lille bog om lægekultur og kollegialitet. Forsiden rammer lige ned i en meget aktuel og meget kontroversiel problemstilling. Sagen om en ung, kvindelig læge med iransk baggrund, der mødte den danske racisme i form af en ung nynazist med ondt i maven, har vakt opsigt. I den aktuelle sag blev konflikten klaret ved hjælp af netop kollegialitet, bagvagten tog over, så sagen blev klaret i mindelighed. Men handlede lægerne korrekt, og hvad gør lægerne i lignende situationer?

Sagen har været diskuteret i Etisk Udvalg, og her fandt man, at lægerne havde handlet korrekt. En ung nynazist kom til skadestuen på Amtssygehuset i Gentofte med akut opståede mavesmerter, men han afviste at lade sig undersøge af den urologiske forvagt. Han fremkom med så racistiske udtalelser, at forvagten kontaktede bagvagten, der herefter overtog patienten. Man skønnede, at den fuldstændige mangel på tillid mellem læge og patient gjorde det urealistisk, at forvagten kunne foretage undersøgelsen. Det fandt Etisk Udvalg var korrekt i den konkrete sag og også principielt korrekt. Sagen har videre været drøftet i Lægeforeningens hovedbestyrelse, hvor holdningerne var delt på en måde, der sandsynligvis afspejler virkeligheden. Vandene deles på spørgsmålet, om en patient af den ene eller den anden grund kan afvise et behandlingstilbud og få et nyt.

Jeg mener ikke, at en læge i en akut situation kan begå selvtægt ved at afvise at behandle en patient, der har afvist en kollega, og hvor kollegaen har ønsket assistance. Hvis en patient i en akut situation afviser at modtage behandling af en læge på grund af køn, etnisk baggrund eller andet, må en anden læge træde til, hvis det er praktisk muligt. Det er ikke det samme, som at man er tvunget til at tilkalde en læge med en bestemt hårfarve, men det er under alle omstændigheder en lægelig forpligtelse at yde akut lægehjælp, hvis der blandt det vagtbærende personale findes en person, der kan yde den relevante undersøgelse og behandling. Man skal handle med stor omtanke og ikke lade sig ophidse og rive med. Konsekvensen af at nægte er ganske enkel ikke acceptabel, og en sådan praksis ville kun holde, til det første dødsfald indtræffer på grund af »lægelig afvisning«. Jeg kan blot henvise til en nylig sag i Esbjerg, hvor en læge blev dømt for ikke at have foretaget en tilstrækkelig grundig undersøgelse af en patient, der i dag er permanent hjerneskadet.

Men den ideelle løsning - den, hvor problemer bliver løst i mindelighed - har naturligvis sine store begrænsninger. Den største er, at der i en akut situation ikke findes en anden læge, der kan foretage en kvalificeret undersøgelse og behandling. Der har patienten naturligvis ikke krav på, at en specialist bliver fløjet ind. Det kan heller ikke være sådan, at et sygehus skal begynde at sammensætte deres vagtberedskab ud fra et skøn over, hvilke etniske grupper eller politiske orienteringer, der kan forventes i akutmodtagelsen det næste døgn. Men tillidsforholdet mellem læge og patient er noget meget grundlæggende for en god behandling. Der skal læger strække sig meget langt. Det gælder også i ikke-akutte situationer, fx hvor muslimske kvinder kun vil lade sig undersøge af kvindelige læger. Hvis det er muligt, bør det imødekommes.

Racismesagen fra Gentofte er et specielt ondartet eksempel på de krænkelser, læger kan komme ud for i deres arbejde, og som kan forpeste arbejdsmiljøet. Læger, der har været ude for oplevelser af den karakter, har krav på at blive bakket op og få hjælp af deres ledelse. Men de har også brug for kollegernes støtte og opbakning. Den forstærkede konfrontation i samfundet og de stadig større grupper med anden etnisk baggrund både på behandler- og patientsiden er en af mange udfordringer til lægekulturen og kollegialiteten. Blandt de medicinstuderende på universiteterne er nu næsten to tredjedele kvinder og ud af disse har en tredjedel anden etnisk baggrund end dansk. Udfordringen bliver ikke mindre i de kommende år.