Skip to main content

Lægekunst i røg og damp

CANNABIS – Fra stenalderen til i dag har cannabis været genstand for interesse på grund af sine medicinske – og andre – anvendelsesmuligheder.
Digteren Charles Baudelaire var et markant medlem af en litterær hashklub i 1840’ernes Paris. Her studerede fremtrædende litterater stoffets indflydelse på bevidstheden. Og en psykiater studerede litteraterne … (Wikimedia).
Digteren Charles Baudelaire var et markant medlem af en litterær hashklub i 1840’ernes Paris. Her studerede fremtrædende litterater stoffets indflydelse på bevidstheden. Og en psykiater studerede litteraterne … (Wikimedia).

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

28. aug. 2018
6 min.

»I de senere Aar have engelske Læger benyttet denne Plante i Medicinen og synes i det Hele Tilböjelige til at betragte den som en Berigelse af det Phamakologiske Forraad«.

Sådan skrev tidsskriftet Bibliothek for Læger i april 1849, og den omtalte plante er Cannabis sativa indica – hash, marihuana, tjald og hvad den ellers er kendt som i nyere tid.

Cannabis i medicinen er ikke et nyt fænomen, og interessen for plantens medicinske anvendelse går langt tilbage. Meget længere end til 1849, da Vesten begyndte at interessere sig for planten, og Bibliothek for Læger skrev om den.

Den tidligste omtale i vestlig litteratur stammer fra den græske historiker Herodot. Omkring år 400 f.v.t. skrev han om det mellemøstlige rytterfolk skytherne, at de i forbindelse med en begravelsesceremoni kastede hampefrø på gloende sten og indåndede røgen, der hensatte dem i en ekstatisk tilstand. Med lidt god vilje kan det betragtes som en tidlig form for aromaterapi.

Første gang den egentlige medicinske brug af cannabis omtales, er dog i det første århundrede f.v.t., hvor græske kilder fortæller, at tørrede blade af planten blev brugt til at standse næseblod, og plantens frø blev anvendt som middel mod bændelorm.

Det fortælles også, at at et udtræk i vand eller vin af de grønne frø blev dryppet i øregangen som et middel mod inflammation og smerte i øret.

Nogle kilder hævder desuden, at indtagelsen af større mængder hampefrø udtørrer sæden hos mænd. Forfatteren Aëtius anbefaler dette som et middel mod unge mænds natlige ejakulationer.

Stenaldermedicin

I 2007 fandt hollandske arkæologer en grav fra yngre stenalder. Graven indeholdt en høj koncentration af plantepollen, som ved nærmere undersøgelse viste sig hovedsageligt at stamme fra cannabis, mens en mindre mængde stammede fra mjødurt. Da mjødurt er kendt for sin febersænkende virkning, har forskerne gættet på, at den gravlagte har været alvorligt syg, og at cannabis kan have været brugt som smertestillende middel.

Cannabis-planten. Illustration i græsk lægebog fra 500-tallet

Cannabis er en af de 50 grundlæggende planter i traditionel kinesisk medicin. For 1.800 år siden benyttede kinesiske kirurger tørret og pulveriseret cannabis udrørt i vin som bedøvelsesmiddel, og i en farmakopé fra Tangdynastiet anbefales roden som et middel til at fjerne en blodprop, mens saften af bladene anvendes mod bændelorm. De pulveriserede frø opblandet med risvin anbefales mod en række lidelser, fra forstoppelse til hårtab, mens nogle forfattere noterer, at hunplantens harpiksholdige blomsterstande fremkalder drømme og åbenbaringer. Høje doser førte til, at man begyndte at se spøgelser og dæmoner.

Og selvfølgelig var hampen også udbredt i oldtidens Egypten og Indien, både som rusmiddel og som medicin.

Forsøg med cannabis

Omkring år 1800 kom cannabis/hash til Europa, efter at Napoleons hære havde erobret Egypten og bragte planten med hjem. Men det var først i 1840’erne, at det nye stof begyndte at interessere en snæver kreds af kulturelle spidser i Paris. Mere om det om lidt.

Først tilbage til Bibliothek for Læger i 1849 – en tid, hvor en stagnerende europæisk medicin desperat søgte efter veje til at komme på omgangshøjde med andre videnskaber. Og en tid, hvor lægerne erkendte, at det meste af, hvad de kunne tilbyde, var forældet og virkningsløst.

Bibliothek for Læger greb derfor med glæde muligheden for at referere udenlandske undersøgelser af »et Extrakt under Navn af Hachisch« – herunder forsøg, som professor Wolff på Berlins Charité-hospital og engelske læger har foretaget.

Der gives opskrift på fremstillingen af »et mörkegrönt harpixagtigt Extrakt af en ejendommelig stikkende Lugt og skarp Smag«. Til forsøget opløses ekstraktet i alkohol i forholdet 1:9 og gives til raske forsøgspersoner »i en Dosis af 8-16-25 Draaber«.

I disse doser nærmer virkningen sig opiums – men ved den høje dosis bemærker man også »en vis Exaltation af de sjælelige Evner, navnlig af Phantasien, der endogsaa stiger til Delirium«. Folk bliver med andre ord høje og skæve – og så får nogle i øvrigt lidt tynd mave.

Opium har lignende bivirkninger – bortset fra, at opium virker forstoppende. Derfor er cannabis i nogen grad at foretrække som smertestillende og beroligende middel, for eksempel ved »Rheumatisme, Tetanus, Konvulsioner, Delirium tremens, og selv Cholera«.

Men især ved kræftsygdomme er cannabis at foretrække »og viser her undertiden aabenbart större Virkning end Morphinen«.

Ved »kronisk Rheumatisme« kan man med godt resultat give »en noget mindre Dosis flere Gange daglig i længere Tid, uden at den fortsatte Brug medførte uheldige Bivirkninger«.

En celeber hashklub

Medicinens problemer var dog intet imod psykiatriens. For »afsindige« fandtes ingen medicinsk behandling. Indespærring, tæsk og kolde afvaskninger var uden terapeutisk effekt og diskrediteret. Men ifølge Bibliothek for Læger havde »den meget hyppige Anvendelse af Haschisch i Orienten som berusende Middel« vakt interessen hos »Dr. Moreau« i Frankrig.

Jacques-Joseph Moreau (1804-1884) var læge og psykiater og havde gjort forsøg med at tage sindslidende med på rejser til Orienten. På disse rejser havde han observeret en gavnlig effekt, når patienterne indtog dette rusmiddel. Hjemme i Paris fortsatte han sine forsøg.

Hvad artiklen ikke fortæller, var, at dr. Moreau også afprøvede stoffet under mere rekreative former. Han var nemlig den mystiske »Dr. X«, der i 1845 forsynede medlemmerne i Le Club des Hachichins med det hallucinerende, grønne ekstrakt. Og han fortyndede ikke.

Den celebre hashklub bestod af så fremtrædende litterater som Théophile Gautier, Charles Baudelaire, Alexandre Dumas og Honoré de Balzac, og de mødtes fra 1845 jævnligt på Hôtel Pimodan til fælles indtagelse af hashish. Det var dr. Moreau, som serverede kæmpedoser af det tyktflydende ekstrakt i fine skåle, hvorfra litteraterne indtog den med forgyldte teskeer.

Forfatterne ville udforske den ændrede bevidsthedstilstand, som stoffet fremkaldte. Dr. Moreau, der superviserede de høje herrer, var mere interesseret i den lægevidenskabelige udforskning af stoffets muligheder.

»Temmelig glødende Farver«

Dr. Moreau (der godt nok brugte meget høje doser ved sine forsøg) konstaterede, at langvarigt, kronisk forbrug af hash nedbrød sindet og ofte førte til mental sygdom.

Og mens Baudelaire skrev lyrisk om rusens nødvendighed (»Berus jer; berus jer uafladeligt«), konstaterede dr. Moreau, at alle symptomer, som findes ved psykisk sygdom, også kan fremkaldes ved indtagelse af hash – »fra simpel, manisk Ophidselse til hektisk Delirium, fra den svageste Impuls, den simpleste Fiksering, til den mindste Beskadigelse af Sanserne, til den mest uimodståelige Drift, det vildeste Delirium, de mest varierede Forvrængninger af Følelserne«.

Sådan skrev dr. Moreau i »Hashish og mental Sygdom«, der udkom i 1845. Og det er formentlig den udgivelse, som Bibliothek for Læger havde i tankerne (man var ikke så nøjeregnende med videnskabelige referencer): »I en Monographi, der udkom for et par Aar siden, fremstiller han disse Virkninger med temmelig glødende Farver som et Indbegreb af alle de Phænomener, Afsindigheden i videste Forstand formaar at udvikle«.

Dr. Moreau har derfor, fortsætter artiklen, afprøvet midlet på »afsindige« patienter med akutte psykoser, der truede med at udvikle sig til en kronisk tilstand, for at holde psykosen »fast i den akute Form, eller for at føre den tilbage dertil«.

Forsøgene ser dog ikke ud til at have ført til noget tilfredsstillende resultat. »Det samme har været Tilfældet med de Experimenter, der have været anstillet hos Afsindige med Æther og Chloroform«.

Psykiatrien må derfor vente yderligere 100 år, før der begynder at dukke virksomme, psykofarmakologiske behandlinger op.

Men som smertestillende og beroligende middel – ikke mindst til patienter med kræft – ser artiklens forfatter muligheder:

»Den Omstændighed, at det ikke medfører Forstoppelse, [synes] at være én væsentlig Anbefaling for dets Anvendelse som Narkotikum, saa meget mere som det efter talrige Forsøg i Charitéen netop hos Kræftpatienter virker temmelig sikkert i denne Retning«.

Supplerende litteratur:

Bibliothek for Læger 1849;5. Bd., jan-apr:396 ff.

Butrica JL. The medical use of cannabis among the Greeks and Romans. J Cannabis Therapeutics 2002;2:51-70.