Skip to main content

Hvad betyder det for den syge at have en tro? Og hvordan forholder man sig som læge til troende patienter? Kan tro lette helbredelsen - eller i det mindste accepten af sygdom og måske udsigten til at skulle dø?

Spørgsmål, der åbenbart vækker genklang hos mange læger: I hvert fald blev der hurtigt overtegnet, da Hovedstadsregionens Lægekredsforenings efteruddannelsesudvalg for nylig udbød kurset »Tro og helbred«, ligesom der har været udsolgt ved tidligere, lignende kurser med troen som emne.

Den 4. oktober drager 30 læger til den nordspanske pilgrimsby Santiago de Compostela, hvor de skal bo på klosteret San Martin Pinario; et præsteseminar, der samtidig er en del af det teologiske fakultet ved byens universitet.

»Ikke en vækkelsesrejse!«

Santiago er efterhånden blevet et populært mål for danskere, der langtfra alle er troende, men som har lyst til at udfordre sig selv med en vandretur ad den 1.000 år gamle pilgrimsrute, Caminoen. For nogle begynder den over 800 km væk i St. Jean Pied de Port i Pyrenæerne. Andre starter tættere på målet: Santiagos store katedral med Sankt Jakobs grav.

Det er formanden for efteruddannelsesudvalget, hjertemediciner og overlæge, dr.med. Keld Kjeldsen, der sammen med sognepræst Elisabeth Lidell er kursusleder. »Det er ikke et religiøst vækkelseskursus, men om et stykke relevant og seriøs efteruddannelse for læger, vi har arrangeret«, vil Keld Kjeldsen meget gerne understrege, efter at kurset i Kristeligt Dagblad blev omtalt med den begejstrede overskrift: »30 danske læger på pilgrimstur med præst som guide«.

Keld Kjeldsen er selv et lidettroende medlem af folkekirken, hvor han »kun kommer til barnedåb, bryllupper og begravelser«. Men han er også meget interesseret i, hvad det er, troen og dens præster kan gøre for at hjælpe alvorligt syge og døende patienter. Og det er, hvad kurset fokuserer på.

Som læge kan han jo ikke love den døende eller de pårørende et evigt liv hos Gud: »Hvad jeg kan love er, at vi kan hjælpe og lindre med smertefrihed, og at man ikke skal pines unødigt. Optimal diagnostik og optimal behandling - og så lindring med smertestillende midler og psykofarmaka«.

»Gennem mit kliniske virke har jeg set mange døende og svært syge patienter«, siger Keld Kjeldsen. »Og jeg har en fornemmelse af, at troende måske undertiden har lidt lettere ved at håndtere grimme ting, end ikketroende«. Det - og præsternes evne til ofte at kunne hjælpe patienterne på måder, som de fleste læger er meget fremmede over for - vakte Keld Kjeldsens nysgerrighed. Så da en hjertekirurg - som er katolik - for et par år siden foreslog et kursus i Rom om »Tro og sygdom«, ville han meget gerne selv stå for det praktiske.

Siden er disse kurser fulgt tematisk op. I begyndelsen med en overvejende deltagelse af religiøse læger, som åbenbart har mærket et behov. Men på de følgende kurser har andelen af ikketroende været voksende og udgør nu lidt over halvdelen, anslår Keld Kjeldsen. En vis åbenhed over for livets mere spirituelle aspekter er dog en fordel. Hardcore-ateister kan ganske vist få nogle spændende diskussioner ud af det - men det er ligesom ikke formålet.

Hvad er det, præsten kan?

»Min interesse for feltet blev vakt af præsters evne til at hjælpe nogle patienter på en måde, vi ikke kender til«, siger Keld Kjeldsen. »Derfor ville jeg gerne vide mere om, hvad det er, præsten gør, når han eller hun tilkaldes til en svært syg - og hvorfor vil man have præsten tilkaldt«.

Hvad kan religionen tilbyde læger, som ellers forventes at bevæge sig i et rent naturvidenskabeligt univers?

»Læger kan ligesom andre opleve ting i deres eget liv, som kan være tunge. Men ikke mindst er der de belastninger, man oplever gennem sit arbejde: Hvordan kan man bedst muligt leve med dem? Er det lettere, når man er troende? Men det, som virkelig interesserer mig, er det, som præsten tilsyneladende kan gøre for de svært syge og døende, som vi ikke kan. Fx at tale med patienten på en måde, så der skabes et håb. Et andet håb end det, vi sædvanligvis kan bidrage med«.

Ja, for det er jo ikke et håb om helbredelse, præsten kommer med?

»Nej, det er der, hvor vi må sige: Vi kan yde så og så meget i retning af, at du lever lidt længere eller lidt bedre. Men vi kan ikke bidrage med et langsigtet håb til terminalt syge«.

Hvad kan kurset give en renlivet ateist?

»Det er nok ikke så meget, og jeg anbefaler det heller ikke til virkelige ateister. Men det kan give en indsigt i, hvad der foregår. Vi har jo alle religiøse patienter, og det er altid en fordel at forstå sine patienter bedst muligt«.

Vi moderne mennesker kan jo godt forholde os lidt kejtet i mødet med meget religiøse mennesker ...

»Ja, hvordan skal man håndtere det? Jeg husker en patient, som var døende inden for timer, og som gerne ville giftes. Præsten blev tilkaldt og foretog en vielse. Det kan selvfølgelig også have økonomiske aspekter, men i dette tilfælde lå der nok mere religiøse tanker bag«.

Keld Kjeldsen har også oplevet eksempler på døende børn, som forældrene lagde stor vægt på, skulle døbes. Men som kardiolog er det oftest ældre mennesker, han ser. Om de troende blandt dem har det mindre svært, når døden nærmer sig, ved han ikke: »I nogle tilfælde er deres holdning, at ,jeg har min tro og min gud, og det skal nok gå`. Men jeg ved det ikke, og det er ikke noget, vi forsker i. Vi forsker i alle mulige naturvidenskabelige problemstillinger, men ikke på dette område«.

Her-og-nu vs. evigheden

Næsten alle kursisterne er praktiserende læger. Keld Kjeldsen gætter på, at deres interesse skyldes, at de oftere end hospitalslægerne er tæt på patientens personlige problemer: »Hospitalsvæsenet handler for mange ansatte mere om her-og-nu-ydelser, mens den praktiserende læge undertiden følger patienten gennem hele livet og kender patientens levevis og eventuelle religiøsitet. Den praktiserende læge har et helhedsbillede, som vi ikke ser. Jeg ved ikke, om en patient er religiøs eller ej, og det interesserer som regel heller ikke hospitalet, hvor vi skal lave en diagnostik og behandling«.

Kan hospitalslægernes manglende interesse for kurset hænge sammen med, at de er mere naturvidenskabeligt orienteret end praktiserende læger?

»Det kan du sikkert have ret i. Mange praktiserende læger vil gerne til kurser i såkaldte ,bløde` ting, forstået på en god måde. Det handler mere om personlig udvikling og måden at omgås patienter på og at forstå patienter og andre mennesker. I hospitalsvæsenet er vi nok som overlæger mere ,maskinelt` indstillet: Vi skal løse en opgave, diagnosticere og behandle. Så er det op til patientens egen læge at tage sig af hele forløbet«, siger Keld Kjeldsen.

En anden faktor er formentlig, at hospitalslæger kan have svært ved at få betalt kurser, der ikke har direkte relevans for deres snævre fagområde. Det tror jeg, afholder en del fra at søge«, siger Keld Kjeldsen.

Ro til fordybelse

At kurset afholdes i et kloster/præsteseminar, giver også kursisterne lejlighed til at møde præster fra en del af Europa, hvor religion har en langt mere central plads i menneskers hverdag end under vore mere nøgterne himmelstrøg.

Keld Kjeldsen håber, at han efter kurset selv ved lidt mere om, hvad fx pilgrimsturen betyder for de mange tusinder, der hvert år går den - og naturligvis især for de vandrere, for hvem helbred og sygdom er motivet: »Hvordan - og hvorfor - hjælper det nogle at tage på en vandretur? Det kan være svært for mig at forstå, men det gør det åbenbart«, siger Keld Kjeldsen, der godt forstår de turistmæssige motiver, man kan have, men ikke de religiøse motiver. Han håber dog at få stillet lidt af sin nysgerrighed efter at vide, hvad et menneske kan opnå som pilgrim, og om det er noget, han eventuelt kan anbefale interesserede (og egnede) patienter.

»Vi skal ikke på vandretur men bo under spartanske forhold på et kloster, der også giver mulighed for at finde personlig ro og fred. Det er også en del af kurset - at tage væk fra hurlumhejet i ens praksis eller ens hospitalsafdeling og finde ro til fordybelse og eftertanke«.

Kursets afvikling i netop Santiago gør det muligt, i stedet for hverdagsagtigt gruppearbejde, at sende deltagerne ud på mindre vandreture, hvor de to og to kan fortsætte debatten om de eksistentielle og filosofiske emner, der lægges op til hjemme bag klostermurene - sådan, som man kan fordybe sig i samtale, når man vandrer på pilgrimsruten.

»Vi havde overvejet, om vi skulle lave et langvarigt kursus, hvor man blev sat af et sted på ruten, men det tror vi ikke, at ret mange travle læger kan afsætte en uge eller mere til«. En lille del af pilgrimsruten bliver dog inddraget, når kursisterne søndag i bus bliver kørt det sidste stykke af ruten ud til Finisterre (»Verdens Ende«), den vindomsuste klippe på Spaniens nordvestligste hjørne, hvor pilgrimmene gennem hundreder af år sluttede rejsen med at brænde deres udslidte klæder og fodtøj. Her får man mulighed for - alt efter fysisk formåen - at gå den sidste lille bid af Caminoen.

Hvis du vil vide mere

Det næste kursus finder sted i foråret2007. Flere oplysninger på Hovedstadsregionens Lægekredsforenings hjemmeside: www.lkf-hovedstaden.dk/

»Vejen til Santiago« - hjemmeside med praktiske oplysninger: www.wepsites.dk/spanien_camino_03.html