Lægeledelse under pres: Alt ændrer sig hele tiden

Han har stort set været væk fra familien i to uger. En gang har han gået en tur med dem på stranden og en gang har han sovet i shelter i haven. Ledende overlæge Ulf Hørlyk, Akutafdelingen i Horsens, har været på sit kontor og nærmeste omegn siden Mette Frederiksen lukkede landet ned.

»Min familie er syge, jeg kan ikke risikere at blive smittet. Det har jeg ikke tid til«, siger han.

Vil han forvente tilsvarende opofrelse af sit personale?

»De må prøve at indrette sig for at undgå, at de bliver syge. Men hvis de bliver syge, må de gå hjem«, siger han.

Ledelse i coronatid er anderledes og intens. Men ikke kompleks, mener Ulf Hørlyk.

»Egentlig har det aldrig været nemmere at lede. For folk gør, hvad der bliver sagt. Vi har en brændende platform – og fra den kører vi derudaf«, siger han.

Kollegaen på Fælles Akutmodtagelsen på Odense Universitetshospital Michael Hansen-Nord oplever noget i samme retning. Siden det begyndte, har afdelingsledelsen hver eftermiddag kl. 16 sendt et nyhedsbrev ud til personalet på hele den store afdeling samt til medicinske læger og nogle tværgående funktioner, de samarbejder med.

»Vi får meget positiv respons på det, folk er glade for det, vi sender ud. Det er første gang, jeg har været med til at producere et informationsbrev på ledelsesniveau, som bliver læst af stort set alle modtagere«, siger han. »Jeg kan jo se, at det står åbent på de skærme, jeg passerer på afdelingen«.

Klicheen ledelse i en forandringstid har fået et helt nyt liv for tiden.

»Behovet for information er enormt. Medarbejderne hører ting i medierne, både nationalt og helt lokalt. Og de spørger: Hvad skal vi gøre? Der sker forandringer hele tiden, fra dag til dag og nogle gange fra time til time«.

Hvordan vil du karakterisere situationen?

»Når jeg tænker på det, vi tidligere har oplevet – som eksempelvis influenza i 2018 og togulykken på Storebæltsbroen, så er de alle store hændelser, men de er alligevel vidt forskellige. Denne her situation er ekstra udfordret, fordi vi pludselig har mangel på leverancer, for eksempel værnemidler. Det har jeg aldrig prøvet før. Og det giver noget usikkerhed. Og jeg tænker i mit stille sind, at jeg på sigt kan blive tvunget ud i at skulle træffe nogle beslutninger, jeg aldrig har truffet før«.

Hvad tænker du på?

»Nu tror jeg ikke, at det udvikler sig alt for voldsomt, men det kunne være at fravælge at bruge værnemidler i bestemte situationer. Altså hvor den normale brug af ting til at beskytte personalet blev bragt i spil«.

I det tilfælde ville du ikke kunne sikre personalet så godt, som du vil?

»Præcis. Og det har jeg aldrig prøvet før«.

Hvordan ville du gribe den tænkte situation an?

»Jeg må som ledelse prøve at finde argumenter frem, og så må vi tage den reaktion, der måtte komme. Og der ved jeg, at vores troværdighed som ledelse bliver bragt i spil. Det kunne ske, hvis vi pludselig siger til personalet, at de ikke skal bruge masker til det, de plejer at bruge masker til. Det vil ikke blive godt modtaget. Folk vil blive hammerbange. Der vil være en overhængende risikoen for, at vi mister tilliden, og at der vil opstå anarki i opgaveløsningen. På grund af utryghed. Det er helt nyt. De andre gange har det ikke været en overvejelse, der har det kun været rent sundhedsfaglige ting. Det er det også indtil videre – men det er sådan nogle ting, der kunne gøre mig betænkelig«.

Har du en erfagruppe med kolleger eller lignende, du tale med?

»Hvis sådan en situation opstår, så har jeg nogle andre ledende overlæger, jeg kan diskutere det med – det er allerede aftalt. Jeg vil også trække på direktionen, men jeg ved, at i sådan en situation er det godt at have et udspil klar«.

Vi tager fejl

På Akutafdelingen i Viborg beskriver ledende overlæge Jacob Stouby Mortensen sin rolle i denne tid som en, der er defineret af på den ene side at skulle skære igennem og tage beslutninger og på den anden side at være parat til at sige til personalet, at det var en forkert beslutning, vi traf i går, i dag justerer vi den.

»Før var vi et sygehus med en drift i jævn udvikling. Nu har vi en ny situation hver dag. Og det kan være, at det, vi prøver i dag, viser sig i morgen ikke at være en god ide«, siger han.

Et konkret eksempel er testningen af patienter med eyeball-triagering, hvor patienten efter at være henvist af egen læge, sidder i sin bil og bliver set og udspurgt af en læge fra akutafdelingen. Derefter bliver patienten podet. Dem kommer der for tiden 30-40 ind af dagligt.

»Det viste sig, at der var to smittede, som vi ikke fangede og sendte hjem. Vores procedure er, at hvis vi efter triagering har mistanke om, at patienterne er smittet, så indlægger vi dem, indtil vi har svar fra podningen. Og der var altså to patienter, vi ikke fangede. Da podningen viste, at de var positive, kaldte vi de to patienter ind og indlagde dem. De hændelser gjorde, at vi justerede tærsklen for, hvem vi sender hjem, og hvem vi skal indlægge, før vi får svaret. Vi lavede et nyt setup, hvor vi foretager nogle enkelte kliniske målinger efter italiensk forbillede, så vi bliver bedre til at fange de smittede. Det indebærer, at personalet kommer i lidt tættere kontakt med patienten, og derfor skal der bruges værnemidler«.

Ny måder at beslutte på

Beslutninger om den slags og beslutninger i det hele taget foregår også anderledes, end normalt, fordi løsninger i denne tid i høj grad er tværfaglige, forklarer Jacob Stouby Mortensen.

»Normalt træffer afdelingsledelsen selv beslutninger om egen afdeling. Men sådan en beslutning som den om triagering træffer vi tværfagligt, infektionsmedicinere, akutmedicinere og lungemedicinere sammen«.

Det tværfaglige samarbejde og den usikre situation i det hele taget, kræver en anden indstilling.

»Der er med andre ord mange kokke, når vi tager beslutninger. Og der skal vi passe på, at der ikke går typisk dansk diskussionsklub i det, hvor der altid er en, der foreslår en anden måde, end den, man lige har besluttet«.

Det duer bare ikke for tiden, mener Jacob Mortensen.

»Vi kan ikke sætte os rundt om et bord og diskutere, som vi plejer. Der må være en, der siger, sådan er det, færdig. Og så kører vi med det fra i formiddag og ser, hvordan det går. Det kan sagtens være, det skal justeres dagen efter. Det er meget anderledes end rutinesygehusdrift«.

Samtidig med at de lokale beslutninger ændrer på tingenes gang, vælter det med Jacob Mortensens ord ind med instrukser fra Sundhedsstyrelsen og fra regionen.

»Og de kan nogle gange være modstridende, fordi der f.eks. mangler værnemidler til at udføre Sundhedsstyrelsens instrukser om at teste alle. Men så længe vi ikke har værnemidlerne eller testmaterialet til at leve op til instrukserne, vurderer vi, hvordan vi så gør fra dag til dag«.

»Vi er allerede i en situation, hvor vi er nødt til at gå lidt på kompromis med værnemidler. Vi genbruger fx visirer, der egentlig er til engangsbrug. Dem putter vi i vaskemaskinen. Vi har fået retningslinjer fra regionen om det med o.k. fra mikrobiologerne til at gøre det. Det er ikke noget, vi er vant til i Danmark, hvor vi plejer have det meste ad libitum«.

Hvordan har du det som ledende overlæge med det?

»Vi kører efter regionens retningslinjer, sådan er det. Vi har en regional videokonference hver dag med alle akutafdelinger, infektionsmedicinere og de lægefaglige direktører, hvor vi tager de ting op. Der kan vi godt være uenige, f.eks. om, hvor godt personalet skal være beskyttet, når de går ind til patienten. Men den øverste myndighed på det område er Klinisk Mikrobiologisk Afdeling i Skejby, og dem sparrer vi lidt med. Men vi retter ind«.

Hvad ville bekymre dig for alvor?

»Om personalet stadig vil være beskyttet godt nok, hvis det eskalerer, og vi når dertil, hvor vi skal tæt på patienter uden tilstrækkelige værnemidler. Det kunne være, når vi undersøger patienter med lungebetændelse. De skal suges med luftrør for at få sekret op, som man kan dyrke på. Det har hidtil skullet ske med maske af typen PFF3. Men vi er ret sikre på, at vi kommer til at mangle masker af den type. Hvis det betyder, at der kommer en instruks om, at man kan anvende PFF2-maske, så anbefaler man noget, man ikke måtte før. Vi ser allerede nu, at forskrifterne tilpasses efter, hvad der er tilgængeligt. Og det er vi ikke vant til i det danske sundhedsvæsen, hvor vi altid har trukket det bedste op af skuffen«, siger Jacob Stouby Mortensen.

Kan du stå inde for dit personales sikkerhed?

»Jeg kan stå inde for personalets sikkerhed – på basis af den viden, jeg har lige nu. Men der var et tidspunkt, hvor man sagde noget andet, end man siger nu, hvor det instruksen siger i dag om værnemidler, bliver ændret i morgen. Så der er en del bekymring for det med værnemidlerne, vi har jo aldrig før været ude for i sundhedsvæsenet at skulle gå på kompromis«.

Men når det er sagt, så har coronasituationen ført til refleksioner hos Jacob Stouby Mortensen.

»Vi er i en situation, hvor vi tilpasser os og gør det bedste. Det er nok sundt at prøve – at finde ud af, at alt ikke altid er ad libitum. Så må vi finde nogle andre løsninger. Og det arbejder vi alle hele tiden på«.

Samarbejde på tværs

I løbet af de næste fire uger topper rykindet af coronapatienter på sygehusene, regner man med. Og derfor skal Jacob Stouby Mortensen ud og finde flere læger og sygeplejersker til akutafdelingen, for det bliver der brug for. Han har allerede skaffet mange – pensionerede læger og sygeplejersker, der har været administrative i flere år, er nu ved at live gjort parate til at arbejde i klinikken.

Da Ugeskrift for Læger taler med ham, er han ved at fange kirurger ind. Mange elektive operationer er blevet aflyst for at frigøre personale til coronaberedskabet. Men for en kirurg, der i mange år måske har knæopereret udelukkende elektive patienter, er det ikke oplagt arbejde. Det er afdelingsledelserne i forhandling om, og der skal forventningsafstemmes en del, fortæller han.

»Kirurgernes umiddelbare reaktion er tilbageholdende, for de mener ikke, de har kompetencer til at tilgå medicinske patienter på speciallægeniveau. Det samme har vi hørt fra andre specialer, som skal indgå i coronaberedskabet. Men så forklarer vi, at de ikke skal have ansvaret for patienten. De skal ikke gå ind og tage over for en medicinsk speciallæge. Men de skal have noget uddannelse, hvor vi hjælper dem med at genopfriske deres basislægekompetencer, så de inden for de næste fire uger er rustet til at tage sig af medicinske patienter. Der kommer jo stadig patienter ind med akutte medicinske tilstande, som vi skal tage os af udover coronapatienter. Og dem kan kirurgerne optage journaler for og tale medicin med«.

At tage sådan en opgave på sig som ledende overlæge var ikke sket i »fredstid«, som Jacob Stouby Mortensen siger.

»Vi tager de her personalegrupper ind og klæder dem på i god tid, lærer dem hvordan de skal tage værnemidler på, og hvordan man undersøger og dokumenterer patienter. Det skal nok gå, og det er enormt spændende at få det til at køre«.

Denne tid er fuld af nye udfordringer og anstrengelser, men Jacob Stouby Mortensen tror, at det kommer til at kunne mærkes positivt, også når det hele bliver normalt igen.

»Det gør noget ved vores sammenhold. Specialer, der ikke rigtig har villet snakke sammen indtil nu, er bare tvunget til at arbejde sammen og høre på hinanden og have respekt for hinanden. Jeg tror og håber, at det kommer til at sætte sine spor. Samarbejdet bliver bedre. For eksempel lærer kirurgen at få respekt for medicineren, der ikke kan finde ud af operere. For han kan noget andet, som jeg ikke kan. Og omvendt«.

OVERBLIK: Læs alle artikler om coronavirus på Ugeskriftet.dk