Lægeligt arbejdsliv under pres

Stands ulykken!

Det første trin i førstehjælpsguiden blev en tilbagevendende frase, da den først var bragt i spil, da 105 medlemmer og suppleanter af Yngre Lægers repræsentantskab i sidste uge drøftede nutidens og fremtidens udfordringer.

Tag bare beretningsdebattens allerførste indlæg:

»Jeg føler lidt, og det gør mine kolleger også, at vi står på sammenbruddets rand på universitetshospitalerne på grund af speciallægeloftet. Vi skal skære hoveder og ikke årsværk. Det er dødsstødet til deltidsstillinger. Det er dødsstødet til frikøb til forskning, og det er den direkte vej ud i udbrændthed og faktisk også undervisningstræthed«.

Ulykken, der skal stoppes, var altdominerende i beretningsdebatten. Eller rettere, ulykkerne. For der er flere, som påvirker medlemmerne af Yngre Lægers arbejdsliv nu og i fremtiden. Mangel på speciallægestillinger, speciallægeloftet på universitetshospitalerne, for få uddannelsesstillinger og et alt for stort optag på medicinstudiet.

Det er ikke nye emner. Det er diskuteret før i netop dette regi. Men retorikken var skruet et nøk op. Måske to.

Forperson i Yngre Læger, Wendy Sophie Schou, indledte – og brugte en stor del af den – sin mundtlige beretning forud for debatten med netop det emne. Om kolleger, der søger 40, 50 eller flere introstillinger og stadig får afslag. Om kolleger, der snart er færdige med deres hoveduddannelse, men trods bred søgning har svært ved at lande en slutstilling.

»Og samtidig mangler der speciallæger. Så signalet fra arbejdsgiverne er sådan lidt: »Vi har brug for jer – bare ikke lige nu, hvor I er færdige og er klar til at træde til. Uanset hvor frustrerende det er, må vi forholde os til den virkelighed, der er lige nu. Der er gang i en stor omvæltning på det lægelige arbejdsmarked. Og én ting står klart: Udviklingen kræver politisk handling – og et af de nødvendige tiltag er at få sat kandidatoptaget ned«, lød det fra Wendy Sophie Schou.

Målet er 250 færre medicinstuderende fra sommeren 2026. For de speciallæger, som lige nu mangler job, skal regionerne »op i et helt andet gear«. Mens antallet af læger med speciallægeautorisation er steget markant, så ser man færre opslag på sundhedsjob.dk.

»Nogle steder er pengene til ansættelser forsvundet i den almindelige drift. Andre steder har man som arbejdsgiver tidligere oplevet, at opslåede stillinger ikke er blevet besat. Og så er man holdt op med at slå dem op. Men det er absurd, at samfundet bruger 16 år på at uddanne speciallæger for derefter ikke at have stillinger og budgetter til dem«, sagde forpersonen.

Kan ikke tage nye opgaver ind

Og så gik debatten ellers med personlige beretninger fra det levede liv og frygten for konsekvenserne.

»Vi er nødt til at begrænse optaget på medicinstudiet. Som alle ved, så er første regel i førstehjælp at stoppe ulykken. Det er det, vi skal gøre lige nu. Så må vi tage os af patienten efterfølgende«, som altså én sagde.

»Det er lykkedes at lave en overproduktion af læger, så vi kigger ind i 80’ernes arbejdsmarked, hvor rigtig mange tog til udlandet. Det kommer til at ske igen«, som en anden advarerede.

»Man kan styre udbuddet ved at øge optaget på medicinstudiet. Og man kan styre efterspørgslen ved at indføre et speciallægeloft. Man kan diskutere om det er et udslag af inkompetence eller ondskab, men vi er i hvert fald nødt sige til dem, at det her er en bombe under det offentlige sundhedsvæsen«, som det lød i en tredjes analyse.

Mens uddannelsen af de mange læger (endnu) ikke kan aflæses i høje arbejdsløshedstal, fordi »læger finder andre veje«, som det flere gange blev formuleret, så mærkes konsekvensen i høj grad af speciallægeloftet. Som en læge på talerstolen f.eks. kunne fortælle:

»Vi ser på min egen afdeling, at man ikke kan tage nye opgaver ind, fordi at man har det her speciallægeloft. Hele dagsordenen med at hjemtage noget fra det private eller udvide nogle funktioner, det kan man heller ikke. Vi skulle have kørt mere akutbil, men det har man ikke kunnet honorere med ansættelser, så det har man måtte skubbe ud til, at det nu skal dækkes af konsulentlønninger fra akutberedskabet«.

Ligesom, at en repræsentant italesatte det absurde i, at pressede afdelinger stadig skulle hjælpe andre afdelinger.

»Det er jo helt skævt, at man med den ene hånd sørger for, at man ikke kan ansætte flere og har nødlidende afdelinger på de store sygehuse centralt, samtidig med at man beder dem om at tage ud i periferien og lægge lægetimer«.

Hvad er en speciallæge vs. overlæge?

Der blev også talt om andet i beretningen og beretningsdebatten.

Wendy Sophie Schou slog fast, at Yngre Læger sammen med de øvrige AC-organisationer går til OK26 med mærkbare lønstigninger som førsteprioritet. Men også familierettigheder, f.eks. med et krav om ret til at gå på deltid inden for sit barns tre første leveår. Hun fremhævede, at Yngre Læger og Overlægeforeningen for første gang går til forhandlingerne samlet. Og ikke forlader bordet igen, før man er enige. Og hun understregede behovet for øget fleksibilitet. Det handler ikke nødvendigvis om færre timer. Det handler først og fremmest om mere indflydelse på egen arbejdstid.

Mange af de synspunkter fandt også plads i beretningsdebatten. Hvor der ligeledes bl.a. også blev slået på tromme for at finde en definition for, hvad forskellen reelt er på en speciallæge og en overlæge. At sikre muligheden for og værdien af, at læger fortsat tager en ph.d. Samt en advarsel om ikke at knække Yngre Læger geografisk over mellem øst og vest i debatten, når der diskuteres afstande mellem sygehuse, man skal tage vagter på.